CBS-Professor: ”Handelskrigen kan blive en vindersag for Europa – hvis vi tør investere i os selv”
Europa står ved en skillevej. I årtier har Europa været dybt integreret i en globaliseret økonomi og nydt godt af at købe amerikansk forsvar og få produceret varer i Kina.
Men nu trækker stormagter som USA og Kina sig tilbage bag toldmure og nationale sikkerhedsinteresser, og den gamle verdensorden er ved at forsvinde.
Kina og USA kæmper en handelskrig, alt imens USA's troværdighed som militær allieret med Europa er faldet gevaldigt, senest ovenpå meldinger om USA’s interesse i Grønland.
Tilbage står et Europa, der hverken er i stand til at forsvare eller forsyne sig selv, og man kunne fristes til at sige, at fremtiden ser sort ud.
Men midt i det geopolitiske drama ser Poul Fritz Kjær, professor i rets- og erhvervssociologi ved Copenhagen Business School, konturerne af en ny begyndelse:
“Det kan lyde paradoksalt, men handelskrigen kan faktisk gå hen og blive en vindersag for Europa – hvis vi tør tænke langsigtet og investere i egne kapaciteter.”
Virksomheder går i spagat mellem lande
Det er ikke kun stater, der mærker presset. Også virksomheder står i en ny virkelighed, hvor det ikke længere accepteres at være multinational og forsøge at holde alle døre åbne.
Multinationale koncerner som Coca-Cola, Novo Nordisk eller Microsoft fremstiller sig ofte som globale aktører, men i praksis er de stadig dybt forankrede i ét land – både kulturelt, juridisk og politisk. Og det bliver stadig vanskeligere at undgå at tage stilling.
“De fleste virksomheder ved godt selv, at de ikke er ægte multinationale. De kan for eksempel være meget amerikanske eller meget tyske. Men de forsøger at fremstå globale – fordi det har været en fordel, når de skal sælge varer. Men det er blevet sværere nu.”
Det er ikke længere tilstrækkeligt at tale om arbejdspladser og investeringer på tværs af grænser.
“Man vil rigtig gerne lave den spagat, man kunne i gamle dage hvor virksomheder kunne hævde at de skam var amerikanske, danske og japanske på samme tid – men den tilgang kommer mere og mere under pres.”
Regulering rykker mere end boykot
Poul Fritz Kjær vurderer dog ikke, at det gør den store forskel, når kunder vælger danske Jolly Cola frem for amerikanske Coca-Cola.
”Det er ikke forbrugerboykotter, der for alvor rykker. Historisk set ebber de ud efter lidt tid. Men regulering og lovgivning har rigtig stor effekt.”
Derfor er colakrigen blot et symptom på noget meget større, der er sket. Nemlig at globaliseringen er blevet fragmenteret.
Mens 1990’erne og 00’erne var præget af frihandel og teknologisk integration, står vi nu i en tid, hvor stater og EU igen griber aktivt ind med regulering, der skal sikre at data, kommunikation, energikilder og til dels også forsyningskæder bliver inden for egne grænser.
“Vi ser nu, at stater og specielt EU begynder at lovgive om, at eksempelvis kommunikation og software skal være europæisk for at beskytte demokratiet og cybersikkerheden.”
Her nævner Poul Fritz Kjær eksempler som Starlink, TikTok og Microsoft – aktører, som enten må tilpasse sig europæisk regulering eller risikere udelukkelse fra offentlige og strategiske markeder.
Microsoft har forsøgt at imødekomme bekymringerne med datacentre i EU og løfter om datasuverænitet. Men spørgsmålet er, om det er nok?
“De gør deres bedste. Men hvis Washington udsteder en direkte ordre, så ved vi godt, hvad der kommer til at ske. Så kommer de til at følge den.”
Fra afhængighed til opskalering
Selvom USA og Kina på mange teknologiske områder er foran Europa, er vi ifølge Poul Fritz Kjær ikke tvunget til at acceptere afhængigheden af amerikanske eller kinesiske teknologier.
På tværs af sektorer, fra software og søgemaskiner til satellitter, findes der allerede europæiske alternativer. De er bare meget mindre.
“Det handler ikke om, hvorvidt alternativerne findes. De gør de. Men vi skal opskalere dem fra at levere til 3 % af markedet til 90 %. Det kan ske på 5 til 10 år, men det kræver investeringer og en klar politisk vilje.”
Det samme gælder forsvarsindustrien. I dag køber europæiske lande op mod 75 % af deres militære udstyr i USA. Det skaber afhængighed og sårbarhed.
Europa har kapacitet til at producere selv, men mangler volumen og koordination, vurderer Poul Fritz Kjær.
“Du kan ikke udvikle et nyt jagerfly, hvis europæiske regeringer ikke garanterer, at de vil købe det. Det kræver, at man forpligter sig langsigtet – ikke bare teknologisk, men også politisk.”
Kan vi undvære amerikansk teknologi og software?
Set i et historisk perspektiv er opbrud mellem store handelsnationer, som dem vi ser nu, ikke unikke.
Før Første Verdenskrig var Storbritannien og Tyskland hinandens største handelspartnere. Den forbindelse forsvandt nærmest over natten, da krigen brød ud. På samme måde var Rusland og Ukraine økonomisk tæt forbundne før 2022 – en forbindelse, der nu er brudt.
“Man kan godt sige: ‘vi kan ikke undvære amerikansk software’. Men Storbritannien og Tyskland kunne heller ikke undvære hinanden i 1914. Det ændrer sig, når man bliver tvunget til det.”
Den pointe er central i Poul Fritz Kjærs analyse: Verden kan forandre sig langt hurtigere, end vi tror. Og derfor skal Europa være parat, ikke til at isolere sig, men til at handle strategisk.
“Det handler ikke om at boykotte nogen. Det handler om at undgå at være 100 % afhængig af nogen. Det er en forsikring.”
En mulighed, men ikke en garanti
Men hvad skal der til for, at Europa lykkes med at kappe sin afhængighed af amerikansk militær og teknologi?
“Først og fremmest skal vi stoppe med at håbe, at det hele bliver som før. Selv hvis Trump forsvinder, bliver relationen til USA aldrig den samme. Når først ægteskabet har været igennem en grim skilsmisse, flytter man måske sammen igen – men det bliver aldrig helt som før.”
Ifølge Poul Fritz Kjær handler det om at forstå, at verden har ændret sig fundamentalt, og at Europa kun kommer styrket ud, hvis vi tør tænke i nye strukturer og investere i egen kapacitet. Ikke af ideologiske grunde, men af nødvendighed.
“Vi har en unik mulighed. Men vi skal vælge at tage den. Og vi skal være villige til at betale prisen ’up front’ – både politisk og økonomisk. Det er et klassisk spørgsmål om rettidig omhu.”