In your own words: Charlotte Wittenkamp, culture and integration consultant and author

Nyheder

Alumna Charlotte Wittenkamp believes strongly in networks. Active on Copenhagen Business School Alumni’s LinkedIn group, she takes part in numerous networks and otherwise helps others to ward off culture shock, something she experienced in 1998 when she suddenly accompanied her husband to California, where she still lives today.

04/11/2015

Charlotte Wittenkamp
"Restauranten er hjem for Danes Abroad Business Group Online's Palo Altos stambord og besøgende danskere er altid velkomne til at deltage - der er altid folk fra Google, Facebook, ICDK eller de mange start ups i dalen, som man kan diskutere fag med." (Foto: privat foto)

Hvordan fik du dit første job, efter du blev færdig på CBS?
Eftersom jeg var HD–studerende, var jeg allerede i gang med karrieren, da jeg læste på CBS. Da jeg kom ud af gymnasiet i 1978, var virksomhederne endnu flinke til at uddanne deres medarbejdere selv. Jeg var elev hos forsikringsselskabet Baltica, hvor jeg sideløbende fik en forsikringsuddannelse og i samarbejde med IBM blev uddannet i programmering og systemudvikling. De havde et "super-track", hvor vi fik 4 års uddannelse kogt ned til 2 år, for der var stor mangel på folk, der kunne noget som helst IT – og så læste jeg HD ved siden af. Det var virkelig "on the job training". Inden jeg forlod Baltica i 1984, var jeg leder for en gruppe på 9 programmører.

Hvordan var du som studerende på CBS?
Jeg arbejdede fuld tid, mens jeg læste, så jeg var ikke meget involveret i skolens studenterliv. Men vi havde en god læse- og opgavegruppe på regnskabsstudiet. Vi var fire som arbejdede med helt forskellige ting på vore arbejdspladser, så tilsammen dækkede vi revision, finans, IT og generel økonomi.

Det betød, at der var respekt for at nogle gruppemedlemmer var mere eksperter med fingrene helt nede i detaljerne end andre, og afhængig af opgaverne kunne den ene eller den anden trække gruppen frem. Vi fik praktisk indsigt i smågruppedynamik og delegering samtidig med, at vi læste om det. Tak, Lisbeth, Finn og André, hvis I læser det her.

Da jeg var færdig med Regnskab spurgte en ingeniør i familien, om vi skulle læse Organisation sammen. Jeg havde i første omgang, da jeg valgte HD(R)-specialet syntes, at (O) var lidt noget laller, men så fik jeg en chef som havde læst HD(O) og som forstod at anvende stoffet - og så var jeg tilbage på Julius Thomsens Plads igen. Det han kunne, ville jeg gerne lære. Jeg specialiserede mig i Strategi- og Planlægningsspecialet, og det tjente mig enormt godt, specielt når vi senere lavede organisationsudviklingsprojekter.

Det var så spændende, at da jeg pludselig befandt mig i USA uden arbejdstilladelse år senere, satte jeg mig for at få en Masters Degree i organisationsudvikling. Det blev ikke helt som planlagt, bl.a. fordi amerikansk organisationsudvikling ofte er medarbejderafvikling, og det synes jeg ikke er helt så inspirerende som "at lægge boldene op til spillernes stærke ben".

Hvad er den vigtigste erfaring, du fik på CBS, som du stadig bruger i dit daglige arbejdsliv?
Learn how to speak math. Jeg har haft meget glæde af statistikken. Man ser ufatteligt meget statistik i pressen som er totalt vrøvl. Det er vigtigt at kunne være kritisk over for det, man får serveret.

Hvilke øjeblikke i din karriere har været de vigtigste for dig - og hvorfor?
Jeg har lavet to "pivots" karrieremæssigt, fra IT til regnskab og fra regnskab til psykologi. Jeg lavede finanssystemer i mit første job, så jeg havde løbende glæde af min CBS-uddannelse, men jeg ville gerne over på den anden side af bordet og arbejde med regnskabsfunktionen.

Det bragte mig til telefonproducenten Storno, som kort efter blev overtaget af Motorola.  Da min funktion senere skulle flyttes til Tyskland, kom jeg til Alm. Brand, hvor jeg i 10 år populært sagt "stillede dumme spørgsmål og trak tal op af en hat" og var involveret i flere organisationsudviklings projekter.

Det var et endnu større spring, da jeg flyttede til udlandet. Min mand var medstifter af en startup som havde hovedsæde i Palo Alto, så vi måtte jo hellere være på samme kontinent. Senere blev virksomheden solgt til Ericsson og vi blev hængende i USA.

Jeg var igennem en identitetskrise både i form af kulturchok og fordi jeg pludselig ikke at måtte arbejde. Men så brugte jeg tiden på at læse erhvervspsykologi, og det var faktisk en gammel drøm.

I dag beskæftiger jeg mig ikke så meget med organisationsudvikling i klassisk forstand men mere med kulturtilpasning for nyankomne og med personlig udvikling og kommunikationstræning. Sideløbende har jeg kogt noget af det, jeg har lært om kulturforskelle og kommunikation, ned til bogen "Building Bridges across Cultural Differences".

Den stigende internationalisering betyder, at flere og flere udsættes for at skulle fungere i fremmede kulturer.  Når en udstationering ikke virker, koster det firmaet en formue i direkte omkostninger men ikke mindst i at den udsendte medarbejders job ikke kører optimalt.

Har du beholdt en relation til CBS, siden du blev færdig?
Jeg er aktiv i Copenhagen Business School Alumnis LinkedIn-gruppe. Jeg har haft utrolig glæde af at være med i nogle internationale netværk, hvor folk gavmildt deler artikler og viden, som er relevante inden for det pågældende netværksområde - for vi kan jo ikke alle sammen læse hele nettet.

Så under den antagelse at ikke alle i Danmark læser New York Times, og at der ind imellem sker noget i Silicon Valley, der kan være interessant for mine med-alumner, giver jeg videre, hvad jeg falder over.

Jeg har arbejdet lidt sammen med at par af CBS' professorer om at luse de værste danskheder ud af deres materiale, når det oversættes – udenlandske læsere kender f.eks. ikke til det danske undervisningssystem, vores arbejdsret eller de danske virksomheder bag case-beskrivelser. Men ellers er jeg jo langt væk til daglig, og har ikke fysisk været på CBS i årevis.

Jeg synes, at det er vigtigt at byde ind til fællesskabet med, hvad man kan; det er grundholdningen i DABGO (Danes Abroad Business Group Online), hvor jeg er vært ved organisationens månedlige møde i Palo Alto. Og det er en meget udpræget holdning i Silicon Valley: Pay it forward. Uanset at præsident Obama fik en del kritik for at tale om fællesskabet i en af sine taler, havde han ret: Der er ingen af os, der har gjort tingene uden andres hjælp.

Sidst opdateret: Alumni // 17/12/2017