Gå til hovedindhold
Article

Hvor­dan dit job for­mer din per­son­lig­hed: DSEB Re­search Award går til Sel­ma Ka­dić-Mag­la­j­lić

Årets DSEB Re­search Award går til en for­sker bag ba­ne­bry­den­de stu­di­er af, hvor­dan ar­bejds­vil­kår på­vir­ker vo­res ad­færd og per­son­lig­hed

Author

As­b­jørn Sø­ren­sen

Når vi taler om personlighed på arbejdspladsen, antager vi ofte, at det er noget, mennesker tager med sig. Faste træk, der er formet længe før det første møde med en kunde eller en kollega.

Men lektor Selma Kadić-Maglajlićs forskning viser, at sammenhængen går begge veje. Job former også mennesker – særligt inden for B2B-salg.

”Helt enkelt betyder det, at personlighed ikke kun er noget, medarbejdere tager med sig ind i et salgsjob. Selve jobbet kan også forandre mennesker,” forklarer hun.

Hendes forskning dokumenterer, hvordan krævende arbejdsvilkår påvirker medarbejdere i B2B-salg.

For eksempel kan lange salgsprocesser, komplekse kundekrav, hårde forhandlinger og afhængighed af incitamentsbaseret løn ”gradvist øge træk som neuroticisme”, siger hun.

Over tid påvirker disse forandringer, hvordan medarbejderen håndterer usikkerhed, interagerer med kunder og opretholder deres performance.

For Selma Kadić-Maglajlić er DSEB Research Award en særlig betydningsfuld pris, fordi den anerkender forskning, der belyser de aspekter af organisationslivet, som ofte opleves som mere følsomme.

”Det sender et signal om, at forskning, der beskæftiger sig med de mindre behagelige sider af markedet som fx pres, bias eller etik ikke blot accepteres, men værdsættes. Det er en anerkendelse af, at det at stille svære spørgsmål om, hvordan markedsinteraktioner påvirker mennesker, er en vigtig del af at udvikle marketing som fag,” siger Selma Kadić-Maglajlić.

At undersøge hvad organisationer helst ikke ser

Et gennemgående tema i Selma Kadić-Maglajlićs forskning er analyse af ubehagelige fænomener som fremmedhad, uhøflighed og følelsesmæssigt pres. Forhold, der ofte bliver overset eller ikke italesat.

”Det er emner, som ikke er rare at tale om, og netop derfor ender de med at forblive skjulte eller ligefrem normaliserede i organisationer,” siger hun.

Ved hjælp af omfattende kvantitative data indfanger hendes studier både individuelle holdninger og de strukturelle vilkår, der muliggør skadelig adfærd.

Disse indsigter udfordrer udbredte antagelser om ledelse, fx forestillingen om, at problemer med performance og trivsel kan løses ved at ansætte mere robuste personligheder. Som hun formulerer det:

”Den centrale pointe er, at rekruttering ikke alene kan løse problemer med performance eller trivsel. Vores forskning viser, at den måde, job struktureres, ledes og understøttes på, spiller en afgørende rolle for, hvordan medarbejdere formes over tid.”

Hun argumenterer for, at mental sundhed bør ses som en integreret del af jobdesignet og ikke som et tilvalg.

”På samme måde som byggevirksomheder budgetterer med sikkerhedsudstyr, bør salgsorganisationer investere i mental sundhed som en grundlæggende del af et ansvarligt jobdesign.”

Misforståelser om frontlinjearbejde

Selma understreger, at mange organisationer misforstår karakteren af frontlinjearbejde.

”En af de største misforståelser er at pres, følelsesmæssig belastning og konstant tilgængelighed bare er en del af salgsjobbet. Organisationer undervurderer ofte, hvor selvforstærkende og skadelige disse krav kan være over tid.”

En anden udbredt misforståelse er ifølge hende, ”at robusthed udelukkende er et individuelt træk frem for noget, der formes af ledelse, jobdesign og organisatoriske systemer.”

Hendes forskning rækker ud over traditionelle marketinggrænser og berører også folkesundhed og social sammenhængskraft.

”Mere overordnet ønsker jeg, at min forskning kan støtte ledere, undervisere og beslutningstagere i at designe systemer, der mindsker skaden frem for blot at håndtere konsekvenserne,” siger hun.

Forskning med samfundsmæssig gennemslagskraft

Kadić-Maglajlićs seneste forskning studier har fundet vej langt ud over de akademiske kredse.

Hendes forskningsresultater om, hvordan arbejdsvilkår former personlighed, har været omtalt i medier som The Conversation, Fast Company og Yahoo og har ført til invitationer til oplæg for praktikere, brancheevents og endda en TEDx-præsentation.

Hendes forskning i salgs- og serviceroller anvendes i lederuddannelse og er blevet drøftet med salgsledere i Danmark og internationalt, mens hendes arbejde med vaccine-ID bidrager med nye adfærdsmæssige perspektiver til sundhedskommunikation.

Samlet set viser disse bidrag – på tværs af frontlinjearbejde, samfundsudfordringer og offentlig debat – hvorfor Selma Kadić-Maglajlić modtager DSEB Research Award 2026.