VIDEO: Hvordan får man samfundet til at flytte sig?

Mange virksomheder kæmper aktivt for samfundsmæssige omstillinger, fx den grønne omstilling, diversitet og inklusion, og andre verdensmål. I videoen fortæller CBS-professor Eva Boxenbaum om, hvilke betingelser der skal være til stede, hvis man – som virksomhed, organisation eller ildsjæl – skal lykkes med at skabe store og varige samfundsforandringer.

13/06/2022

I sommeren 2021 meldte forhenværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers sig ud af folketinget efter flere års kamp for at omstille det politiske system. Til trods for stor opbakning måtte han kaste håndklædet i ringen og erkende, at han ikke at kunne forandre den politiske kultur, som han først havde håbet.

Men hvorfor lykkedes det ikke den ihærdige iværksætter at ændre et system, der længe havde været kritiseret for blandt andet at fokusere mere på spillet end på visioner?

Det er spørgsmål som dette, der ligger til grund for Eva Boxenbaums forskning.

Hun er professor ved Institut for Organisation på CBS, hvor hun forsker i institutionelle iværksættere, der kæmper for at lave samfundsmæssige omstillinger. I 2021 modtog hun Uddannelses- og Forskningsministeriets prestigefyldte EliteForsk-pris som en af landets dygtigste og mest talentfulde forskere på sit felt.

Eva Boxenbaum finder med sin forskning svar på, hvordan ildsjæle lykkes med at skabe forandringerne, de drømmer om. Hvad driver dem, hvilke ændringsprocesser sætter de i gang, og ikke mindst, hvilke betingelser der skal være til stede for at de lykkes.

”Mange virksomheder kæmper aktivt for lignende samfundsmæssige omstillinger i dag. Fx er det ofte virksomheder, der går forrest i den grønne omstilling. Problemet er bare, at de fleste initiativer til at skabe samfundsmæssige ændringer slår fejl eller lykkes i et langt mindre omfang, end de var tiltænkt. Jeg er dybt optaget af at kortlægge, hvad der gør store forandringer mulige. For der er stærke kræfter på spil. Kulturer, normer og institutioner er nogle kæmpe kræfter i os alle, der ikke lige er til at flytte på,” fortæller Eva Boxenbaum i videoen.



Referencer
Cartel, M., Boxenbaum, E. & Aggeri, F. 2019. Just for fun! How experimental spaces stimulate innovation in institutionalized fields. Organization Studies, 40(1): 65-92.

Battilana, J., Leca, B., & Boxenbaum, E. 2009. How actors change institutions: Toward a theory of institutional entrepreneurship. Academy of Management Annals, 3 (1): 65-107.

Aftenklubben – Daniel Cesar. Podcast ”Eliteforsk-prisen 2021 og sociale forandringer med Eva Boxenbaum”.

 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 11/07/2023