Inklusion er dilemmaernes holdeplads

Af Claus Rosenkrantz Hansen, CBS Bibliotek

”Der findes ikke én opskrift på inklusion”. Ordene er Helene Ratners. De falder i løbet af en snak om hendes aktuelle bog Inklusion – Dilemmaer i organisation, profession og praksis.

I minutterne forinden har hun fortalt om, hvordan hun har rejst rundt og iagttaget, hvordan ledere og lærere i praksis arbejder med inklusion på folkeskolerne. Hun har fulgt lederne som en skygge, observeret undervisning og interviewet lærere – alt sammen for at få et indblik i, hvordan inklusion træder ind i folkeskolens organisation. 

For inklusion er kommet på dagsordenen. I sin bog betegner Helene Ratner inklusion som ”en af samtidens vigtigste uddannelsespolitiske agendaer”. Og ser man sig omkring, er de færreste uenige i, at inklusion er en god ide, for der spares ressourcer, indlemmes flere elever i fællesskabet og arbejdes med et rummeligt læringsmiljø.

Men gode intentioner gør det ikke alene. Inklusionsprojekter lader sig ikke bare uden videre implementere i folkeskolen.

Selvom man rundt omkring på skolerne er blevet udstyret med nye tiltag, der skal give større incitament og ekspertise til at gennemføre inklusion, får frustrationer stadig kritikere til at kalde inklusion for et skalkeskjul, der i virkeligheden bare skal dække over, at kommunerne vil spare penge på skoleområdet.

Men hvad er det, der sker, når gode intentioner fører til frustration ude i folkeskolernes virkelighed? Hvorfor er inklusion så vanskelig en størrelse at implementere i folkeskolerne? Det er de spørgsmål, som Helene Ratner forsøger at besvare i sin bog.

Dilemmaer er kommet for at blive
”Jeg beskriver, hvad det er for en kompleksitet, og hvad det er for dilemmaer, man som praktikker konfronteres med, når man skal arbejde med inklusion. Det er kompleksiteten og dilemmaerne, som ofte blokerer for, at inklusion kan lykkedes, og som bevirker, at der ikke findes én løsning på inklusion,” siger Helene Ratner.

I bogen angiver hun forskellige eksempler på, hvordan dilemmaerne kommer til udtryk, og hvordan man kan arbejde med dem i praksis.

Et af eksemplerne kalder hun ”Forskelsdilemmaet”. Her spørger hun, om det marginaliserer eller inkluderer at se et barn som 'anderledes'?

"På den ene side risikerer man at stigmatisere og ekskludere, hvis et barn får særbehandling. På den anden side er det nødvendigt at kende børns individuelle forudsætninger for at kunne inkludere dem gennem differentiering af undervisningen," siger Helene Ratner.

Hendes overordnede pointe er, at vil man lykkes med inklusion, skal man som praktikker for det første få øje på de dilemmaer – og for det andet lære at håndtere dem. For dilemmaerne forsvinder ikke – de er derimod et givet vilkår, som man som praktikker må lære at leve med.  Men det er ikke ensbetydende med, at man som leder eller lærer blot skal resignere og lade dilemmaerne blokere for, at projektet kan lykkedes.

”En af de væsentligste pointer i bogen er, at begynder man at arbejde mere refleksivt, så får man øje på de dilemmaer, som virker blokerende. Dilemmaer forsvinder ikke, fordi man kender til dem, men med bevidstheden om deres eksistens, kan man reflektere over dem og vigtigst af alt tage stilling til dem i stedet for at løbe efter modeller og løsninger, som dilemmaerne måske blokerer for,” forklarer Helene Ratner.

”Det næste er, at man undersøger, hvad der sker, når man arbejder med værktøjer og programmer. Det er givet, at når man sætter noget i værk, er det sjældent, at det ender ud som foreskrevet. Det skal man forholde sig til gennem løbende undersøgelse af, hvordan fx metoder bruges i praksis.”

I bogen forsøger hun derfor at skabe et sprog for den kompleksitet og de dilemmaer, som er på spil. Men tro nu ikke, at det er en bog, der tilbyder en række skræddersyede løsninger til, hvordan man får inklusion til at lykkedes. For sådan kommer man ikke i land med inklusion.

”En løsning kan fungere fint i et scenarie, men ikke i et andet,” understreger Helene Ratner.

Ikke en enkeltstående politisk ide
Inklusion som fænomen er ikke nyt. Faktisk har det simret lige under overfladen siden 1994, hvor Danmark underskrev FN’s Salamanca-erklæring, der går ud på, at alle børn har ret til uddannelse i deres lokalområde.

Men det er først inden for de seneste par år, at det har løftet sig fra at være en samling af gode intentioner til nu at blive et område, der arbejdes med på højtryk med i folkeskolerne.

At det først er nu, at kommuner og skoler for alvor har sat inklusion på dagsordenen, er ifølge Helene Ratner ikke tilfældigt. Det skyldes, at en række forhold i samtiden har fået pilen til at pege i retning af inklusion. 

”Det nuværende fokus på inklusion er ikke bare et resultat af en enkeltstående politisk ide. Det er resultatet af en række demokratiske, økonomiske og pædagogiske strømninger, som har grebet ind i hinanden, og som tilsammen har gødet jorden for, at inklusion kan få den plads på dagsordenen, som er tilfældet i dag, og som samtidig er den direkte årsag til at implementering af inklusion er ensbetydende med dilemmaer og krydspres,” fortæller Helene Ratner.

Mangfoldigheden tilgodeses
I demokratisk forstand er man i stigende grad blevet opmærksomme på det problematiske ved, at flere og flere børn henvises til specialundervisning. Hvor det førhen blev anset som løsningen på en række problemer, anses det nu som problematisk – især fordi børn i specialundervisning ekskluderes fra fællesskabet, og fordi normalitetsbegrebet bliver for snævert. Begge dele udgør et demokratisk problem.

Samtidig er der de økonomiske grunde - udgifterne til specialundervisning er vokset så meget, at de lægger beslag på store dele af skolebudgetterne, og i pædagogisk forstand har teorier som ’de syv intelligenser’ sat mangfoldighedsbegrebet i spil ved at sige, at der findes flere former for intelligenser – og som konsekvens åbnet op for en mere mangfoldig forståelse af læring og intelligens.

Sidstnævnte peger på inklusion som en løsning, fordi inklusion – i modsætning til integration hvor samme undervisningshat presses ned over hovedet på alle elever – tegner et mere differentieret læringsmiljø, der tager højde for, at alle elever er forskellige.

”Vi er gået fra at tale om integration til inklusion og dermed til at tale om skolernes forpligtigelse til at udvikle læringsfællesskaber, der tilgodeser mangfoldigheden blandt eleverne,” siger Helene Ratner.

For den enkelte skole handler det nu om at finde den opskrift på inklusion, som fungerer i de rammer og den kontekst, som lige netop den skole agerer i.

Om forskeren ...
Helene Ratner er adjunkt ved Department of Management, Politics and Philosophy.