Bliv klar til at søge i kvote 2
Fristen for at søge ind på en bacheloruddannelse via kvote 2 er 15. marts kl. 12.00. Du kan læse mere om, hvordan du bliver klar til at sende din ansøgning her.
Overvejer du at søge ind på en bachelor på CBS via kvote 2? Så kan du her læse meget mere om, hvordan du bliver klar til at sende din kvote 2-ansøgning.
Hvornår er ansøgningsfristen?
Fristen for at søge ind i kvote 2 er 15. marts kl. 12.00 middag. Det er også fristen for at uploade al dokumentation for aktiviteter, der skal vurderes i kvote 2 til din ansøgning på optagelse.dk.
Har du en udenlandsk adgangsgivende eksamen?
Fristen for at søge ind for ansøgere med en udenlandsk adgangsgivende eksamen, inkl. International Baccalaureate og European Baccalaureate, er også 15. marts kl. 12.00 middag. Det gælder, uanset om du søger i kvote 1 eller kvote 2.
Læs mere om, hvordan du søger ind med en udenlandsk adgangsgivende eksamen
Opfylder du adgangskravene?
Du skal altid opfylde adgangskravene til en bacheloruddannelse, uanset om du søger ind i kvote 1 eller kvote 2. Læs mere om adgangskrav til vores bacheloruddannelser
Tjek uddannelsens adgangskrav i engelsk
Søger du ind på en bacheloruddannelse, skal du huske at tjekke, om du opfylder kravene i engelsk. Det specifikke adgangskrav kan enten være:
- Engelsk B eller
- Engelsk B med minimum 6,0 i karaktergennemsnit.
Tjek de specifikke afgangskrav til vores bacheloruddannelser
Vores engelsksprogede uddannelser har desuden et sprogkrav:
- Engelsk A
Tjek sprogkravet til vores engelsksprogede bacheloruddannelser
I tvivl om du opfylder adgangskravene i engelsk?
Hvis du er i tvivl om du opfylder det specifikke adgangskrav i engelsk eller sprogkravet i engelsk, kan du læse mere om, hvordan du opfylder de forskellige adgangskrav her på cbs.dk:
- Sådan opfylder du de specifikke adgangskrav i Engelsk B og Engelsk B med minimum 6,0 i karaktergennemsnit
- Sådan opfylder du sprogkravet Engelsk A
Kan du supplere i sommerferien?
Det er ikke muligt at supplere i sommerferien. Alle adgangskrav skal være bestået og dokumenteret 5. juli kl. 12.00 middag.
Hvordan vurderer vi din ansøgning i Kvote 2?
I kvote 2 laver vi en helhedsvurdering af din ansøgning. I vurderingen indgår:
- Motiveret ansøgning - kun et krav for nogle uddannelser
- Aktiviteter fx erhvervsarbejde eller højskoleophold, du har afsluttet, efter du har bestået din adgangsgivende eksamen
- Karakterer i specifikke adgangskrav
Du kan læse mere om kvote 2, aktiviteter og dokumentation
Skal du skrive en motiveret ansøgning?
På nogle uddannelser skal du skrive en motiveret ansøgning til kvote 2. Din motiverede ansøgning er en vigtig del af din kvote 2-ansøgning, så brug gerne tid og energi på at skrive den. Til følgende uddannelser skal du skrive en motiveret ansøgning:
Uddannelser, hvor den motiverede ansøgning skal være på engelsk:
- BSc in Business Administration and Digital Management
- BSc in Business Administration and Service Management
- BSc in Business Administration and Sociology
- BSc in International Business
- BSc in International Business and Politics
- BSc in International Shipping and Trade
Uddannelser, hvor den motiverede ansøgning skal være på dansk, norsk eller svensk:
- HA i markeds- og kulturanalyse
- HA i projektledelse
- HA(fil.) - erhvervsøkonomi og filosofi
- HA(psyk.) - erhvervsøkonomi og psykologi
- HA(kom.) - erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation
- HA(it) - erhvervsøkonomi og informationsteknologi
Bemærk: Hvis den uddannelse, du vil søge ind på, ikke står på listen, så spar dig selv arbejdet. Din motiverede ansøgning vil ikke blive læst, heller ikke selvom du uploader den.
Hvad skal din motiverede ansøgning indeholde?
Vi vil gerne optage studerende, der kommer med mange forskellige baggrunde, interesser og drømme. I din motiverede ansøgning skal du fortælle os om dig selv. Vi vil gerne vide:
- Hvad er det ved uddannelsen, du synes, lyder spændende? Det kan for eksempel handle om bestemte fagområder, kombinationer af fag, måder at arbejde på eller måske, hvordan du kan bygge oven på din egen baggrund.
- Hvad er fællesskab på studiet for dig? Det kan for eksempel handle om det faglige samarbejde med andre studerende, et trygt og inspirerende studiemiljø, at du kan være dig selv eller noget andet, der er vigtigt for dig.
Derudover er der nogle krav og anbefalinger til din motiverede ansøgning. Find vores anbefalinger, krav og alt andet du skal vide om motiveret ansøgning på CBS
Sådan søger du
Du sender din ansøgning til CBS via optagelse.dk. Du skal sende din ansøgning senest 15. marts kl. 12.00 middag. Læs mere om, hvordan du sender din ansøgning via optagelse.dk
Husk at uploade dokumentation
Husk også at uploade al dokumentation for aktiviteter, der skal vurderes i kvote 2 til din ansøgning på optagelse.dk senest 15. marts kl. 12.00 middag. Det kan fx være:
- motiveret ansøgning
- eksamenspapirer
- dokumentation for arbejde
- dokumentation for udlandsophold
- dokumentation for andre uddannelser, herunder højskoleophold
- evt. dokumentation for opholdstilladelse i Danmark
Senest 5. juli kl. 12.00 skal du uploade dokumentation for opfyldelse af adgangskrav, hvis du ikke allerede opfylder dem. Vi accepterer ikke dokumentation, der er uploadet efter fristen.
Har du brug for særlig støtte?
Har du en funktionsnedsættelse som fx ordblindhed, angst, autisme, ADHD, senfølger efter hjernerystelse eller en anden fysisk, psykisk eller neurologisk funktionsnedsættelse?
Så har du mulighed for at søge specialpædagogisk støtte (SPS) og særlige vilkår på din uddannelse. Det sikrer, at du kan studere på lige fod med dine medstuderende.
Kan du søge om tidligt optag?
Du kan muligvis søge om tidlig optagelse på din bachelor, hvis du har en funktionsnedsættelse. Hvis du bliver optaget tidligt, har vi mulighed for at starte sagsbehandlingen af SPS i god tid, og du får dermed hurtigere den støtte, du har brug for.
Læs mere om, hvad kravene er for at kunne søge om tidligt optag
Spørgsmål om bacheloroptag på CBS
Hvordan får du en bekræftelse på din ansøgning?
Søger du med MitID, modtager du en mail fra optagelse.dk, når du har godkendt og underskrevet din ansøgning. Det er din bekræftelse på, at du har ansøgt. Du får én mail pr. godkendt ansøgning.
CBS sender dig ikke en bekræftelse på, at vi har modtaget din ansøgning eller underskriftside/signature page.
Har du ikke MitID?
Har du ikke MitID, skal du printe og underskrive én underskrift/signature page pr. uddannelse. Du skal sende dine følgeskrivelser/signature pages senest 15. marts kl. 12.00 middag til signaturepage@cbs.dk
Herefter modtager du et automatisk svar på mail, der bekræfter, at CBS har modtaget din mail.
Bemærk, at det er dit ansvar at sørge for, at alle dine underskriftsider/signature pages er vedhæftet.
Læs mere om, hvordan du underskriver din ansøgning, når du søger uden MitID
Skal du betale for at gå på CBS?
Du skal ikke betale undervisnings- eller ansøgningsgebyr, hvis du er:
- Dansk statsborger
- EU-borger
- Borger fra Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein
Hvis du har opholdstilladelse i Danmark, er du muligvis undtaget for at betale undervisningsgebyr.
Læs mere om application fee, tuition fee og opholdstilladelse
Du bliver student til sommer. Kan du søge ind i kvote 2?
Nej, du kan ikke søge ind i kvote 2, hvis du har afsluttet din gymnasiale eksamen i 2026.
I kvote 2 søger du bl.a. på baggrund af aktiviteter, du har lavet efter du har afsluttet din adgangsgivende eksamen. Aktiviteter indgår kun i kvote 2, hvis der er gået minimum tre måneder mellem, at du afsluttede din adgangsgivende eksamen og ansøgningsfristen i kvote 2. Hvis du afslutter din adgangsgivende eksamen til sommer, kan du ikke nå at lave nogen aktiviteter til kvote 2.
Spørgsmål om optagelse på CBS?
Hvis du har spørgsmål om optagelse på CBS’ bacheloruddannelser, kan du kontakte en optagelsesmedarbejder eller en studievejleder.
Send en mail til vores optagelsesmedarbejdere
- Mail: bacheloroptag@cbs.dk
Ring til en studievejleder
Har du spørgsmål til bacheloruddannelser og studievalg, kan du kontakte en studievejleder. Vi har åbent på telefonen flere dage om ugen op til ansøgningsfristen. Find studievejledningens åbningstider og kontaktoplysninger
Infomøder og chats om optagelse
Deltag i et infomøde om optagelse på vores bacheloruddannelser, hvor vi guider dig igennem ansøgningsprocessen, forklarer forskellen på kvote 1 og kvote 2, hvordan du opfylder adgangs- og sprogkrav og meget mere. Du kan også deltage i en af vores chats, hvor du kan stille spørgsmål om din ansøgning.