CBS styrker indsats for at få dimittender i job

Nyheder

Fremdriftsreformen kommer dette efterår til at betyde et fordoblet antal dimittender. Derfor intensiverer CBS sin indsats for at hjælpe dem i job. Læs mere om, hvordan du kan bidrage.

22/06/2016

G16
Foto: Tao Lytzen

Af: Jakob Vesterager

CBS’ gange og plæner genlyder i disse dage af sprængende champagnepropper og glade familier, der lykønsker dimittender med deres status som færdiguddannede.

Men i år er noget lidt anderledes end tidligere. Fremdriftsreformen, der har til hensigt at få studerende til at gennemføre deres uddannelse på stort set normeret tid, betyder nemlig, at der er væsentlig flere dimittender i år. Faktisk bliver næsten dobbelt så mange færdiguddannede i løbet af det næste år sammenlignet med tidligere årgange, fordi de studerende færdiggør deres uddannelse hurtigere, og de kommer ud på arbejdsmarkedet inden for et meget mere komprimeret tidsrum.

Og det er ikke kun CBS’ dimittender der kommer ud på arbejdsmarkedet nu – på de andre universiteter kommer der også kandidater ud i disse måneder, så samlet set er der en skarpt øget konkurrence om at lande det første job.

Derfor har CBS Career Centre igangsat en ny indsats, fortæller teamleder Anne Malberg Horsager.

- Heldigvis har de fleste CBS-dimittender jo gode udsigter til at komme hurtigt i arbejde, og de er fortsat meget eftertragtede i virksomhederne. Så vores nye tiltag går ud på at give de CBS-studerende et ekstra hjælpende skub, så de bliver endnu stærkere i deres jobsøgning. Derfor kommer vi til at lave en række særlige tilbud til de nye dimittender og skræddersyede forløb til dimittender fra uddannelser, der har større ledighed.

Som alumne er der flere måder, du kan hjælpe dimittenderne:

- Hvis din virksomhed leder efter nye talenter, kan CBS Career Centre hjælpe med at formidle kontakt mellem dimittend og virksomhed. Det kan enten ske via sitet CBS CareerGate eller med rådgivning fra Career Centre.

- Bliv mentor! CBS Career Centre laver løbende projekter, såsom Career Academy, hvor der er brug for dygtige mentorer, der vil hjælpe studerende og dimittender. Hvis du kunne tænke dig at blive mentor i fremtiden, kan du skrive dig op.

- I efteråret vil der være en række tilbud med fokus på at skabe nye kontakter til virksomheder. Hvis du vil dele ud af din viden om et specifikt område, stille din virksomhed til rådighed eller bidrage på andre måder, er du velkommen til at kontakte Career Centre på careercentre@cbs.dk eller +45 3815 2030.

Relevante artikler:
Gør du brug af CBS’ tilbud til alumner?

Æggeur og Skype – nyt mentornetværk hjælper FLØK-studerende

Få mere ud af alumne-netværket på LinkedIn

Hvert tredje unge toptalent er CBS-alumne

Sidst opdateret: Alumni // 17/12/2017