Lydia

Mød Lydia, en studerende på cand.merc.(mat.)

Hvorfor valgte jeg min uddannelse (og CBS)?
Jeg valgte cand.merc.(mat.), da det var den naturlige overbygning til min bachelor Ha(mat.), som jeg blev færdig med i sommer. Da jeg var glad for både undervisning, studiemiljø og de faglige udfordringer på studiet, var det et nemt og oplagt valg at fortsætte. I sin tid valgte jeg HA(mat.) på baggrund af mine faglige interesser. Jeg har altid været glad for og god til matematik, men var og er mere interesseret i anvendelsen end teorien. Samspillet mellem teori og anvendelse, er en stor grund til, at jeg har valgt at fortsætte på overbygningen.

Hvad er det bedste ved min uddannelse?
For mig personligt er det bedste det sociale miljø, som vi har skabt på studiet. Cand.merc.(mat.) er et lille studie på CBS, så man kender hinanden godt. Jeg har selv en gruppe medstuderende, som er blevet nogle af mine bedste venner blandt andet fordi vi hjælper hinanden med det faglige. Udover det synes jeg, at det faglige niveau er højt, hvilket jeg sætter pris på. På overbygningen har man meget valgfrihed i forhold til sine fag, så man kan vælge ud fra interesser. Det gør også, at de sværere fag bliver sjovere at fordybe sig i.

Hvordan oplever jeg den faglige niveauforskel mellem min bachelor- og kandidatuddannelse?
Fagene på kandidatuddannelsen bygger i høj grad ovenpå bacheloruddannelsen. Man kan godt mærke, at der er en forventning til, at der er meget, man kan i forvejen. Selvom det kræver, at man læser op på en ting eller to, gør det, at man udvikler sig meget. Niveauet er selvfølgelig højere, da man har fag som går mere i dybden end de gjorde på bachelordelen, men det virker som en naturlig overgang. Da man selv har valgt sine fag, lægger man ikke lige så meget mærke til, at det bliver sværere.

Hvad er de største udfordringer på min uddannelse?
For mig er den største udfordring at få husket mig selv på at læse og lave opgaver på egen hånd. Vi har ikke særlig mange timer sat af til øvelser på kandidatuddannelsen, så der er mere selvstudie end vi er vant til. Selvom vi ikke har mange undervisningstimer, skal man få det hele til at gå op med studiejob, fritidsinteresser og også at få holdt fri. Det kan nemlig også være en udfordring, da der altid er noget, man kunne lave.

Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
Jeg synes, at jeg har fået et rigtig godt fundament med fra min bacheloruddannelse i forhold til ting, jeg har brug for i min studietid. Men der er måske nogle ting, som jeg gerne ville have vidst inden, jeg startede på studiet i første omgang. Der er ikke en perfekt måde at læse på, som virker for alle, og heller ikke en måde der virker til alle fag. Man skal prøve sig frem, nogle gange finder man den perfekte opskrift og andre gange må man bare bide i det sure æble og få læst en masse op til eksamen.

Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Præcis hvad jeg vil, når jeg er færdig, ved jeg ikke. Som uddannet cand.merc.(mat.)'er er mulighederne uendelige og det er også en af de fordele, jeg ser ved studiet. Jeg ved, at jeg vil ud og bruge mine kompetencer, og jeg har igennem studiet fået en stor interesse for programmering og finansiering. Så hvis jeg kan finde et sted, hvor jeg kan kombinere de to ting, ville det være et perfekt job. Der er heldigvis mange forskellige virksomheder, som skal bruge folk med netop vores kompetencer.

Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Slap af! Du kan ikke klare alt til perfektion, og din verden går ikke i stå ved at få en dårlig karakter. Det handler om læring, og du vil få langt mere ud af at forstå det meste virkelig godt end at stresse over at skulle kunne alting perfekt. Bed om hjælp og spørg! Både forelæsere og medstuderende vil rigtig gerne hjælpe, hvis blot du spørger, så send et ekstra spørgsmål eller udnyt de tilbud der nu en gang er. Og i forlængelse af det: Hjælp andre! Det gavner dig selv mindst lige så meget!

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 02/01/2024