Det sker på CBS i januar
Mød indflydelsesrig amerikansk HR-professor
Onsdag d. 31. januar 2018, 08:00 - 10:00, Ovnhallen, Porcelænshaven 22, 2000 Frederiksberg
Foto: professor Peter Cappelli, The Wharton School
En af de mest indflydelsesrige tænkere inden for HR, professor Peter Cappelli fra The Wharton School, University of Pennsylvania, er keynote til morgenseminaret “Building a Workforce of the Future”. I 2015 udråbte HR Magazine ham til at være på top 5-listen over indflydelsesrige tænkere inden for HR. Peter Cappellis CV er et kig værd – bl.a. har han været rådgiver for Bahrain i forbindelse med landets beskæftigelsespolitik.
Foredraget er det første af en række, som CBS’ Human Capital Analytics Group står bag. Målet med foredragsrækken er at udforske, hvad der transformerer virksomheder og hvad de efterfølgende konsekvenser bliver for måden, vi leder vores arbejdsstyrke i dag og bør lede den i fremtiden.
Morgenseminar om tendenser inden for kundetilfredshed
Torsdag d. 25. januar 2018, 09:00-11:00, Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg, auditorium S.05
Foto: Shutterstock
Bliv opdateret på de nyeste tendenser inden for kundetilfredshed, når lektor ved CBS Lars Grønholdt præsenterer sin forskning om sammenhængen mellem tilfredse medarbejdere, kunder og økonomiske resultater. EPSI Rating Group, som laver undersøgelser af kundetilfredshed, er medarrangør af morgenseminaret, hvor CEO Jacob Hallencreutz vil præsentere virksomhedens nyeste analyser.
Psykologien bag entreprenøren
Mandag d. 29.januar 2018, 16:00 - 18:00, Kilen, Kilevej 14, 2000 Frederiksberg, lokale KS.54
Foto: professor Mirjam Van Praag
Hvilken baggrund har entreprenører? Hvem er deres rollemodeller? Og hvad er deres forhold til at fejle tidligt i karrieren? Det kan du få svar på, når Mærsk McKinney Møller-professor i entreprenørskab Mirjam Van Praag holder sin afskedsforelæsning og præsenterer sine forskningsresultater fra de seneste fire års studier.
Her er kravene til fremtidens ledere
Tirsdag d. 30. januar 2018, 17:00-19:00, Dalgas Have 15
Foto: formand Allan Søgaard Larsen, Ledelseskommissionen
CBS har inviteret formanden for Ledelseskommissionen Allan Søgaard Larsen til debatmøde. Formanden vil give sit perspektiv på, hvad kravene til fremtidens offentlige ledelse er og indføre deltagerne i kommissionens arbejde og anbefalinger. Underviser på efteruddannelsen Master of Public Governance på CBS Anders Raastrup Kristensen er moderator på debatmødet og har i mere end 10 år forsket og arbejdet med offentlig ledelse.
Workshop sætter fokus på service strategi
Onsdag d. 24. januar 2018, Kilen (lokale Ks48), Kilevej 14A 2000 Frederiksberg
Foto: Shutterstock
Hvad gør man, hvis man vil skabe værdi gennem kundeservice på business-to-business-markedet? Med udgangspunkt i bogen Service Strategy in Action byder forfatter og professor ved Arizona State University Wolfgang Ulaga og professor Thomas Ritter velkommen til en workshop. Den adresserer udfordringer og best practices inden for service og customer solutions – alt sammen på baggrund af oplevelser fra ledere i forskellige industrier.
Ph.D. forsvar i januar:
Mandag d. 15. januar 2018, 13:00-15:00
Vishv Priya Kohli: Combatting Falsification and Counterfeiting of Medicinal Products in the European Union - A Legal Analysis
Mandag d. 8. januar 2017, 9:00-11:00
Helle Haurum: Customer Engagement Behavior in the Context of Continuous Service Relationships