Val­get er over­stå­et. Nu ven­ter af­mag­ten på Chri­sti­ans­borg

“Det er vigtigt for mig, at min bog ikke lægger op til en samtale om, at vi skal have ondt af politikerne. For det skal vi ikke. De har et spændende arbejde og en god løn.”

Sådan siger Emil Husted, lektor ved Institut for Organisation på CBS.

Han sidder på et hjemligt indrettet kontor på Frederiksberg, omgivet af bløde lænestole og tætpakkede reoler og pointen falder tidligt i samtalen.

“Det, jeg håber, vi i stedet taler om, er de vilkår, vi har skabt for politisk beslutningstagning, og hvilke problemer de skaber.”

Med “det” henviser han til resultaterne af halvandet års feltarbejde på Christiansborg, hvor han har undersøgt, hvordan politikere og ansatte oplever deres arbejde, og hvorfor mange af dem i stigende grad føler afmagt.

Man kommer med ambitioner men ender med afmagt

Oprindeligt var planen en anden. Emil Husted ville undersøge kulturen på Christiansborg – hverdagen, omgangsformerne og arbejdslivet bag de politiske beslutninger.

“Jeg gik ind til projektet med en idé om, at det kunne være interessant at forstå kulturen i Folketinget, og om der for eksempel er forskellige kulturer afhængigt af parti. Men ret hurtigt kom samtalerne til at handle om trivsel,” fortæller han.

Gennem interviews og observationer af både politikere og ansatte tegnede der sig et billede af en arbejdsplads, hvor ønsket om at gøre en forskel ofte kolliderede med hverdagens krav.

Flere af de politikere, han fulgte, havde kun været på Christiansborg i omkring et år, før frustrationen begyndte at melde sig.

“I starten tænker man, at det er én selv, der ikke kan finde ud af det. Men langsomt går det op for én, at der er nogle strukturer, som gør, at man får følelsen af at støde panden mod en mur,” fortæller Emil Husted.

Det er ikke kun tempoet

I sin bog Afmagtens Centrum beskriver Emil Husted, hvordan et accelerationssamfund, som kendetegner hele samfundet ved et stadigt stigende tempo, har sat sit tydelige præg på arbejdet på Christiansborg

Nyheder breaker konstant, reaktioner forventes med det samme, og dagsordenen skifter fra time til time. Det efterlader politikerne med en følelse af hele tiden at skulle være på. 

Samtidig har der udviklet sig en arbejdskultur, hvor dagene er lange og tæt pakket fra morgen til aften. Kalenderen er fyldt med møder, forhandlinger og medieoptrædener.

Derudover adskiller danske folketingspolitikere sig fra mange af deres internationale kolleger ved at sidde i et højt antal udvalg. Hvor parlamentarikere i andre lande typisk har færre og mere afgrænsede udvalgsposter, er det i Danmark almindeligt, at den enkelte politiker er tilknyttet fem til seks udvalg på én gang.

Men tempoet forklarer ikke det hele, understreger Emil Husted: 

“Vi må ikke reducere det til et spørgsmål om hastighed.” 

Ifølge ham er problemet snarere en cocktail af vilkår: et vedvarende skift mellem opgaver, en uoverskuelig arbejdsmængde, knivskarp intern konkurrence og konstant medieeksponering.

“Det skaber en følelse af fremmedgørelse. Det er svært at finde mange andre arbejdspladser, hvor alle de elementer er samlet.”

Samtidigt oplever mange politikere noget, der kan virke paradoksalt. Inde i Folketingssalen, midt i magtens centrum, føler de sig magtesløse.

Forklaringen er blandt andet, at en stor del af de politiske forhandlinger og aftaler i dag foregår uden for selve Folketingssalen og i stedet i ministerierne og i forligskredse, hvor de overordnede linjer lægges.

Et system uden resonans

I sin analyse trækker Emil Husted på den tyske sociolog Hartmut Rosa og begrebet resonans – følelsen af en meningsfuld forbindelse mellem menneske og arbejde.

Når resonansen forsvinder, opstår der fremmedgørelse.

“Politikere mister følelsen af at være i kontakt med det, de laver,” forklarer han.

Det skaber et paradoks: De arbejder mere end nogensinde, men oplever samtidig mindre indflydelse.

Nogle reagerer ved at søge tilbage til lokalpolitik.

“Vi ser, at nogle søger tilbage til lokalpolitik eller andre arenaer, hvor afstanden til borgerne er mindre,” siger Emil Husted og understreger, at der også kan spille andre motiver ind, fx forfængelighed.

“Det kan også handle om, at det føles bedre at være en stor kanon i et mindre system end en lille kanon i et større system.”

Konsekvenserne rækker ifølge Emil Husted langt ud over den enkelte politiker.

“Når flere trækker sig fra Christiansborg, eller mister følelsen af mening i arbejdet, påvirker det selve den måde, demokratiet fungerer på. Det er ikke bare et individuelt problem. Det er et demokratisk problem,” siger han.

Hvis politikere oplever, at de ikke har reel indflydelse, eller ikke har tid til at sætte sig ordentligt ind i det, de beslutter, risikerer kvaliteten af beslutningerne at falde.

Samtidig kan det få betydning for, hvem der overhovedet har lyst til at gå ind i politik.

“Hvis arbejdet opleves som meningsnedbrydende, bliver det sværere at tiltrække og fastholde dygtige mennesker. Og det er i sidste ende et problem for demokratiet.”

Dermed bliver spørgsmålet ikke kun, hvordan politikerne har det – men hvilken form for folkestyre de vilkår er med til at skabe.

Nyvalgte politikere bør tænke anderledes om deres rolle

Der findes ingen enkle løsninger. Men ifølge Emil Husted er der steder at begynde.

For det første handler det om ressourcer i form af bedre administrativ støtte, fx sekretærer, rådgivere og embedsfolk.

I dag følger den såkaldte gruppestøtte partierne, og en stor del samles hos partiledelserne. Det efterlader det enkelte folketingsmedlem med begrænsede muligheder for selv at opbygge faglig kapacitet.

Det er især oppositionen, men også mindre prominente medlemmer af regeringspartierne, der får begrænset støtte. 

”Man kunne derfor overveje at give flere ressourcer direkte til det enkelte medlem,” siger han. 

For det andet peger han på behovet for stærkere faglig understøttelse fra Folketingets administration, så politikerne får bedre mulighed for at forberede sig og deltage kvalificeret i lovgivningsarbejdet.

Endelig handler det om kultur.

“Der findes mange normer i Folketinget, men de er ofte implicitte. Et klarere fælles værdisæt kunne styrke både samarbejdet og oplevelsen af mening,” siger Emil Husted.

Hvis han skal give ét råd til nyvalgte politikere, er det at holde fast i det, der fik dem ind i politik til at begynde med.

“Man skal forsøge at holde fast i sin oprindelige motivation. Hvis det for eksempel var ønsket om at repræsentere nogle mennesker eller kæmpe for en sag, så er det vigtigt ikke at miste forbindelsen til det,” siger han.