Alumni Day 2017: Høj sol, store smil og gensynsglæde

Nyheder

Over 500 gamle CBS’ere lagde vejen forbi Solbjerg Plads til alumnernes dag – en dag med gensynsglæde, musikalske oplevelser, faglige input, mad og drikke og nye bekendtskaber.

 
Fotos: Bjarke MacCarthy
21/06/2017

CBS Alumni Day 2017

”Inspirerende omgivelser!” ”Man får lyst til at komme tilbage og studere igen.” ”Meget velorganiseret arrangement!” ”Jeg nød musikken, maden og vinen og fik nogle spændende samtaler med både unge og ældre alumner.” ”Godt mixet cocktail af underholdning, taler, forelæsninger og sjov.” ”Sikke dog en CBS-øl!”

Sådan lød nogle af de mange tilbagemeldinger fra Alumni Day, der blev afholdt i anledning af CBS’ 100 års jubilæum. Mens det ikke var den første alumnedag, der har været på CBS, så var det længe siden sidst og den største nogensinde.

Alumnedagens største attraktion – jer selv!

CBS’ eget Professor Allstars Jazz Band og Copenhagen Phil spillede, og sopranen Else Torp (fra sidste Alumni Update) sang. Claus Meyer blev hædret som æresalumne, og han og seks CBS-forskere forelæste for pænt fulde auditorier.

Præsentationen af CBS’ virksomhedshistorie gennem 100 år, CBS-filmen, rundvisninger og de andre indslag var ikke at forklejne. Det var Carlsberg Jubilee Indian Pale Ale, særligt brygget for CBS, absolut heller ikke – snarere tvært imod. 

Men det var i pauserne, ved dagens photobooth og til den siddende buffet efter underholdningen og det faglige, at stueetagen i CBS’ største bygning for alvor summede og genlød af latter og snak.

For de deltagende alumner var dagens største trækplaster, mest underholdende indslag og mest værdifulde input nemlig dem selv og alle de andre alumner. Dem var der mere end 540 af, som havde takket ja til invitationen, og gæstelisten strakte sig over seks årtier (1961-2017) og 36 forskellige uddannelser.

I ses forhåbentligt igen til Alumni Day 2018

En gennemgående tilbagemelding vi fik fra dagen, er, at deltagerne gerne ville have genset flere af deres gamle studiekammerater. Det vil vi sørge for kan lade sig gøre.

Ud fra årets erfaringer og de mange tilbagemeldinger fra deltagerne er vi allerede gået i gang med at planlægge Alumni Day 2018. Da håber vi, at vi både kommer til at gense mange af deltagerne fra i år og at møde nye ansigter.

Genoplev dagen, hvis du var med, eller se, hvad du gik glip af – vi har samlet en lille billedfortælling fra dagen:

Claus Meyer, CBS æresalumne 2017

Årets æresalumne, Claus Meyer, blev fejret og var i dagens anledning en af hovedtalerne. 

Copenhagen Phil og sopran Else Torp

Copenhagen Phil serverede en musikalsk cocktail med alumna og sopran Else Torp som vokalist.

Photobooth

Dagen foreviges i photobooth’en.

CBS Jubilee IPA

Dagen startede med bobler, og fortsatte med CBS' egen jubilæums-øl, der blev udskænket i studentercaféen Nexus.

CSE pitch

En start-up virksomhed fra Copenhagen School of Entrepreneurship deler erfaringer.

Socialt samvær og networking

Men hovedattraktionen for de 540 alumner på dagen var - først og sidst - sig selv og hinanden.

Se endnu flere stemningsbilleder fra dagen her

Sidst opdateret: Alumni // 22/06/2017