5 smarte søgeteknikker

Man kan søge på mange forskellige måder i databaser og søgemaskiner. Og som regel får du sikkert rigtig mange hits, men ikke altid det du leder efter. Læs om 5 smarte søgeteknikker, som vil gøre dine resultater skarpere.

13/01/2023

Boolske operatorer forklares

Copyright: bibliotektjenesten.wordpress.com/litteratursok/ og CBS Bibliotek

Man kan søge på mange forskellige måder i databaser og søgemaskiner. Og som regel får du sikkert rigtig mange hits, men ikke altid det du leder efter.

Vi vil prøve at forklare nogle af de søgetricks, du kan bruge til at få bedre resultater ud af dine søgninger. For når du ved hvordan søgningen virker, kan du også bedre gennemskue de resultater, du får frem.

Kender du de booleske operatorer?

De booleske operatorer (AND, OR, NOT) er søgeteknikker, der kan bruges i næsten alle databaser. De tre små ord har vidt forskellig virkning på dine søgeresultater, og dermed de titler du skal kigge igennem. Her forklarer vi, hvordan de virker.

1. A AND B

AND skal du bruge, når du vil fortælle databasen eller søgemaskinen, at ALLE søgeord skal være til stede i de hits, der vises i resultatet.AND er default i mange databaser allerede.

Du leder for eksempel efter akademiske artikler om husprisernes udvikling i storbyer efter finanskrisen. I den situation kan du vælge at bruge AND for at være sikker på at finde artikler, hvor alle ordene er med.

Eksempel: housing  AND city AND prices.

2. A OR B

OR virker modsat af AND. Den bruger man til at udvide sin søgning. Når du leder efter et emne, der kan beskrives med flere forskellige ord og synonymer, er OR god at bruge.  

Ved at liste synonymer med OR, fortæller du søgemaskinen eller databasen, at de hits, du får, blot skal indeholde mindst et af ordene og ikke nødvendigvis dem alle.

Ekspempel: housing OR apartment OR home vil give resultater med et at de tre søgeord.

3. A NOT B

NOT skal bruges, når du vil indskrænke din søgning ved at udelukke bestemte ord fra dine resultater. Det kan være, at der dukker en masse artikler op, som godt nok indeholder dine søgeord, men som kommer fra en helt anden faglig kontekst.  

Det kan være, at du leder efter artikler om piratkopiering i musikindustrien. Hvis du søger på piracy vil der også dukke artikler op om pirateri i søfarten. I den slags tilfælde kan NOT være en hjælp.

Eksempel: piracy NOT shipping

4. Frasesøgning

Frasesøgning er det du måske kender fra Google som anførselstegn omkring dine søgeord ” ”. Det er en god søgeteknik at bruge, når du ønsker, at ordene, du søger på, skal være tæt på hinanden. I AND søgninger er alle ord tilstede i teksten, men måske er det ene i toppen og det andet i bunden og uden egentlig relation til hinanden.

Eksempel: Skriver du housing prices financial crisis bliver søgningen ofte til: housing AND prices AND financial AND crisis og disse søgeord kan forekomme individuelt i dine resultater.

En frasesøgning vil i det tilfælde gøre din søgning mere præcis. Anførselstegn rundt om søgeordene vil tvinge søgeordene til at optræde i den rækkefølge.
Eksempel: ”housing prices” AND ”financial crises”.

5. Kombiner flere søgeteknikker med parenteser

Man kan sagtens bruge alle operatorer og teknikker i samme søgning. Hold tungen lige i munden og brug parenteser for at adskille de enkelte dele af søgningen.

Eksempel: ((”housing prices” OR ”home prices”) AND (”financial crises” OR ”financial crashes”)) NOT rental

Du kan også få en visuel gennemgang af, hvordan boolesk søgning virker ved at se B. D. Owens Librarys video. 

Har du brug for hjælp, så spørg bibliotekarerne ved informationsbordet på Solbjerg Plads – de elsker den slags spørgsmål.

God fornøjelse med søgningerne.

 

 
Sidst opdateret: CBS Library // 28/03/2023