Find virksomhedsdata i Orbis
Orbis giver adgang til finansielle nøgletal, ejerforhold og virksomhedsdata fra hele verden. Her får du et overblik over, hvordan du søger og bruger databasen.
Brug Orbis til at finde finansielle nøgletal, ejerforhold, konkurrenter og andre virksomhedsdata. Orbis er en af bibliotekets mest anvendte databaser, fordi du kan analysere, sammenligne og eksportere data om virksomheder fra hele verden.
Hvad indeholder Orbis?
Orbis dækker næsten 500 millioner virksomheder globalt – heraf mere end 2,2 millioner danske.
Omkring 80.000 af virksomhederne er børsnoterede, og det er typisk dem, du finder flest oplysninger om. Små virksomheder er ofte ikke underlagt samme dokumentationskrav, og derfor vil datamængden variere.
Hvornår giver Orbis mening at bruge?
Du kan bruge Orbis til mange forskellige formål, blandt andet til at:
- finde oplysninger om en specifik virksomhed, fx adresse, bestyrelse, datterselskaber, omsætning, likviditet, markedsværdi eller antal ansatte
- identificere virksomheder i en bestemt branche
- finde konkurrenter
- lave risikovurderinger, pivot-analyser eller dataudtræk
Orbis bruges globalt af både forskere og virksomheder.
Sådan finder du en specifik virksomhed
Hvis du kender virksomhedens navn, kan du søge direkte i søgefeltet på forsiden. Det giver som regel et hurtigt og præcist resultat.
Sådan finder du virksomheder i en bestemt branche
Når du vil finde virksomheder inden for en specifik industri, skal du bruge funktionen Industry.
Her vælger du en eller flere branchekoder fra internationale kodesystemer – også kaldet nomenklaturer. De mest brugte er:
- NACE (europæisk)
- NAICS (amerikansk)
Eksempel:
Bestseller A/S har NACE-koden 4642 – Wholesale of clothing and footwear. Søger du på denne kode, får du en liste over andre virksomheder i samme branche. Det kan give dig et overblik over konkurrenter eller markedets aktører.
Da nogle koder kan give mange træffere, kan det være relevant at indsnævre søgningen med:
- geografisk område
- omsætning
- antal ansatte
Vælg de kriterier, der giver bedst mening i forhold til din analyse.
Kan man analysere og eksportere data?
Ja. Når du har valgt de virksomheder, du vil arbejde med, kan du:
- bruge Orbis’ analyseværktøjer
- eksportere data til Excel
- vælge præcis hvilke variabler, du vil tage med
Sådan kommer du i gang
Du finder Orbis i bibliotekets liste med online resourcer – enten i den alfabetiske liste under O eller under emnekategorien Nøgletal.
Som CBS-studerende eller -ansat har du adgang Orbis, uanset hvor du befinder dig. Andre biblioteksbrugere kan benytte Orbis fra computerne på biblioteket på Solbjerg Plads.
- Gå til Orbis
- Se Libguiden om Orbis
- Læs mere om branchekoder (nomenklaturer) i libguide
- Orbis har gode video tutorials, som ligger inde i databasen - kig efter spørgsmålstegnet øverst til højre.