Do­mi­no-ef­fek­ten: Hvor langt bor du fra dit lo­ka­le rå­d­hus?

Hvad sker der med et lokalsamfund, når det mister sit rådhus? Det spørgsmål har tre forskere stillet sig selv i en ny undersøgelse, og deres svar lander midt i en tid med kommunalvalg, diskussioner om effektivisering af den offentlige sektor samt et Danmark i (u)balance.

De tre har analyseret konsekvenserne af kommunalreformen, som fandt sted i 2007. Dengang blev antallet af kommuner reduceret fra 271 til 98. I hver ny storkommune blev kun ét rådhus bevaret – typisk i den største by. Det har skabt en unik mulighed for at undersøge, hvordan tabet af lokal administration påvirker beboernes adfærd.

Forskernes studier viser, at områder uden rådhus oplever en markant fraflytning. Det er især børnefamilier og erhvervsaktive, der søger mod steder med bedre offentlige tilbud og kortere afstand til arbejdspladser. Samtidig falder boligpriserne i de berørte områder, fordi efterspørgslen svækkes.

Lokale skoler og sundhedstilbud som lægeklinikker oplever også et fald i kapacitet og personale. Det skaber en negativ spiral, hvor færre tilbud fører til færre borgere – og færre borgere fører til endnu færre tilbud.

EN FEJL AT TRO AT FOLK VILLE BLIVE BOENDE

”Ideen med reformen var, at vi skulle samle de offentlige administrative opgaver og opnå nogle stordriftsfordele. Men det var en fejl at tro, at borgerne ville blive boende. Når der bliver længere til skole, læge og job, flytter folk. Og det bliver en domino-effekt. Så reformen har bidraget til udkantsdanmark og til den stigende urbanisering,” konstaterer en af forskerne bag undersøgelsen, Ismir Mulalic fra CBS.

I hårde tal viser data fra studiet, at kommunalreformen ikke blot halverede antallet af offentlige administrative stillinger i de 173 kommuner, der blev fjernet. Den førte også til skolelukninger, og knap hver femte lærerstilling blev nedlagt. Derudover medvirkede reformen til, at der generelt blev mindre erhvervsaktivitet i områderne. I den private sektor forsvandt næsten hvert sjette job i de efterfølgende ti år.

Samtidig skete der en fraflytning fra områderne. Antallet af personer i den erhvervsaktive alder skrumpede således med 4 procent og børnetallet med 13 procent. For dem, der blev boende, steg afstanden til arbejdet, mens værdien af deres hus til gengæld faldt.

Og når der endelig kom nye tilflyttere, havde de ofte lavere uddannelse og indkomst, og den samlede socioøkonomiske profil ændrede sig. Hvilket har betydning for både skatteindtægter og lokalt engagement.

VELFÆRD ULIGE FORDELT

Forskernes studie viser, at reformen har bidraget til at øge forskellen mellem by og land. Kommuner som Esbjerg, Aalborg, Viborg, Aarhus, Odense og København er således vokset. Det samme er nærkommunerne til de største byer. Mens kommuner som Langeland, Lolland, Lemvig og Frederikshavn generelt har mistet beboere.

”Hvis forventningen med reformen var, at folk skulle kunne bo over hele i Danmark og opleve den samme velfærd, har den vist sig at være en dårlig ide”, siger Ismir Mulalic. Som økonom med speciale i urbanisering understreger han, at der globalt er en tendens til, at flere borgere søger mod de større byer. Men han efterspørger en klarere reflektion blandt politikerne i forhold til, hvordan forholdet mellem by og land skal udvikle sig.

”På den ene side har vi gennemført en reform, som har været med til at forøge udvandringen fra mindre byer. Samtidigt bruger vi mange penge på at forsøge at bringe Danmark i balance. Alene udflytningen af arbejdspladser har kostet milliarder. Det virker selvmodsigende. Så vil vi acceptere, at byerne skal vokse sig store på bekostning af mindre byer? Og har vi forstået mekanismerne,” spørger han og tilføjer:

”Den diskussion virker ikke afklaret. Men vores forskning viser, at det både påvirker boligmarkedet, den lokale arbejdsstyrke og tilgængeligheden af offentlige ydelser, når man fjerner den offentlige administration.”

ENTYDIGT BILLEDE

Sammen med kollegerne Marie Louise Schultz-Nielsen fra Rockwool-Fonden og Bence Boje-Kovacs fra Aalborg Universitet har Ismir Mulalic analyseret data fra perioden 1996 til 2015 og sammenlignet områder, der mistede deres rådhus, med dem der ikke gjorde.

Og mens tidligere undersøgelser ofte har fokuseret på de mulige administrative gevinster ved sammenlægningerne, ser dette studie på de økonomiske og demografiske konsekvenser for borgerne i de samfund, hvor kommunen blev nedlagt, og rådhuset forsvandt.

Resultaterne er publiceret i det internationale tidsskrift Journal of Economic Geography og tegner et klart billede: Områder, der mistede deres rådhus og dermed deres status som administrativt centrum, tabte terræn til sammenlignelige områder, som ikke blev sammenlagt.