Hvor lang tid bør det tage at fuldføre en universitetsuddannelse?

Nyheder

Uddannelsesdekan Jan Molin giver i en serie af klummer fra Direktionen sit syn på, hvor lang tid det bør tage at fuldføre en universitetsuddannelse.

 
03/12/2013

af Jan Molin, Uddannelsesdekan, CBS

Det er en spændende tid, vi lever i. På ugentlig basis bliver der indført nye regler for universitetsuddannelse, og de offentlige diskussioner omkring dem tager til. De danske politikere har de sidste 5-6 år bedt os om at nedsætte den tid, det skal tage at gennemføre en universitetsuddannelse. Argumentet er, at danske kandidater er for gamle, når de 'endelig' forlader universitetet (gennemsnitsalderen er 27 år).

Igennem tiden har vi erfaret, at politikere gerne vil lovgive på institutionelt niveau. Vi har forsøgt at tilpasse os de uoverensstemmelser og paradokser, der kommer af at lade Folketinget bestemme helt ned i detaljen, hvordan vi skal styres og kontrolleres.

Når politikere introducerer detaljerede regler, der skal gælde både for humaniora og samfundsvidenskab - og teknisk, sundheds- og naturvidenskab, kan det ikke komme som nogen overraskelse, at man ender med nogle ret generiske og unuancerede begreber, indikatorer og standarder.

Det står dog mere og mere klart, at generiske og unuancerede foranstaltninger udviklet fra centralt politisk hold fører til modstridende og kontraproduktive resultater på institutionsniveau. Her er et par friske eksempler:

Politikere kræver flere konfrontationstimer.
For at kunne tilbyde dette, ser universiteterne mod det faste videnskabelige personale.
Når det videnskabelige personale ikke har mere tid at give af (også for at værne om deres forskningstimer), rekrutterer universiteterne deltidsansatte.
Så beklager politikerne sig over, at der er for mange deltidsansatte ift. fuldtidsansatte og kræver flere fuldtidsansatte undervisere i klasselokalet. Universitetets eneste udvej er at undervise storhold, hvilket medfører et større frafald.

Politikere vil have mere internationalisering og mere relevans for erhvervslivet.
Universiteter investerer (over en længere periode) i uddannelser, der gør det attraktivt for de studerende at tage på udveksling og søge danske eller internationale praktikophold. Denne involvering af virksomheder og udenlandske universiteter betyder, at danske universiteter mister en del af kontrollen over uddannelsesstrukturen. Det kan resultere i forlængelse af studietiden, og så tager politikerne bonusserne fra de universiteter, der har svært ved at sikre en lav gennemførelsestid.

Politikerne vil gerne have flere studerende på de danske universiteter.
For at imødekomme disse krav, udvikler vi nye programmer på universiteterne. Det kræver mere administration. Desuden bliver holdene endnu større og skaber distance mellem studerende og deres undervisere.
Politikerne gør derefter frafaldsprocenten til en nøgleindikator i udviklingskontrakten og kræver nedskæringer i studieadministrationen. Universiteterne står således tilbage med et stigende antal studerende, mindre videnskabeligt personale og mindre administrativt personale til at hjælpe de studerende. Og så stiger frafaldet.

Vi må gå ud fra, at alt dette sker i den bedste politiske mening.
Det kan ikke være ond vilje eller et politisk ønske at ødelægge kvaliteten af universitetsuddannelserne (eller forskningen).
Det er i det store hele et spørgsmål om de mange utilsigtede og negative bivirkninger ved den grundlæggende misforståelse,
at 179 folketingsmedlemmer kan styre 8 meget forskellige universiteter med hundredvis af uddannelser og tusindvis af forskningsprojekter ved at træffe beslutning efter beslutning på et dagligt ledelsesniveau. Dette reguleringsniveau er ude af takt med de institutionelle betingelser - og den organisatoriske kompleksitet er uhåndgribelig for politikere, der sidder langt væk for organisationen med ringe eller ingen viden om, hvordan et universitet styres i dag.

Derudover kan der være endnu mere alvorlige problemer:
Måske er politikeres opfattelse af universiteter en giftig blanding af, på den ene side personlige minder og anekdoter fra familiemedlemmer eller middagsgæster, der synes, at det står elendigt til på de danske universiteter (frit efter en sætning lånt af James G. March, en af verdens førende sociologer) - og på den anden side en "economic man"-opfattelse af, hvordan mennesker opfører sig og efterstræber ting for egen vindings skyld. Med stærk opbakning fra nye offentlige ledelsesidealer og embedsmænd, der forsøger at styre ministerier og institutioner ved hjælp af akkordarbejde og incitamentssystemer.

Til syvende og sidst sidder vi tilbage med en generation af politikere og embedsmænd, der hverken har viden om eller interesse i den rolle, universitetet spiller i nutidens og fremtidens samfund - udover at generere skatteydende arbejdskraft. På denne måde bliver universiteterne i højere grad fabrikker. Forskning er kun relevant, hvis den genererer arbejdspladser, uddannelse er kun relevant, hvis kandidaterne ryger i jobs med det samme.

Det er kun, hvis man ser sådan på samfundet og universiteternes betydning for fremtiden, at det giver mening at fokusere ekstremt på at skære et par måneder af studietiden.
Politikere og embedsmænd kommer til at udvikle en selvopfyldende profeti, hvori de laver systemer og reguleringer uden indhold, ambitioner og værdier. En profeti, hvor de i sidste ende replikerer deres egen desillusionerede og bitre verdensopfattelse.

Så svaret på titlen af denne artikel kunne være:
At fuldføre en universitetsuddannelse burde tage så lang tid som overhovedet muligt.
Hovedformålet med et universitet er at tilbyde et refugium for kommende generationer, hvor de konstant løber risici for at kunne se nye muligheder, træffe udfordrende valg og finde spændende fremgangsmåder. Et universitet bør ikke bare være et kontrollerbart instrument til politisk regulering og opbygning. De studerende skal sammen med deres undervisere udvikle nye veje til og fremtidige værdier i et ønskværdigt samfund.
Desværre reduceres de studerende til fabriksfremstillede skakbrikker i en politisk kontekst.

På CBS prøver vi at navigere under de institutionelle begrænsninger.
Vi bliver ved med at opfordre vores studerende til at tage på udveksling og søge praktikpladser. Vi er enige i, at relevant studiearbejde sikrer bedre kompetencer - og vi opfordrer vores studerende til at være en del af de uendeligt mange studenterdrevne fritidsaktiviteter, som vi lægger hus til på campus. Det er alt sammen en del af hvad vi kalder et "ansvarligt ledelsesperspektiv" - noget, vi introducerer vores studerende til på deres allerførste skoledag (vores Responsibility Day).

Vi ved, at det udgør en risiko for CBS' muligheder for at reducere studietiden. Vi har officielt lovet, at vi vil gøre et effektivt forsøg på at reducere studietiden (for at imødekomme det politiske ønske), og vi har gjort det mere end klart, at vi vil gøre det ved (med hjælp fra vores studerende) at identificere de processer, hvor de studerende utilsigtet mister tid (fx på at finde en relevant specialevejleder, m.v.) Naturligvis findes der masser af eksempler på studerende, der bliver opholdt pga. af uhensigtsmæssige procedurer og dårlig koordinering. Vi skal og vil gøre vores yderste for at afhjælpe dette.

Vi har imidlertid også erklæret, at indsatsen i forbindelse med dette politiske ønske ikke skal stå i vejen for vores muligheder for at nå andre politiske mål som fx internationalisering og - måske vigtigst af alt - den højest mulige kvalitet i undervisning og uddannelsesstrukturer.

Sidst opdateret: Communications // 12/02/2019