Gå til hovedindhold
News

CBS til­pas­ser kandidat­uddannelser til re­form og ny vir­ke­lig­hed

Fra 2028 luk­ker CBS for op­ta­get på tre kandidat­uddannelser for at im­ple­men­te­re kan­di­da­tre­for­men og ska­be plads til nye stra­te­gi­ske sats­nin­ger. Ud­dan­nel­ser­ne skal imø­de­kom­me virk­som­he­der­nes og sam­fun­dets vok­sen­de ud­for­drin­ger med sto­re tek­no­lo­gi­ske og ge­opo­li­ti­ske for­an­drin­ger

Copenhagen Business School (CBS) står over for en omfattende modernisering af kandidatporteføljen, når den politiske aftale om ’Reform af universitetsuddannelserne i Danmark’ skal implementeres.

CBS skal fra 2032 udbyde mindst 40 pct. af sine kandidatuddannelsespladser på étårige uddannelser eller erhvervskandidatuddannelser. For at leve op til det krav, fremlægger CBS’ direktion en plan for omlægningen, der indeholder svære prioriteringer.

Lukninger er nødvendige for at skabe plads

Selvom CBS hvert år afviser ca. 2 ud af 3 ansøgere til kandidatuddannelserne, er CBS forhindret i at åbne flere pladser på grund af politiske aftaler.

Universitetet vil derfor gentænke en række eksisterende uddannelser i de nye formater. For at kunne udvikle nye 1-årige kandidatuddannelser og erhvervskandidatuddannelser, er det dog også nødvendigt at lukke nogle af de eksisterende 2-årige uddannelser.

Fra 2026 lukkes for optag på kandidatuddannelsen i Economics and Business Administration in People and Business Development, og fra 2028 lukkes optaget på henholdsvis kandidatuddannelsen i Economics and Business Administration in Sales Management og cand.merc.(kom.) – erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation.

CBS’ uddannelsesdekan Anna Thomasson fortæller, at beslutningen bygger på en samlet vurdering af uddannelsernes overlap med andre CBS-uddannelser, den nationale uddannelsesdækning og arbejdsmarkedets efterspørgsel:

”Det er en svær prioritering, men vi udfaser de uddannelser, hvor fagligheden bedst muligt dækkes af andre uddannelser på CBS og på andre universiteter. Det giver os plads til at investere på de områder, hvor CBS spiller en unik rolle i uddannelseslandskabet.”

Endnu tættere på erhvervslivet

CBS’ nye kandidatuddannelser skal udvikles i tæt dialog med hele organisationen på CBS og med universitetets aftagere, da det kan blive en særlig fordel at koble undervisningen endnu tættere til erhvervslivet gennem de nye uddannelsesformater:

”CBS har altid haft et tæt partnerskab med erhvervslivet, men vi har brug for at komme endnu tættere på med de nye formater. Både med de 1-årige uddannelser, som har et kortere aftræk til markedet, og med erhvervskandidaterne, hvor karriere og læring skal gå hånd i hånd,” siger Anna Thomasson.

Derfor er det også åbent, hvordan de nye uddannelser præcist vil komme til at se ud. Anna Thomasson understreger dog, at CBS vil imødekomme de udfordringer, som bl.a. AI, digitalisering og geopolitiske forandringer stiller erhvervslivet overfor:

”AI forandrer alle dele af forretningslivet, geopolitiske spændinger ryster værdikæderne, og virksomhedernes dilemmaer bliver mere og mere komplekse. CBS’ kandidatuddannelser skal sikre Danmark de største talenter og sikre virksomhederne specialister og ledere, der kan navigere i den virkelighed.”

En kulturforandring for livslang læring

Livslang læring er en væsentlig del af kandidatreformen, og de nye formater for kandidatuddannelserne skal bidrage til at skabe en ’kulturforandring’ i Danmark, en forandring som Anna Thomasson fortæller, at CBS også vil investere i:

”CBS er Danmarks største universitet på livslang læring. Vi ved, hvordan erhvervserfaring kan styrke den enkeltes læring. CBS skal være en naturlig læringspartner for alle, der vil udvikle deres karriere, og jeg glæder mig til at samarbejde med virksomhederne om de nye værktøjer, der også ligger i reformen.”

Fak­ta