Sophia

Mød Sophia, en studerende fra HA(jur.) - erhvervsøkonomi - erhvervsjura

Hvorfor valgte jeg min uddannelse?    
Det var faktisk ret tilfældigt. Jeg vidste, at jeg ville læse noget i den retning, men ikke at det var præcist dette. Inden jeg traf den endelige beslutning, læste jeg meget på cbs.dk og snakkede med bekendte. 
Da jeg fik mit optagelsesbrev, blev jeg alligevel i tvivl om, det nu var det rigtige – det tror jeg er meget naturligt. Her brugte jeg muligheden for at ringe til studievejlederen, og så snakkede jeg med min familie.

Hvad synes jeg er det bedste?    
Jeg synes det er fedt, at vi ikke skal være til stede på studiet 08-16 hver dag, så man selv kan arrangere sin hverdag. Jeg kan fx godt lide at træne i dagstimerne, hvor fitnesscenteret ikke er helt proppet. 

Hvad synes jeg er svært?    
Jeg synes, at det er svært at vente på eksamenssvar, fordi eksamensperioden har været intens, og så skal man bare gå og vente på svar. Vi har eksamener ofte, så det er egentlig blot en tilvænning.
Jeg sørger for at lave nogle sjove ting efter eksamensperioden, så det kommer lidt på afstand.

Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?    
Nok hvor godt man bliver sat ind i studielivet. Der bliver fx ikke forventet, at man kan huske al matematik fra gymnasiet – hvilket jeg især var bekymret for efter tre sabbatår. 

Hvad vil jeg gerne efter mit studie?    
Der er rigtig mange muligheder, så jeg er ikke sikker. For at danne mig et overblik over, hvilke muligheder jeg har, og indskrænke, hvad jeg vil, deltager jeg i forskellige events. Jeg er desuden medlem af erhvervsudvalget, hvor jeg kan snakke med ældre årgange, virksomheder m.m. som også giver et godt indblik.

Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...    
Ikke at skrive så mange noter. Det fungerede ikke godt for mig at skrive noter til både bogen og forelæsningerne, da jeg ikke rigtig brugte noterne, og det var meget tidskrævende. Jeg skriver stadig noter, men det er med et formål. Fx skriver jeg nogle noter i hånden, hvis der er et koncept, jeg har svært ved eller sørger for at mine noter er lidt mere eksamensrelevante – så jeg ikke skal skrive den samme teori flere gange. 

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 27/09/2023