CBS-forsker udgiver bog om formueforvalternes univers

Næsten otte år. Så lang tid har lektor Brooke Harrington fra Department of Business and Politics på CBS brugt på at undersøge de formueforvaltere, som hjælper rige mennesker til at blive endnu rigere. Hun er selv uddannet formueforvalter og har fulgt kollegers arbejde over hele verden. Til juli udkommer hendes bog “Capital without Borders” på Harvard University Press, og her fortæller hun mere om, hvem formueforvalterne er, og hvorfor de arbejder, som de gør.  

Panama-papirerne har skabt en bred debat på tværs af landegrænser. Hvad håber du, at din bog kan medvirke til?

Panama-papirerne giver et nærbillede af, hvad min bog viser et større billede af. Ud fra Panama-papirerne ser vi aktiviteterne i en enkelt virksomhed - Mossack Fonseca - og firmaets kunder. Min forskning har set på mange virksomheder over hele verden, der udfører den samme slags arbejde: at skabe lovlige strukturer designet til at skjule aktiver ikke bare fra beskatning, men fra enhver form for juridiske begrænsninger. Så med min bog er jeg i stand til at vise, hvordan aktiviteterne i de firmaer, og alle de strukturer, de skaber, passer sammen og danner et system. Det system former den politiske økonomi i verden, for virkningen er meget, meget bredere end skatteunddragelse. Til min bog har jeg interviewet 65 medarbejdere i 18 lande. En af dem var ansat i Mossack Fonsecas kontor i Panama. Han er som formueforvalter en del af en meget større maskine.

Du har sagt, at formueforvalterne kalder sig selv ”de riges socialarbejdere” – hvad kendetegner deres arbejde?

For mig som sociolog er det interessant at se, at formueforvalterne i deres arbejde skal kombinere to meget forskellige evner. For det første skal de bruge tekniske evner til at gemme formuer, og for det andet skal de bruge deres sociale og følelsesmæssige intelligens, fordi de rige er en speciel gruppe. Der er ikke mange, de kan stole på. Heller ikke deres nærmeste, for penge forgifter familierelationer. Familiemedlemmer er som ulve ved døren, der kun venter på, at det ældre rige familiemedlem dør, så de kan få deres penge. Nogle gange er formueforvalteren den eneste neutrale person, og han kan beskytte vedkommende fra børn og børnebørn.

Hvorfor har du valgt i din forskning og med din bog at undersøge lige netop denne gruppe mennesker?

Det er ikke et område, som ofte er blevet undersøgt, for det er svært at gøre. Fattige er nemmere at studere, fordi man for at få penge fra staten skal give mange informationer om sig selv, som kan bruges i studier. Men rige ønsker kun privatliv. De vil ikke tale med mig, journalister eller nogen. En del af det kommer af, at de ikke har tillid til mange. Derfor er de isolerede, og det er dyrt, svært og tidskrævende at lave studier af dem. Jeg fandt ud af, at jeg for at forstå dem kunne undersøge de mennesker, som hjælper de rige med at være rige: formueforvalterne. Det er et fuldtidsjob, for lovene ændrer sig hele tiden.

Du har skrevet, at den egentlige skandale om Panama-papirerne er, hvad der er lovligt – hvorfor mener du det?

Da Mitt Romney i 2012 var præsidentkandidat, og det kom frem, at han betalte meget lidt i skat uden at bryde loven, var der mange, som sagde, at det var okay. Men de samme mennesker overvejede ikke, hvorfor vi har love, som gør det helt okay for nogle med en formue at betale meget mindre i skat end deres sekretær eller husholderske. Det er legalt, men lad os tænke over, hvorfor det er legalt.

Hvad skal der til for at ændre lovgivningen?

Jeg tror, der er to grunde til, at vi ikke ser regeringer gøre noget på området.

For det første er der personlige interessekonflikter. Panama-papirerne har afsløret en masse navne, som bliver kædet sammen med Mossack Fonseca. Der er sportsstjerner, erhvervsfolk, folk som har arvet penge og folk fra regeringer, hvor nogle opfattes som korrupte og andre ærlige. Det betyder, at der i mange regeringer vil være nogle, hvor det er sandsynligt, at de selv drager fordel af, at man kan undgå at betale meget i skat.

Den anden grund vil jeg kalde en institutionel konflikt. De fleste lande kan bruges som skattely, også Danmark. USA, hvor jeg kommer fra, er blevet kaldt det nye Schweiz, fordi mange love giver mulighed for attraktive skattely. Og for mange lande vil det være ødelæggende for deres økonomier, hvis de forsøgte at stoppe folk i at betale lidt i skat. Ejendomsværdierne vil falde, der vil være færre jobs, og ingen ønsker at være ”the bad guy”. Derfor gør regeringer ikke noget. Men en af de ting, der kan ændre situationen, ser vi i Island. Her protesterer mange folk, fordi de føler sig forrådte af deres ledere, og hvis det sker i en meget større skala, kan det føre til politisk handling. Men i andre lande er der ikke samme enighed om, hvad regeringen skal gøre. I USA er der en større diversitet, og der vil for eksempel være folk, som siger, de ikke ser noget problem i, at nogle betaler lidt i skat. Den amerikanske drøm betyder, at de fattige og middelklassen har et håb om en dag at blive rige, og så vil de heller ikke betale meget i skat. Det er naivt, men sådan er det, og det gør det svært at ændre på lovgivningen.  

Læs mere om Brooke Harrington og hendes bog.