Hør deltagernes reaktioner fra CBS Impact Topmøde

Nyheder

Over 400 mennesker var samlet i CBS’ største auditorium for at diskutere, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Vi spurgte fem deltagere om, hvad de tog med sig hjem fra dagen, som samtidig markerede afslutningen på CBS’ 100-årsjubilæum.

 
17/11/2017

Alle fotos af: Bjarke MacCarthy

Thomas Hofman-Bang, CEO og senior partner for revisions- og rådgivningsvirksomheden KPMG
”Det, jeg tager med mig fra i dag, er, at vi er i en brydningstid, hvor det gennemgående behov er agilitet. Som ledere skal vi omstille os til at drive virksomheden på nye måder. Vi skal turde fejle hurtigt, som Thomas Borgen (CEO Danske Bank, red.) sagde. I mange virksomheder hersker en nulfejlskultur, men vi skal acceptere fejl og uforudsigelighed, ellers risikerer vi at kvæle innovation og nye ideer. Når vi ikke længere kan lægge strategier for de næste år, må vi lede ud fra fremsyn, som Peder Tuborgh (CEO Arla, red.) nævnte. Det vil sige at drive mere efter en vision, der handler om andet end omsætningsmål. Vi skal tale til hjertet.”

Thomas Hofman
 


Mette Thomsen, andetårsstuderende på CBS’ HA(kom.)-uddannelse
"Det var tankevækkende, at rektor (Per Holten-Andersen, red.) sluttede af med at sammenligne erhvervsledernes fokus på ”fail fast, but learn from it”, når der hersker en stærk 12-talskultur på CBS. Hvis CBS uddanner fremtidens ledere til at være tolvtalselever, men som ikke tør tage chancer, hvordan stiller man så erhvervslivet? Også Jim Hagemann Snabes historie om Bertrand Piccard satte tanker i gang; da han ville bygge solcellefly, måtte han få bådingeniører til det, fordi verdens bedste flyingeniører mente, det var umuligt."

Mette Thomsen
 


Ole Wiberg, bestyrelsesmedlem i Hedorfs Fond
”Det her var en grand finale på en lang række vellykkede arrangementer i CBS’ fødselsdagsår. Det var flot, at CBS kunne tiltrække ’de tunge drenge’ (CEO’s fra Novo Nordisk, Mærsk, Arla og Danske Bank, red.). De næste 5-10 år rummer ufattelige udfordringer for både erhvervsliv og for academia, og derfor er det vigtigt, at vi samarbejder. CBS skal jo helst hele tiden være et skridt foran, så erhvervslivet kan komme og få svar. Vi skal skabe flere fora som det her fremover.”

Ole Wiberg
 


Flemming Poulfelt, professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi og prodekan for forskningsformidling på CBS
”En central pointe fra topmødet er, at vi skal aflære dårlige vaner. Det vil sige, at der er noget, som tilsyneladende blokerer for, at vi kan komme ud over stepperne. Desuden skal vi genopfinde os selv, og det kommer til at foregå i en verden, der bliver mere digital og med en ny global dagsorden. Det, vi har hørt på topmødet, stiller enorme krav til ledere om et mere ansvarligt og fornyende lederskab. Og hvis CBS skal leve 100 år til, skal vi også genopfinde os selv.”

Flemming Poulfelt

 


Majbrit Borup, HR Manager Scandinavia i PPG, der producerer brands som Dyrup, Gori og Sigma
”Jeg går fra topmødet med to ting. Den ene er, at vi skal turde udfordre vores nuværende antagelser. Det er ikke længere nok at være skalerbar, vi skal også som virksomheder og samfund have mere speed.  Det betyder, at vi skal lære at lære. Problemet er ikke mangel på viden, men vi skal i stedet lære at navigere i en global og kompleks verden. Det andet, jeg tager med mig, er, at vi skal turde droppe lange strategiplaner og sige til vores medarbejdere, at de skal gøre, hvad der er bedst for kunden og gøre det med afsæt i virksomhedens værdisæt.”

Majbrit

PDF iconLæs eventoplæg fra arrangementet

For flere informationer kontakt:

MMD programleder ved CBS Lise Balslev
Journalist ved CBS Matilde Hørmand-Pallesen

Sidst opdateret: Communications // 20/11/2017