Mobilen vender op og ned på det digitale marked

To CBS-alumner med topstillinger i Google og eBay, fortæller om de vigtigste digitale trends lige nu. Læs her eBay-direktør, Nikolaj Gjeding Larsens, tanker om trends, hvordan han fik jobbet, og hvordan det er at arbejde i eBay.

11/05/2015

Nikolaj Larsen
Foto: Sif Meincke

Af: Jakob Vesterager

En smartphone er blevet allemandseje i Danmark, og sammen med tablets bruges de mobile platforme til en stadig stigende andel af vores daglige behov. Det stiller helt nye krav til digitale virksomheder, at brugerne eksempelvis tilgår DBA.dk via mobile platforme i stedet for på en computer. Det fortæller Nikolaj Gjeding Larsen, der er direktør for Den Blå Avis, der ejes af eBay.

- Mobile platforme har ændret vores forretning fundamentalt på meget kort tid. Brugeradfærden er markant anderledes på mobile platforme, og det betyder, at vi er nødsaget til at gøre en række ting anderledes, siger Nikolaj Gjeding Larsen.

Den anderledes adfærd betyder, at en forretning som DBA er blevet nødt til at genopfinde hvordan, de laver den optimale oplevelse for brugerne.

- Eksempelvis er frekvensen af brug anderledes. Mobilen bliver taget frem i flere og andre sammenhænge end en computer, og derfor kan vi vinde nye forbrugssituationer, der bare ikke fandtes før.

Det betyder eksempelvis, at brugerne måske går ind på DBA’s app på vej hjem i bussen, eller om aftenen, mens nyhederne kører på fjernsynet. Og der er ingen tvivl om, at der er stor trafik fra de mobile enheder. I løbet af de sidste tre år har DBA.dk haft lige så meget trafik via mobile platforme, som der har været via computere de sidste 11 år.

- I den tid har vi omdefineret os selv fra at være en online-forretning til at være en mobile-forretning. Det svarer til, at 70 procent af DBA’s forretning er flyttet over på mobile enheder og om to år, vil det formentlig være nærmest hele forretningen, siger Nikolaj Gjeding Larsen. 

Billetsalg banede vejen
Han har arbejdet i Den Blå Avis siden 2010, hvor han blev ansat som Head of Marketing. To år senere fik han ansvaret for at lede DBA, og det betyder, at han i dag er direktør for 160 ansatte fordelt på to kontorer på Frederiksberg og i Aarhus. Han har tidligere arbejdet i DSB, hvor han blandt andet byggede DSB’s Orange billet-koncept op.

Billetterne blev kun solgt via internettet, og det betød, at han fik erfaring med at optimere onlinesalg på DSB’s hjemmeside, der håndterer omkring 250 millioner transaktioner om året.

For fem år siden var der ikke mange, der kunne bryste sig af erfaringer med onlinesalg i den størrelsesorden. Derfor fik han kontakt til eBay, der endte med at give ham stillingen som marketingchef i eBay Danmark.

Og selvom der selvfølgelig er store forskelle mellem DSB og eBay, har det faktisk ikke krævet den store omstilling for ham.

- Det er der virkelig mange der spørger om. Men kulturforskellen har faktisk ikke været så fantastisk stor. Dengang var man i ledelsen fokuseret på at sælge DSB og vokse internationalt, og derfor skete der meget strømlining og smukkesering af virksomheden. Så selvom mange ikke tror det, så var DSB et meget dynamisk sted på det tidspunkt.

Samtidig mener han også, at hans uddannelse har klædt ham godt på til at arbejde i en international virksomhed.

- Man vænner sig jo til, at der kan være kulturelle forskelle, når man går på en international skole som CBS. Og så har jeg læst i andre lande og været på udveksling, så jeg har egentlig aldrig tænkt over, at det skulle være så anderledes.

Danske prøvekaniner
Udover at skabe resultater for DBA og udbygge forretningen i Danmark, betyder eBays ejerskab, at han også skal huske den globale forretning. eBays plan med at købe DBA var nemlig i høj grad at trække læring ud af det danske marked, der kunne bruges i resten af eBay-koncernen.

Det danske marked er nemlig unikt, fordi en stor andel af danskerne bruger internettet, mens smartphones også er meget udbredte. Samtidig er eBay også interesserede i at følge et marked, der har så højt et uddannelsesniveau, som det danske.

- Vi bruger rigtig mange resurser på at teste ting, som vi så skalerer op i større markeder. Vi bygger egentlig den ’play book’, der skal til i forskellige forretningsområder, og så skalerer vi dem i Tyskland, Canada, USA osv.

På den måde er den danske befolkning så at sige eBays prøvekaniner, og det er en langt billigere testmetode end at lave undersøgelser i USA.

Ræk hånden op
Hvis man som CBS-alumne drømmer om at arbejde i eBay eller lignende virksomheder, har Nikolaj Gjeding Larsen godt nyt.

- Som CBS’er trives man i den kultur og det fokus, der er i eBay. Det passer rigtig godt på den måde, jeg føler, jeg er blevet skolet på CBS. Det er temmelig transparent, fordi virksomheden er drevet via nogle ret klare mål. Så det er til at få øje på, hvornår man er en succes, og hvornår man ikke er.

Samtidig tager man i eBay også rigtig godt imod folk, der ’rækker hånden op’ og prøver at løse en problemstilling. Og den indstilling er vigtig, hvis man skal fungere i en virksomhed som eBay, mener han.

- Mange tech-virksomheder har en meget flad kultur, og de har som regel været gennem hypervækst i deres korte eksistens. Det betyder, at man skal være god til at arbejde i en organisation, hvor ansvar og klare linjer ikke er fremherskende, men hvor det handler om samarbejde og relationer, fortæller Nikolaj Gjeding Larsen og fortsætter:

- Det positive er, at hvis man melder sig på banen og har en god business case og en god ide, kan man få de mest utrolige ting igennem, fordi der er kort til beslutningstagerne. Men hvis man er mest tryg ved en klar organisation, er det måske ikke det bedste sted at være.

Den Blå Avis har allerede CBS-alumner ansat, der primært har en konsulentbaggrund.

- Men vi vil egentlig gerne have flere, afslutter Nikolaj Gjeding Larsen.

Nikolaj Gjeding Larsen blev interviewet i forbindelse med arrangementet ”Digital Power” den 24. marts, der var arrangeret af CBS Career Centre og Marketinglab. Hold dig opdateret om kommende arrangementer i CBS Alumnis LinkedIn-gruppe og på CBS.dk/alumni.

CBS Alumni

Læs flere alumneartikler

Deltag i diskussionen på LinkedIn

Sidst opdateret: Alumni // 17/12/2017