CBS-professor skal rådgive regeringen om fremtidens forskning og innovation
Søren Hvidkjær er udpeget til Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd,
der sætter retningen for investeringer og prioriteringer i dansk forskning
Søren Hvidkjær
Danmark investerer milliarder i forskning hvert år. Men det er rammerne og prioriteringerne bag investeringerne, der afgør, om forskningen for alvor styrker innovation, vækst og løsninger på samfundets udfordringer. De rammer er omdrejningspunktet for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR), og fremover vil en CBS-professor sidde med ved bordet.
Søren Hvidkjær, professor ved Institut for Finansiering på CBS og tidligere forskningsdekan, er netop udpeget som medlem af rådet, der rådgiver regeringen og Folketinget om udviklingen af dansk forskning, teknologi og innovation.
For Søren Hvidkjær handler opgaven om at styrke forbindelsen mellem forskningens kvalitet og dens betydning for samfundet.
“Danmark producerer forskning i verdensklasse, men vi kan blive bedre til at skabe de rammer, der gør, at ny viden også bliver til nye virksomheder, produkter og løsninger. Det er en dagsorden, jeg ser frem til at arbejde med i DFIR,” siger han.
Forskning skal skabe værdi i samfundet
Søren Hvidkjær bringer bred erfaring fra både forskningsledelse og forskningspolitik med ind i rådet.
Som tidligere institutleder og siden forskningsdekan ved CBS har han haft ansvar for forskningskvalitet, ekstern finansiering og den strategiske udvikling af CBS’ forskningsprofil. Han har arbejdet for at styrke internationale samarbejder, tværdisciplinaritet og samspillet mellem forskning og erhvervsliv og har som medlem af CBS’ øverste ledelse været med til at sætte retning for universitetets arbejde med forskningsbaseret innovation og akademisk frihed.
Derudover har han gennem flere år deltaget i centrale nationale udvalg og bidraget til den forskningspolitiske debat, hvilket har givet ham indgående kendskab til både universiteternes vilkår og det samlede danske forsknings- og innovationssystem.
For Søren Hvidkjær er det afgørende, at forskningspolitikken tænkes langsigtet med blik for både kvalitet og anvendelse.
“Det handler ikke kun om at skabe ny viden, men om at sikre, at den gør en forskel,” siger han og uddyber:
“Hvis vi vil styrke innovationen i Danmark, kræver det både stærk grundforskning og rammer, der gør det muligt at omsætte nye idéer til løsninger i praksis.”
“Danmark producerer forskning i verdensklasse, men vi kan blive bedre til at skabe de rammer, der gør, at ny viden også bliver til nye virksomheder, produkter og løsninger. Det er en dagsorden, jeg ser frem til at arbejde med i DFIR” Søren Hvidkjær
Professor
Et business-universitets stemme i forskningspolitikken
Med udpegningen bidrager CBS med viden fra krydsfeltet mellem økonomi, erhvervsliv og samfund. Det ligger i forlængelse af universitetets ambition om at udvikle erhvervsrettet og samfundsrelevant forskning, der adresserer komplekse udfordringer.
“Som business-universitet har CBS en særlig position i samspillet mellem universiteter, virksomheder og beslutningstagere. Indsigter i kapitalmarkeder, investeringer og incitamenter er afgørende for, hvordan ny viden omsættes til innovation og vækst,” siger Søren Hvidkjær.
Udpegningen understreger dermed CBS’ rolle i den nationale samtale om et forsknings- og innovationssystem, der både er internationalt konkurrencedygtigt og samfundsmæssigt ansvarligt.
Fakta
Om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd
Det nye råd får Thomas Bjørnholm som formand. Han overtager posten fra Frede Blaabjerg, der har stået i spidsen for rådet siden 2020.
Udpegningen er foretaget af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund. Medlemmerne udpeges for tre år med mulighed for genudpegelse. Den nye sammensætning af rådet træder i kraft 1. april.
Søren Hvidkjær
- Professor i finansiering ved CBS
- Ph.d. fra Cornell University (2002); tidligere ansat ved University of Maryland og INSEAD
- Over 5.000 citationer og modtager af Nykredit Hæderspris
- Forskningsdekan ved CBS 2018–2025; tidligere institutleder
- Medlem af bl.a. Forskningspolitisk Udvalg under Danske Universiteter og Nationalt Udvalg for Forskningsinfrastruktur
- Bestyrelseserfaring fra Symbion, TRACE, MADE og Greater Copenhagen EU Office
- Medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV)