Olivia

Mød Olivia, en studerende fra HA i projektledelse

Hvorfor valgte jeg min uddannelse?
Da jeg skulle vælge uddannelse, havde jeg udfordringer med at finde noget, der både lød spændende og passede til mig. Første gang jeg læste om HA Pro, kunne jeg med det samme se mig selv som en del af uddannelsen både fagligt og socialt. Jeg var tiltrukket af måden, man ville få mulighed for at kombinere den teoretiske del i form af læsestof og undervisning og den praktiske del i form af at arbejde med cases og udforme opgaver i studiegrupper.

Hvad synes jeg er det bedste?
Jeg har været rigtig glad for de mennesker, der går på HA i projektledelse, og det fællesskab, der er blevet skabt. Jeg har haft følelsen af gerne at ville møde op til undervisningen, frem for at have den klassiske jeg-gider-ikke-mentalitet som mange kender fra gymnasiet.

Studiegrupperne jeg har haft har også været vigtige for mig. Det har betydet meget for mit syn på samarbejde generelt, men også for mit syn på mig selv i et samarbejde. Det har været meget lærerigt, fordi man ikke har andet valg end at løse de udfordringer, der opstår.

Derudover er jeg også blevet overrasket over, hvad jeg har været god til fagligt. Fagene er ikke altid som man forventer, og man skal passe på, at man ikke dømmer dem på forhånd.

Hvad synes jeg er svært?
For mig har det været en udfordring at have svært ved et fag, fordi jeg ikke bryder mig om at være dårlig til noget. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at mange andre studerende havde det på samme måde, så man stod ikke alene med sine følelser. Jeg oplevede, at det gav mere blod på tanden til at lære de ting, der var svære.

Jeg synes også, det har været svært at finde en balance i ens nye liv på universitetet og ens sociale liv, arbejde, boligsituation, sport og alle de andre ting, man gerne vil vedligeholde. Det er meget forskelligt, hvordan man bedst tilrettelægger sin dagligdag, og det kan godt tage nogle forsøg, før man finder det, der fungerer bedst.

Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
Jeg ville gerne have vidst, hvor svært nogle dele af det faglige kan være. Det kan tage pusten fra en, hvis man læser en sektion, som man ikke forstår, eller støder på en matematisk udfordring, som man ikke kan løse. Jeg havde en ide om, at jeg ville kunne forstå tingene, når jeg lagde energi og tid i stoffet – men nogle gange kræver det bare mere end dét. For mit vedkomne er det særligt der, at jeg mærker den reelle forskel på gymnasiet og universitetet. 

Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
En uddannelse som HA i projektledelse giver mange forskellige jobmuligheder, og jeg drømmer mest om, at jeg lander et sted, hvor jeg bliver glad for mit job. Jeg kunne på sigt godt se mig selv i en mellemstor virksomhed, der arbejder med projekter i et eller andet omfang - et sted, hvor min rolle har betydning. Jeg fokuserer ikke så meget på, hvad målet er i min karriere; for mig er det vigtigt, at jeg har det godt lige nu. Lige nu er det her det, jeg gerne vil, og derfor er det det rigtige for mig.

Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Èn ting som jeg særligt gerne ville have vidst drejer sig om dårlig samvittighed. Jeg fandt ofte mig selv med dårlig samvittighed over ikke at have læst det, jeg ønskede at læse, selvom den dårlige samvittighed i praksis ikke hjalp mig med at læse mere.  Mit råd er derfor at være opmærksom på, at den dårlige samvittighed ikke tager over.

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 28/09/2023