Vi lever i numerologernes tid

Nyheder

Uddannelsesdekan Jan Molin skriver i månedens klumme fra Direktionen om, hvordan universitetsdebatten i Danmark handler meget om tal.

02/04/2014

af Jan Molin, Uddannelsesdekan, CBS
Oversat af Katrine Rask Andersen, EA CBS

Den fejlrepræsenterede konkretheds vildfarelse
(The Fallacy of Misplaced Concreteness)
Universitetsdebatten i Danmark handler meget om tal.
Statsrevisorerne prøver at måle og sammenligne konfrontationstimer mellem kurser, uddannelser og institutioner. Ministeriet prøver at skære ned på antal måneder, det tager at fuldføre en uddannelse. Universitetsbestyrelserne stiller skarpt på budgetter og regnskaber med stadigt stigende omhu og ihærdighed. CBS' uddannelsesdekan kræver, at studenterevalueringerne ligger over 3,8. Alle eksempler, der kendetegner den tid, vi lever i.

Man kunne få følelsen af, at vi befinder os i en tidslomme, hvor virkeligheden, som den udfolder sig i hverdagen, erstattes af en fast tro på det, der lader sig repræsentere gennem tal og beregninger.

Følgende lille anekdote fortalt af Gregory Bateson beskriver det godt:
"En gæst kommer ind i en restaurant og får plads ved et bord. Tjeneren giver ham menukortet. Gæsten studerer menukortet indgående og bestemmer sig til sidst for en ret. Han lægger derefter kortet på sin tallerken, tager kniv og gaffel og skærer omhyggeligt beskrivelsen af sin ret ud af kortet. Han tager så det lille stykke papir med beskrivelsen og spiser det."

Denne forveksling mellem repræsentation (beskrivelsen af måltidet) og virkelighed (et rigtigt måltid, som han kan smage på og spise) tror jeg, for en tid kan gøre den gastronomiske oplevelse en smule flad og uinteressant. Men lidt efter lidt kan det faktisk være, at gæsten begynder at sætte pris på det stykke papir, som han spiser - indtil han endelig når et punkt, hvor han væmmes ved smagen af rigtig mad.

I filosofiens verden illustrerer denne anekdote "den fejlrepræsenterede konkretheds vildfarelse" (’The Fallacy of Misplaced Concreteness’ af Alfred North Whitehead), som traditionelt betyder at lade den abstrakte gengivelse af virkeligheden antage karakter af en fuldstændig beskrivelse af virkeligheden i sin konkrethed.

Dette er på ingen måde et nyt fænomen. Det, som er nyt, er, at politikere, embedsmænd og andre magtfulde beslutningstagere synes at tro, at hvis man ændrer tallene, ændrer man også verden. Denne form for tilstræbt overensstemmelse mellem problemer i det virkelige liv og abstrakte forestillinger er meget tæt på numerologi: Det vil sige antagelsen om, at hvis vi skifter navn og finder nye tal, så vil verden give efter og indordne sig til en bedre og mere ønskværdig verden.

Prokrustessengen
Vor tids numerologer gør mere end bare at forveksle 'tal og opgørelser' med kompleksiteten i hverdagens relationer og præstationer. De ønsker evidensbaserede argumenter og løsninger. Evidens er i og for sig godt - vi ønsker alle at vide mere om den empiriske virkelighed. Men evidensbaseret ledelse bygger på standardiserede forestillinger - en ’alt andet lige’-logik, hvor man mener at kunne modellere virkeligheden på baggrund af en række velafgrænsede variable og kontrollerbare algoritmer.

I universitetsverdenen har vi set fremkomsten af flere og flere af den slags variabler i løbet af det sidste årti:
Antal studerende pr. underviser, administrativ omkostningsprocent, VIP/DVIP-ratio, ugentligt gennemsnit af konfrontationstimer (studerende, der undervises af en underviser i et undervisningslokale), antal studerende på udveksling i udlandet, antal frafaldne studerende, antal måneder det tager for en studerende at gennemføre en uddannelse, beskæftigelsesgrad for dimittender, osv., osv. Det har heller ikke skortet på tal fra uddannelsesdekanen. Han har sendt datapakker til studienævnene jævnligt, sørget for benchmarking og interne datagennemgange. Bare for at nævne nogle få åbenlyse eksempler.

Alle disse indikatorer giver i princippet god mening, fordi de fortæller noget om de udfordringer, som universiteterne står overfor. Men de kan simpelthen ikke i sig selv afspejle universitetets virkelighed. Det, vi oplever for tiden, er, at disse delindikatorer langsomt bliver til mål i sig selv. Selvfølgelig er ratioer vigtige, når vi fx ønsker at diskutere kvalitetssikring. Men at nå en specifik ratio siger ikke nødvendigvis noget positivt om kvaliteten i de konkrete aktiviteter. Nogle ratioer modsiger også hinanden.
Når statsrevisorerne (og ministeriet) hovedsageligt kigger på antal konfrontationstimer, er de utilsigtede bivirkninger interessante. For når studienævnene har få ressourcer, tager de underviserne fra vejledningsopgaver, praktikstøtte, eksamensfeedback mv. og sætter dem til at undervise på den gode gamle måde - oppe ved tavlen. Dette vil indfri omverdenens forventninger (som står i udviklingskontrakten) til 'mere undervisning', men det vil faktisk reducere den kontakt, underviserne har til de studerende. Dette er hverken til gavn for kvalitet og relevans, og det er slet ikke til gavn for de studerendes læring. Dog opfylder det de eksterne KPI'er og ses nærmest pr. definition som en positiv udvikling.

Den øgede efterspørgsel på evidensbaserede løsninger er i sandhed en Prokrustesseng (inspireret af en artikel skrevet af professor fra CBS Kristian Kreiner). Ifølge legenden er en Prokrustesseng noget, der 'sikrer fuldstændig overensstemmelse med en given standard (’sengens længde’) ved hjælp af skånselsløse og arbitrære metoder (’lægge den sovende i stræk – eller skære benene kortere’).

Og dette beskriver præcist den praksis, hvor skiftende ministre bliver ved med at finde på modstridende og uforenelige (arbitrære) krav, som har omfattende (skånselsløse) konsekvenser, hvis de ignoreres.

Vi glemmer alt det vigtige omkring, hvordan folk agerer og forholder sig til hinanden på daglig basis i en universitetskontekst. Det er ikke længere et spørgsmål om rigtige undervisere og dygtige studerende, men om ratioer og kvantitative mål. Der tages heller ikke højde for de ting, der ikke kan måles: værdier, nysgerrighed, engagement, drive, sjov og ballade, kreativitet, viden og omsorg. For at citere Albert Einstein: “Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles.”

Metaforer vi lever efter
En simpel ændring af navne og modeller vil ikke ændre universiteternes hverdag (selvom det ofte er logikken inden for new public management). Men i øjeblikket fokuserer vi i alt for høj grad på nøgletal og modeller. Og jo mere vi fokuserer, jo mere aspektblinde bliver vi. Begreber, redegørelser og modeller skaber på denne måde vores virkelighed - især vores sociale virkelighed. De bliver metaforer, som vi lever efter (en omskrivning af Lakoff & Johnson).

Et eksempel:
Gennem de sidste tre-fire år har CBS foretaget omfattende ændringer af administrative systemer og økonomiske procedurer. For nogle år siden modtog vi statsrevisionens protokoller fyldt med anmærkninger om vores 'åbenlyse' mangel på økonomistyring og kontrol. Der er ingen tvivl om, at CBS i dag bruger meget mere tid, penge og maskinkraft på budgetter og regnskaber. Der er meget mere regulering, fakturering, styring og kvartalsvise prognoser end nogensinde før - og til alt held ser det ud til at fungere.
I dag får CBS en anmærkningsfri påtegning fra revisorerne.

Vores interessenter er som sådan tilfredse og anerkender indsatsen og de ressourcer, som CBS har investeret i denne bedrift. Metaforisk set er vi 'i kontrol'. Men selvom CBS nu har ry for at være økonomisk i kontrol, er det interessant at se, hvordan usikkerheden omkring det årlige resultat er den samme, som den altid har været. Ved årsafslutningen er der stadig en usikkerhed på omkring 2 % (+/- 25-30 mio.).

Det er ikke for at postulere, at økonomisk styring af offentlige midler er irrelevant.
Det er bare en måde at gøre opmærksom på to forskellige observationer, man kan gøre i denne sammenhæng:

Den første observation går på de åbenlyse begrænsninger, økonomisk kontrol har, selvom der investeres mange ressourcer i det:
Der er ikke en direkte sammenhæng mellem tallene i budgetter, kvartalsprognoser og årsregnskaber - og menneskers adfærd i en organisation. Man kunne sige, at de daglige aktiviteter i en organisation og folks holdninger og meninger synes at være bemærkelsesværdigt konsistente over tid. De er ydermere udenfor 'økonomisk kontrol' – (resistente). Selv ikke de bedste administratorer og dygtigste regnskabsfolk med de fremmeste værktøjer kan manipulere tallene så meget, at det ser ud som om, at det økonomiske resultat er det samme som det, der er budgetteret med.

Den anden observation handler om det åbenlyse, manglende link mellem revisor-rost økonomisk styring af offentlige midler - og det indhold og den kvalitet, som disse midler bidrager til.
Det er da selvfølgelig dejligt for politikere og embedsmænd, at vores institution ikke får nogen anmærkninger fra revisionen. Men det er da lidt mærkeligt, at denne optagethed af nye økonomiske tiltag og måder at kontrollere på er blevet et mål i sig selv. Det synes i den grad at overskygge bekymringerne om, hvordan disse ikke så få offentlige midler kan bruges til at skabe kvalitet og værdi, som har konstruktiv indflydelse på vores samfund. Når den offentlige diskurs rettes mod universiteternes bidrag til samfundet, kommer det hurtigt til at handle om rentabilitet - populært kaldet ROI (return on investment). Logikken bag synes at være, at samfundet udelukkende investerer i universiteter for at opnå hurtig økonomisk gevinst (uddannelser er gode at investere i, hvis de hurtigt producerer veluddannede ansatte, der kan yde store skattebidrag).

Når magtfulde mennesker i den grad overfokuserer på tal og kontrol, vender de lige så stille ryggen til universiteternes historie. Og når man vender ryggen til historien, vender man ryggen til menneskerne inde i institutionerne. I bøger om forandringsledelse betegnes dette som en hindring for nye og bedre løsninger.
I bedste fald forfladiges og trivialiseres de unikke træk ved universiteterne, som vi kender dem i dag.

Det faustiske dilemma
Vi sidder tilbage med et centralt spørgsmål. Hvis vi virkelig 'lever i numerologernes tid', hvordan er det så muligt for os at forstå politikere og andre magtfulde menneskers adfærd? Er det ’bare’ endnu et eksempel på de negative konsekvenser af finanskrisen?  Hvem ved? Det kan meget vel være, at krisen har fremskyndet og måske oven i købet stigmatiseret dele af den offentlige debat omkring kontrol og økonomistyring.

Men måske spiller andre, helt anderledes, underliggende aspekter også en rolle? (Det er bare utroligt vanskeligt at frembringe evidensbaserede redegørelser for dem).

Det virker som en moderne faustisk pagt. Pagten med djævlen, som symboliserer en noget tvivlsom byttehandel for (personlig) opnåelse af ledelsesmæssigt herredømme og kontrol - på bekostning af ’spirituelle’ værdier, ambitioner og drømme (på vegne af andre). På denne måde er historien om Dr. Faust efterhånden kommet til at symbolisere, hvordan empati og viden om de unikke karakteristika ved en institution og dens kultur byttes væk for magt og teknisk viden om redegørelser, tal og økonomi.

Og når universiteternes rolle i nutidens samfund reduceres til blot at være producenter af let tilgængelig viden for private virksomheder, bliver den faustiske pagt endnu mere tydelig.
Og djævlen? Han læner sig stille tilbage og nyder processen.
 

 

Sidst opdateret: Communications // 15/05/2014