Fra studietur bag jerntæppet til 40-års netværk

Nyheder

Et af de ældste alumnenetværk på CBS kan i september se tilbage på 40 år med netværk, studierejser og virksomhedsbesøg. Hvad der startede som en mulighed for at hygge sig med tidligere medstuderende er i dag et toptunet netværk fokuseret på international business.

07/09/2015

CIBA Billede

Af: Jakob Vesterager

I oktober 1964 fik 25 HD-studerende inden for udenrigshandel og deres lærere lov til at besøge Polen, der på det tidspunkt var indhyllet i jerntæppet. Studieturen skulle give de studerende indsigt og viden i forretningslivet og økonomien i landet. Ole Wiberg var dengang en nystartet HD-studerende, der allernådigst fik lov til at komme med på turen østpå, der egentlig var for studerende, der var længere i deres uddannelse.

- I dag kan man næsten ikke forestille sig, hvor vanvittig en tanke det var at tage to uger til Polen, der jo dengang var et fuldstændig lukket land. Men det lykkedes os at få lov til at besøge stort set alle større byer i landet, og det blev en fantastisk tur for os alle både fagligt og socialt, fortæller Ole Wiberg 50 år senere.

Han er i dag formand for Stipendiefonden for studerende ved Copenhagen Business School, og han har i mange år arbejdet på og for CBS blandt andet som studieleder for HD-uddannelsen og direktør i Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse (FUHU), nu Danish Society for Education and Business (DSEB).

Da turen var forbi, stod Ole Wiberg for at skrive en rapport på baggrund af de informationer, de studerende havde indsamlet på deres tur.

- Så man kan sige, at grunden til, at CIBA findes ligger her i min hånd, siger Ole Wiberg og peger på den 50 år gamle rapport.

Sjov og ballade
I 1975 mødtes holdet af HD-studerende til en stor fest for at fejre deres tiårsjubilæum, og der opstod tanken om at udbrede det fællesskab, de havde fået sammen på turen til Polen.

- Det blev foreslået, at vi burde mødes igen, og i stedet for at vi bare mødtes, skulle andre årgange også inviteres med. Og hen over sommeren og det tidlige efterår bliver det altså til Udenrigshandelsklubben, fortæller Ole Wiberg.

Flemming Fischer blev valgt til Udenrigshandelsklubbens første formand. Han var direktør i Danmarks første kapitalformidlingsselskab Incentive A/S og arbejdede siden i stillinger mange steder i verden, ind til han for halvandet år siden vendte tilbage til Danmark.

- Kontakten jeg fik til kollegerne og skolen gennem Udenrigshandelsklubben har betydet meget. Jeg har mødtes med mange fra klubben gennem årene, men det har bare ikke været i klubbens regi, fordi jeg boede i udlandet. Vi har mødtes privat og forretningsmæssigt, og det har været hyggeligt pludselig at støde på gamle kolleger i forretningsmøder verden over, siger Flemming Fischer.

Kernen i Udenrigshandelsklubben var møder og i særdeleshed virksomhedsbesøg, hvor klubbens medlemmer hørte foredrag om en virksomhed og kunne stille spørgsmål. Men tilgangen til at mødes i et fagligt netværk var lidt anderledes i midten af 1970’erne, end tilfældet er i 2015, fortæller Ole Wiberg.

- Vi havde slet ikke den her netværkstankegang dengang. Det var sjov og ballade, hvor vi hyggede os og snakkede om gamle dage og skosede lærerne lidt. Vi var da klar over, at hvis man pludselig stod uden job, kunne man ringe til nogle af de andre i netværket og få hjælp, men mere formaliseret var det ikke.

Fra klub til netværk
Som årene gik blev netværksdelen dog formaliseret mere, og Udenrigshandelsklubben skiftede navn til det mere internationalt klingende Copenhagen International Business Alumni eller bare CIBA. Tina Bremholm var som formand for CIBA i slutningen af halvfemserne frem til midten af nullerne med til at lave den ændring.

- I takt med den stigende opmærksomhed på hvor vigtigt det i mange sammenhænge var og er at have et godt netværk omkring sig, arbejdede vi på at skabe et bredt og dynamisk netværk og rekruttere nye dimittender hvert år, fortæller Tina Bremholm og fortsætter:

- Vi brugte rigtig mange ressourcer på at arrangere spændende medlemsmøder hos virksomheder, hvor forskellige faglige emner og brancher blev debatteret, så man både fik et fagligt og personligt udbytte af at være medlem.

Hun forlod CIBA da hun for snart ti år siden startede egen virksomhed, der designer, udvikler og producerer boliginteriør. Hun husker CIBA som et fantastisk netværk, og hendes tidlige oplevelser med at få hjælp og sparring fra etablerede folk gav hende lyst til også at give noget videre.

- For mig var det vigtigste, at man kunne hjælpe hinanden med kontakter og kompetencer, sådan at 2+2 gav mere end 4, siger Tina Bremholm.

Kontinuitet
I september kan CIBA fejre sit 40-års jubilæum og det faktum, at foreningen lever i bedste velgående med over 200 aktive medlemmer, en større gruppe interesserede, der følger med fra udlandet og ikke mindst via CIBAs LinkedIn gruppe, der har over 600 medlemmer.

Selvom CIBA har ændret sig til at blive et mere moderne netværk, så er mange af aktiviteterne i netværket de samme som altid. Det er stadig kombinationen af fagligt og socialt samvær, der er grundstenene, og virksomhedsbesøg er stadig en del af netværkets aktiviteter.

Programmet er imidlertid udvidet til nu også at indeholde arrangementer med fokus på personlig karriereudvikling og foredrag fra CBS og andre uddannelsesinstitutioner, der holder medlemmerne opdaterede på ny, relevant forskning og trends fra den akademiske verden.

CIBAs lange historie er med til at give netværket en unik pondus, mener Karin Rytz, der er næstformand i CIBA i dag.

- Det er utroligt vigtigt for et netværk, at der både er kontinuitet og historik. Det skaber en værdi, som man ikke bare kan danne i et spritnyt netværk. Og så ved folk, hvem vi er, når vi eksempelvis beder om lov til at besøge en virksomhed. Det betyder også meget, siger Karin Rytz.

Hun er selvstændig og gik ind i CIBA, da hun kom hjem til Danmark efter en del års arbejde i Tyskland. For hende har CIBA været en fantastisk måde at få opbygget sit netværk på efter årene i udlandet.

- Jeg konverterede mit eget behov for et netværk til også at gøre noget for andre og prøve at være med i en bestyrelse. Det har jeg ikke fortrudt, for det er meget inspirerende at mødes med ligesindede, som alle har en interesse for international business, siger Karin Rytz.
    
Fremtiden
For grundlæggere af Udenrigshandelsklubben som Flemming Fischer og Ole Wiberg, der i dag er æresmedlem af CIBA, er det imponerende og lidt overraskende, at netværket eksisterer endnu.

- Jeg glæder mig til at møde de mennesker, der er i CIBA i dag, og gratulere dem med det, de har været i stand til at skabe. Jeg er egentlig positivt overrasket over, at en ide kan overleve i så lang tid. Men det må skyldes, at man har været i stand til at holde fast i kernekonceptet og tilpasse det undervejs, siger Flemming Fischer, og Ole Wiberg er enig;

- Jeg havde aldrig troet, at vores klub ville overleve så mange år. Men nu tror jeg på, at CIBA i hvert fald også vil kunne fejre 50 års jubilæum. Det har været min fantastiske glæde at kunne være med i sådan et projekt og se, at det lever endnu takket være de drivkræfter, der har været med undervejs, siger Ole Wiberg.

For Karin Rytz, der i dag er en af drivkræfterne, er der ikke tvivl om, at CIBA klarer sig godt og vil overleve fremover.

- Aktiviteten i CIBA er forrygende god. Vi besøger en række virksomheder, som er meget interesserede i at have os forbi, fordi de gerne vil have vores input. Og så vil det altid være vigtigt at kunne hjælpe hinanden i et netværk. Relationer skaber vækst og nye ideer, og sådan tror jeg også det vil være i fremtiden, siger Karin Rytz.

Læs mere på CIBAs hjemmeside

Sidst opdateret: Alumni // 05/09/2016