CBS-stu­die kort­læg­ger Grøn­lands mag­te­li­te: En lil­le eli­te præ­get af sto­re in­ter­ne kon­flik­ter

Grønland har med sin vigtige geopolitiske placering og rige beholdning af naturressourcer altid været et enormt aktiv. Amerikanske tilnærmelser, købstilbud og påvirkningskampagner i Grønland, tilføjer dog en ekstra dimension af aktualitet til det trekantsdrama, der i øjeblikket udspiller sig mellem Danmark, Grønland og USA. 

Spørgsmålet om, hvem der sætter kursen for Grønlands fremtid, er derfor mere presserende end nogensinde før. Ny forskning fra CBS kaster lys over sammensætningen af den grønlandske magtelite og de interne splittelser, som præger den.  

”Studiet er relevant for både befolkning og beslutningstagere, fordi det muliggør en informeret diskussion om, hvorvidt det er de rigtige der sidder på magten,” siger Morten Fischer Sivertsen, postdoc ved Institut for Business Humaniora og Jura på CBS.  

Han står bag det nye studie sammen med Christoph Ellersgaard, lektor ved Institut for Organisation på CBS og Anton Grau Larsen, lektor på Roskilde Universitet.

Kolonialtidens skygger splitter magteliten

Studiet identificerer en magtelite bestående af 123 personer, som er forbundet gennem centrale bestyrelser, politiske partier, råd og kommissioner. Blandt disse fremstår en tydelig kulturel og sproglig skillelinje: På den ene side en grønlandsk-talende elite med rødder i det politiske segment, og på den anden side en dansk-orienteret elite, knyttet til det private erhvervsliv. 

Ifølge Morten Fischer Sivertsen er der en dansk-grønlandsk interessekonflikt i den grønlandske magtelite, som besværliggør samarbejde:

”Det er to forskellige kulturelle opfattelser af tingene, to forskellige sprog, to forskellige indgangsvinkler. Den ene part synes måske, at den anden slet ikke hører til, og den anden part synes måske, at den ene er urealistisk og opportun.” 

Han fortsætter: ”Det svækker evnen til at arbejde sammen og tilliden imellem dem – særligt i en tid, hvor den koloniale historik er genstand for meget opmærksomhed og kritik, og hvor det udtalte amerikanske ønske om at overtage Grønland har givet den grønlandske selvstændighedsbevægelse en gevaldig saltvandsindsprøjtning.” 

Stærk stat kan trumfe erhvervseliten

Forskerne finder også, at magteliten i Grønland primært er bundet op på det offentlige, da tæt på 2/3 udgøres af politikere, embedsfolk og offentlige erhvervsledere. Det adskiller sig fra magteliten i Danmark, som i højere grad er knyttet til de store erhvervsorganisationer og virksomheder.

Forklaringen på statens tungtvejende rolle i magteliten kan føres tilbage det koloniale forhold til Danmark. Grønland er gennem årtier blevet drevet med udgangspunkt i den tætte relation til den danske stat. Den offentlige sektor har derfor fået en dominerende rolle, som stadig kommer til udtryk i, hvordan magten er fordelt i dag:  

”I Grønlands nyere historie har det først og fremmest været den danske stat, der har sat retningen for samfundsudviklingen,” forklarer Morten Fischer Sivertsen. 

Historisk set har man derfor vænnet sig til, at staten tog initiativet, hvilket, ifølge forskeren har skabt en form for selvforstærkende dynamik: 

”Når det typisk er staten, der sætter tingene i gang, opstår der en forventning om, at den også fortsat vil gøre det – og det kan endda blive nødvendigt, hvis private kræfter ikke træder til”.”

Samtidig betyder bloktilskuddet, som dækker omtrent halvdelen af det grønlandske selvstyres budget, at der er mindre incitament til at udvikle en stærk privat sektor. Alt i alt betyder det, at meget magt er koncentreret på statens hænder.

Derudover har de store grønlandske virksomheder, grundet deres karakter, sværere ved at agere modpol til staten. I Danmark kan erhvervslivet lægge pres på staten ved at true med at flytte arbejdspladser ud af landet. Den mulighed findes ikke i samme grad i Grønland, hvor to af de tre største virksomheder i landet er fiskerivirksomheder. Selvom nogle aspekter af produktionen – fx filetering – kan flyttes til udlandet, er denne sektor i sagens natur uløseligt forbundet til hjemlige farvande.  

Lige netop fiskeri og fiskekvoter er udgangspunkt for en anden intern skillelinje i magteliten: Land-by. 

”Der er spændinger mellem magteliten i Nuuk og magteliten i resten af landet,” forklarer Morten Fischer Sivertsen. 

”Jeg tror, at resten af landet vil kigge på Nuuk og sige, at det var meget dansk, og ikke det rigtige Grønland. Det taler også ind i den der spænding mellem tradition og modernitet, som er ret central i det grønlandske samfund.”

Her handler det om at finde en balancegang mellem udvikling på den ene side og fastholdelse i den grønlandske folkesjæl på den anden side. 

Magten ophobes på få hænder

Mens Grønland er bygget op efter et dansk velfærdsstatsideal, så er det efter alt andet lige et meget anderledes land. Øens enorme størrelse og lille befolkning giver nogle logistiske udfordringer i forhold til at drive en velfærdsstat. 

Magteliten varetager en meget kompleks opgave i at drive det grønlandske samfund. De få som opbygger ekspertisen og kvalificeringsgrundlaget til at løse opgaverne, bliver derfor yderst svære at erstatte. Er man svær at erstatte, tager man sig måske nogle friheder man ikke burde. Det kan føre til problemer med armslængdeprincipper: 

”Det personlige kan trumfe det professionelle, og nepotisme kan trives,” fortæller Morten Fischer Sivertsen. 

Samtidig bliver det sværere at kritisere magthaverne, fordi der i et lille samfund er større chance for, at man kender hinanden. Kritik kan derfor komme med en meget høj social pris, også for journalister: 

”Den fjerde statsmagt har ikke specielt gode vilkår i Grønland, fordi der kun er to medier med forholdsvis begrænsede midler,” forklarer Morten Fischer Sivertsen. 

Og som en nylig ph.d.-afhandling om emnet har afdækket, så er journalistisk arbejde underlagt nogle specielle vilkår i små samfund: Hvis man fx dækker for kritisk, kan det være man aldrig får et interview igen. Det giver, ifølge forskeren, en helt anden dynamik mellem magthavere og medier i Grønland. 

Flere brikker at spille med

Spændingen mellem den tidligere kolonimagt og den tidligere koloniserede er blevet intensiveret de sidste par år. Det kom til udtryk i selvstændighedsopbakningen ved sidste valg. Her fordoblede Naleraq, partiet som står stærkest på at opnå grønlandsk selvstændighed, sine stemmer. Demokraatit vandt også en stor sejr, noget som forskeren kobler sammen med deres fokus på indenrigspolitiske temaer under valgkampen: 

”De kørte i mindre grad med på Trump-diskussionen og talte i stedet om jordnære ting som uddannelse og ældrepleje. Når de får et godt valg på det, er det nok fordi befolkningen har indtryk af, at de har øjnene på bolden”, mener Morten Fischer Sivertsen.

Men med det sagt, så er spørgsmålet om selvstændighed nok uundgåeligt på sigt. Og når verdens største militære og økonomiske magt direkte siger, at de ønsker at overtage landet, så rettes verdens øjne mod Grønland. 

”Hvis selvstændighedstrangen fortsætter, så kan vindene vende. Men lige nu virker det som om magteliten og befolkningen i øvrigt er ret kritiske overfor de amerikanske tilnærmelser. I øvrigt, så skriger det da også til himlen at prøve at købe et land, som står med et så brændende ønske om at være herre i eget hus.”

På den anden side har den amerikanske interesse givet Grønland meget mere at spille med i forhold til at kræve et ligeværdigt Rigsfællesskab:

”Et meget forsigtigt bud ville være, at det kan føre til mere ligeværd i rigsfællesskabet, fremfor en opløsning af rigsfællesskabet”, afslutter Morten Fischer Sivertsen.

Hvis du vil vide mere, kan du læse forskningsartiklen her

Kontakt: 

Forsker, Morten Fischer Sivertsen: mf.bhl@cbs.dk
Kommunikationskonsulent, Anders Nørland: an.slk@cbs.dk