Gå til hovedindhold

Stu­di­estart­sko­or­di­na­to­rer sø­ges til stu­di­estart 2026

Department
Studieadministrationen
Application deadline

Er du bachelorstuderende og ønsker du at være med til at skabe en god og inkluderende studiestart for vores nye studerende? Er du interesseret i at motivere og lede frivillige guider i planlægning og gennemførelse af introduktionsugen? Så er du måske én af de studiestartskoordinatorer, som vi søger.

På CBS sætter vi alle sejl til for at give vores nye bachelorstuderende en god og vellykket studiestart.

Til hvert bachelorstudie rekrutterer vi et team af studiestartskoordinatorer, der skal samarbejde om at finde nye kreative løsninger. Koordinatorteamet har ansvaret for studiestarten på studiet, hvilket blandt andet indebærer rekruttering af guider samt udarbejdelse af budget og regnskab.

Vi leder derfor efter dig, der er interesseret i at skabe en studiestartskultur, hvor trivsel og læring er to sider af samme sag. Samtidig skal du sikre, at studiestarten er inkluderende, lærerig og designet på en måde, som får alle til at føle sig velkomne – uanset identitet og baggrund.

Dine arbejdsopgaver som studiestartskoordinator vil blandt andet være at:  

  • planlægge og koordinere studiestartsaktiviteter målrettet førsteårsstuderende i uge 35 og i løbet af efterårssemesteret
  • planlægge en studiestart, der indeholder studiefaglige, praktiske og sociale elementer med fokus på, at aktiviteter og fællesskaber er inkluderende for en bred mangfoldighed af studerende
  • sammensætte et mangfoldigt hold af frivillige studiestartsguider i samarbejde med studiet (1 guide pr. 10 nye studerende)
  • lede og motivere de frivillige guider til at arbejde dedikeret og seriøst med en god studiestart for alle nye studerende
  • sikre et godt samarbejde med og mellem de frivillige studiestartsguider og med dit studie og CBS bredt
  • have overblikket og udvise et involverende og engagerende lederskab

Opgaven kræver desuden:

At du kan arbejde struktureret, både individuelt og i samarbejde med andre. I stillingen bærer du ansvaret for studiestarten, inden for den ramme CBS har sat. Derudover er det helt essentielt, at du som koordinator underskriver, efterlever og holder dine guider ansvarlige for CBS’ Regler om god etisk adfærd på studiestartsforløb, og at du i den forbindelse kan sætte grænser over for dine medstuderende, hvis det bliver nødvendigt. CBS står altid til rådighed for vejledning og sparring i svære situationer.

Du skal kunne starte 9. februar 2026 og arbejde i hele uge 35, hvor studiestarten kører. I løbet af foråret 2026 skal du deltage i et uddannelsesforløb for alle studiestartskoordinatorer, som består af:

  • 2 digitale uddannelsesmoduler forud uddannelsesdagene
  • 1 uddannelsesdag for studiestartkoordinatorer den 17. februar 2026
  • 1 uddannelsesdag for studiestartskoordinatorer og -guider med True North i uge 12, 13 eller 15
  • 1 uddannelsesdag for studiestartskoordinatorer og -guider i uge 16

Derudover skal du deltage i løbende koordineringsmøder med dit studie og i fælles statusmøde(r), touchdown møde i uge 34 og evalueringsmøde i uge 41.

Vi tilbyder:

  • Et spændende og alsidigt job med en god løn
  • Mulighed for at give nye studerende en god start på deres studie
  • Stor indflydelse på udviklingen af studiestart på dit studie
  • Et uddannelsesforløb som ruster dig til opgaven
  • Erfaring med inkluderende ledelse, koordinering, planlægning og samarbejde med mange forskellige aktører
  • Et stort netværk på tværs af CBS med andre studerende og ansatte

Løn og ansættelsesvilkår  

Ansættelsen starter den 9. februar 2026 og løber frem til den 30. november 2026.

Du vil blive aflønnet med 72 timer efter gældende overenskomst indgået mellem Finansministeriet og Studenteransattes Landsforbund (SUL) samt Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) – overenskomsten for studenterundervisere ved universiteter mv.

Indplacering og aflønning sker som studenterstudievejleder. Timelønnen er på kr. 224,97. Lønnen udbetales fortløbende, første gang 28. februar 2026.

Du kan forvente, at der vil være flest arbejdsopgaver i løbet af foråret 2026 og i august i forbindelse med studiestartsugen.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte os på mailadressen: BSC-Studystart@cbs.dk.

Sådan søger du 

Du søger stillingen online.

Udfyld ansøgningsformularen og vedhæft din ansøgning, karakterudskrift og CV i PDF-format. 

I ansøgningsfeltet skal du skrive ”Ansøgning studiestartskoordinator + navn + det studie du læser på”.  

Ansøgningsfristen er d. 11. december 2025.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 51 i 2025, samt uge 2-3 i 2026. 

 

WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS

CBS er et globalt anerkendt businessuniversitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.

Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 20.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 800 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende og 700 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.

Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.

CBS arbejder kontinuerligt med at blive en mangfoldig og inkluderende organisation, og vi opfordrer alle uanset kønsidentitet og -udtryk, alder, etnicitet, religiøs overbevisning, LGBT+-status, kulturel baggrund m.m. at søge.
Kontakt os, hvis du har brug for assistance i søge- eller ansættelsesprocessen, hvis der er noget vi skal vide, eller hvis du som person med handicap ønsker at gøre brug af din fortrinsret.