Kom ind i CBS’ samfundsvidenskabelige laboratorium

Nyheder

Medbring din bedre halvdel og få et indblik i den nyeste forskning inden for højfrekvente algoritmer på børsmarkedet og de næste fire vækstbølger. Det sker, når CBS åbner dørene for videnskabsfestivalen Forskningens Døgn 2015.

 
10/04/2015

FD

På elvte år i træk afholdes den store videnskabfestival Forskningens Døgn med Uddannelses- og Forskningsministeriet som afsender. Og CBS deltager igen.

Alle inviteres til at opleve, hvad der foregår i CBS' samfundslaboratorium til et optakts event den 22.april og et morgenseminar den 23. april på Frederiksberg. Med de to arrangementer vil CBS-forskere give et indblik i, hvad de dagligt kaster deres tid og kærlighed på. Herudover vil der være foredrag rundt i landet, hvor CBS-forskere stiller deres viden til rådighed.  

Arrangementerne er gratis og tiltænkt et bredt publikum.

Fire bud på de næste vækstbølger
22. april 2015,16:00-18:00
Som optakt til Forskningens Døgn giver fem forskere fire bud på, hvor vækst vil komme fra i fremtiden. De fem forskere er eksperter i konkurrence inden for henholdsvis kommercialisering, serviceydelser, digitalisering og human capital analytics og vil ud fra de forudsætninger præsentere, hvordan man skaber de næste vækstbølger. Foredragene kører parallelt, og der vil være mulighed for at deltage i både engelske og danske foredrag.

Læs mere om arrangementet og programmet

Da algoritmer gjorde det af med højtråbende børsmæglere
23. april 2015, 08:30-10:00
Tiden, hvor børsmæglere stod og råbte og skubbede for at få de bedste handler, er for længst slut. I dag bliver en stor del af handlerne på de finansielle markeder håndteret af computeralgoritmer. Men hvad har det af konsekvenser for markedet? To CBS-forskere fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Christian Borch og Ann-Christina Lange, og en repræsentant fra banksektoren Jonas Hansen fra Nordea Markets præsenterer nogle af de vigtigste aspekter ved overgangen til algoritmiske markeder.

Læs mere om arrangementet og program

12 foredrag rundt i landet
Ud over de events, der foregår på CBS, kan man finde forskere rundt i hele landet. Igen i år er 12 CBS-foredrag udbudt gennem portalen ”Bestil en forsker”, hvor store som små forsamlinger har mulighed for at booke en forsker. Blandt foredragene er ”Storytelling in Organizations” (på engelsk) ved adjunkt Anna Linda Musacchio Adorisio, ”Investering for private” ved professor Mikael Møller og “Personaleledelsens ABC” ved professor Henrik Holt Larsen.

Få et overblik over de 12 foredrag Filpdf

For yderligere information kontakt prodekan for forskningsformidling Flemming Poulfelt på fp.lpf@cbs.dk eller journalist Matilde Hørmand-Pallesen mhp.ea@cbs.dk mobil: 4185 2205.
 

Sidst opdateret: Communications // 15/04/2015