Stort stu­die: Of­fent­ligt støt­tet forsk­ning er in­gen ga­ran­ti for åben­hed

Når universiteter og virksomheder samarbejder i offentligt finansierede forskningsprojekter, kan man let få den opfattelse, at resultaterne automatisk bliver delt åbent. Men sådan er det langt fra altid.

I et nyt, stort studie fra CBS giver forskere et sjældent indblik i de juridiske rammer for offentligt støttede forskningsprojekter mellem universiteter og virksomheder.

Forskerne har fået adgang til næsten 500 samarbejdskontrakter mellem universiteter og virksomheder i Norge i et af de største studier af sin slags.

Og konklusionen er tydelig: Offentlig finansiering fører ikke automatisk til større videndeling eller færre begrænsninger på åbenheden af forskningsresultater.

“Mange antager, at offentlige midler i sig selv skaber 'open science', Men vores analyse viser, at det ikke er tilfældet. Det er desuden tydeligt, at åbenhed ikke afgøres, når resultaterne ligger klar. Den afgøres, når kontrakten underskrives, længe inden man kender resultaterne,” siger professor Christoph Grimpe, der er institutleder på Insitut for Strategi og Innovation på CBS.

Studiet er udgivet i Research Policy.

Offentligt ejerskab betyder ikke fri adgang

Studiet har undersøgt næsten 500 kontrakter, der fastsætter, hvem der kan eje og anvende forskningsresultater fra samarbejder mellem universiteter og virksomheder.

Universiteterne ejer ofte IP-rettighederne formelt, men i mange projekter får virksomheder udnyttelsesrettigheder, der giver dem ret til at bruge resultaterne kommercielt. 

Disse rettigheder er ofte eksklusive, så én virksomhed får eneret til at anvende resultaterne, hvilket begrænser andres mulighed for adgang.

Analysen viser også, at offentlig finansiering ikke reducerer sandsynligheden for kontraktlige begrænsninger på offentliggørelse. Der kan for eksempel være krav om, at virksomheden skal læse med eller godkende, før forskerne må publicere.

“Offentlig finansiering reducerer sandsynligheden for fuldt industrielt ejerskab, men den reducerer ikke begrænsningerne på deling af resultater,” siger Christoph Grimpe.

Det betyder ikke, at alle projekter ender lukkede. Men det viser, at åbenhed ikke følger automatisk af offentlig støtte.

Mange samarbejdspartnere giver større chancer for åbenhed

Den store mængde kontrakter gjorde det muligt for forskerne at identificere mønstre i datamaterialet. 

Studiet viser blandt andet, at projekter med mange og forskelligartede partnere typisk har færre begrænsninger, fordi ingen enkelt aktør kan sætte spillereglerne alene. 

Omvendt er der større sandsynlighed for restriktioner i projekter med få partnere eller hvor industrien er meget involveret i udformningen af projektet.

Forskellene viser, at graden af åbenhed handler mindre om gode intentioner, og mere om den magtbalance, der fastlægges i kontrakten fra start.

Sådan får vi mere åbenhed

Hvis forskning finansieret af staten skal være mere tilgængelig, kræver det ifølge Christoph Grimpe, at åbenhed tænkes ind i selve designet. Han peger særligt på to greb:

For det første kan myndighederne stille klarere krav til, hvilke former for gennemlæsning, godkendelse og embargoer der er acceptable i offentligt støttede projekter. 

“Hvis det er dig, der betaler, bestemmer du betingelserne,” siger Christoph Grimpe.

For det andet kan nationale standardkontrakter styrke universiteternes forhandlingsposition og skabe større gennemsigtighed i samarbejderne ved at sikre, at udgangspunktet for alle forhandlinger er det samme.

Som det er nu, har universiteterne sine egne standardkontrakter, som justeres i samarbejde med industripartneren for det gældende projekt. 

Hvis der fra myndighedernes side fandtes standard-kontrakter, f.eks. med krav om åbenhed, ville det gøre det lettere for universiteterne at gøre åbenhed til noget, virksomhederne skal forholde sig til hver gang, frem for at universiteterne selv skal bringe det på bane.

Åbenhed med omtanke i en ny geopolitisk virkelighed

Selvom studiet peger på behovet for større transparens, understreger Grimpe samtidig, at åbenhed ikke er ubetinget ønskværdigt. 

Den globale konkurrencesituation har ændret sig markant, og forskningsresultater kan i dag udnyttes hurtigt af aktører uden for Europa.

“Open science kan ikke betyde, at man forærer alt væk til konkurrenterne,” siger han.

Derfor taler han for det, der kaldes ’open strategic autonomy’: en balance, hvor åbenhed bidrager til innovation og samfundsværdi, uden at Europa samtidig svækker sin teknologiske position.

Det vil kort sagt sige, at visse forskningsemner, for eksempel indenfor teknologi, energi, sundhed og forsvar holdes mere lukket udenfor Europa, mens andre forskningsfelter forbliver åbne. 

Studiet sætter dermed gang i en bredere diskussion om, hvordan offentligt finansieret forskning bedst kan gavne samfundet. 

Det viser, at nøglen til større åbenhed ikke ligger i forskningsprocessen, men i de juridiske rammer, der etableres længe før det første eksperiment udføres.