Andreas

Mød Andreas, en studerende fra HA(it.) - Erhvervsøkonomi og informationsteknologi

Hvorfor valgte jeg min uddannelse?  
Jeg var længe fast besluttet på at studere HA Almen i Aarhus. Kort tid før jeg skulle søge om studieoptag, fandt jeg denne linje på CBS, der straks fangede min interesse. Jeg havde nemlig en personlig nysgerrighed om de muligheder som teknologi kan give i dag og i fremtiden – hvilket jeg gerne ville være en del af. HA(it.) var derfor en oplagt mulighed for mig, da den kombinerer nogle af mine interesser og nysgerrigheder. 

Hvad synes jeg er det bedste?
Det bedste ved studiet er variationen i hverdagen, som de tre forskellige fagblokke medfører. En uge kan bestå af forelæsninger med forskellige emner såsom motivation af mennesker, projektledelse, systemudvikling og erhvervsøkonomiske problemstillinger for virksomheder. Denne diversitet skaber en varieret uge. Man vil opleve, at man er stærkere i visse fag, mens andre kan være udfordrende. Jeg har personligt følt, at dette styrker det sociale fællesskab, da man ofte skal samarbejde og hjælpe hinanden.

Hvad synes jeg er svært?
Jeg havde svært ved tanken om at flytte til København, da det var langt fra venner og familie. Derfor var det naturligvis en stor omvæltning i starten, da jeg ikke blot skulle vænne mig til at studere, men jeg skulle også vænne mig til en ny hverdag i en ny by. Jeg kendte ikke mange i København, så jeg havde ikke det store netværk fra start. Jeg følte mig dog hurtigt til rette efter introugerne, da ugerne gav gode muligheder for at lære ens medstuderende at kende inden studiet officielt startede.



Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
Jeg havde læst en STX med fokus på idræt og samfundsfag, så jeg var lidt bekymret for, om jeg var bagud sammenlignet med dem, som havde taget en HHX. Økonomifagene starter heldigvis på et grundlæggende niveau, så jeg ville gerne have vidst, at man ikke skal lægge de store tanker i, om ens grundniveau har en markant indflydelse på ens studiestart.

Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Allerede fra 2. semester landede jeg et fedt studiejob, hvor jeg fik lov til at arbejde med data inden for sociale medier i en større virksomhed. Jeg føler mig rigtig godt tilrette i det felt og føler, mit studie supplerer mine kompetencer inden for mit arbejde og omvendt. Jeg håber derfor at jeg kan få lov til at fortsætte med at arbejde med dataanalyse efter mit studie.

Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Man skal ikke være bange for at træffe en stor beslutning om at flytte til København, hvis man ikke har et netværk her. Der var ikke mange på studiet, der kendte hinanden på forhånd, og HA(it.) giver gode muligheder for at få et socialt netværk, hvor man er sammen – også udenfor CBS.

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 27/09/2023