Formand for VELUX, MT Højgaard og VKR Holding bliver adjungeret professor

CBS har udnævnt Søren Bjerre-Nielsen til adjungeret professor. Han har en flot karriere og er bedst kendt som mangeårig formand for Nationalbanken. Han er i dag bestyrelsesformand for byggemastodonten MT Højgaard, firmaet VELUX, som producerer ovenlysvinduer, og VKR Holding, en af Danmarks største industrivirksomheder.

23/08/2018

Søren Bjerre Nielsen
Foto: VKR Holdning

Det er en erfaren bestyrelsesformand og finansmand, som onsdag tiltræder som adjungeret professor på CBS. Søren Bjerre-Nielsen har været Chief Executive Officer (CEO) i Deloitte, Chief Financial Officer (CFO) i Danisco og er i dag bestyrelsesmedlem eller -formand i en perlerække af danske virksomheder. Søren Bjerre-Nielsen bliver adjungeret professor ved Institut for Regnskab, hvor institutleder Carsten Rohde ser udnævnelsen som et led i samspillet mellem CBS og dansk erhvervsliv.

- Vi vægter højt, at fagområder udvikles i tæt dialog mellem erhvervsliv og forskning. Søren Bjerre-Nielsen har exceptionelle kvalifikationer inden for regnskab og revision og vil kunne yde væsentlige bidrag til forskning, undervisning og formidling på Institut for Regnskab. Læg dertil, at han kender os rigtigt godt. Han er som statsautoriseret revisor, CFO og bestyrelsesformand en god ambassadør for CBS og vores ambition om at bidrage til virksomheders og samfundets værdiskabelse, siger Carsten Rohde.


Søren Bjerre-Nielsen er cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School. Han har ifølge indstillingen en ”imponerende og varieret baggrund” fra forskellige virksomheder. Han startede sin karriere i Schøbel & Marholt (nu Deloitte Touche) som revisor og blev senere partner og medejer samt CEO for virksomheden. I perioden 1995-2011 arbejdede han som CFO i Danisco og spillede en central rolle i salgsprocessen af selskabet til Dupont. Siden 2011 har han fokuseret på at være formand og medlem af bestyrelser i væsentlige virksomheder som fx Nationalbanken, VKR Holding, VELUX, Højgaard Holding, MT Højgaard, Carlsberg og Scandinavian Tobacco Group. Han har også været involveret i udvalg såsom: Dansk Industris Skattepolitiske Udvalg (formand), udvalg i Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Elreguleringsudvalget (formand).


Institutleder Carsten Rohde tilføjer om udnævnelsen, at Søren Bjerre-Nielsen er aktivt engageret omkring Bestyrelsesforeningen.

 - Vi har også lagt vægt på, at Søren Bjerre-Nielsen med sin betydelige direktions- og bestyrelseserfaring er en meget værdsat underviser ved CBS Bestyrelsesuddannelserne og en stor inspirationskilde i bestyrelsesfagets udvikling. Han bidrager også aktivt til samfundet gennem sin involvering i udvalg nedsat af regering og erhvervslivets parter, siger Carsten Rohde fra Institut for Regnskab, hvor Søren Bjerre-Nielsen tilknyttes som adjungeret professor.

Instituttet er forsknings- og undervisningsmæssigt centralt placeret i forhold til temaerne værdiskabelse, governance og ejerskab. Institut for Regnskab fusionerede nemlig medio 2018 med Center of Corporate Governance og Center for Ejerledede Virksomheder. Instituttet har stort fokus på forskning og undervisning i ekstern rapportering, lønsomhedsstyring og revision.

Søren Bjerre-Nielsen holder tiltrædelsesforelæsning onsdag 29. august 2018 kl. 17.00 – 18.30 i Porcelænshaven 22 på Frederiksberg. Temaet for forelæsningen er: ”Transparens og relevans i selskabets rapportering er afgørende for værdiskabende beslutninger og tilliden til selskabet – hvilken rolle har bestyrelsen, CFO og revisor?”.

Læs mere om tiltrædelsesforelæsningen

For flere oplysninger kontakt institutleder Carsten Rohde, CBS

Eller direktør Tom Jacobsgaard, Bestyrelsesforeningen og CBS Bestyrelsesuddannelserne
 

Sidst opdateret: Communications // 20/10/2021