Ny professor skal styrke forskning og undervisning i virksomhedskommunikation

CBS har ansat Anne-Marie Søderberg som professor med styrkelse og udvikling af forskning og undervisning i virksomhedskommunikation som primære opgaver.

21/05/2003

Ny professor skal styrke forskning og undervisning i virksomhedskommunikation

Copenhagen Business School har ansat Anne-Marie Søderberg som professor i virksomhedskommunikation ved Det erhvervsøkonomiske Fakultet. Hendes primære opgaver bliver fremover at styrke og udvikle fakultetets forskning og undervisning i virksomhedskommunikation. Anne-Marie Søderberg har i de senere år stået i spidsen for udviklingen af HA(kom.)-studiet, en bacheloruddannelse, der integrerer erhvervsøkonomi, samfundsanalyse og virksomhedskommunikation. HA (kom.)-studiet var blandt de mest søgte uddannelser på CBS, da den optog sine første studerende i september 2002.

Anne-Marie Søderberg, der er uddannet på Københavns Universitet, har været lektor ved CBS siden 1989. Udover at have bidraget værdifuldt til forskning, forskeruddannelse og undervisning inden for såvel virksomhedskommunikation som interkulturel kommunikation og ledelse, har hun i en længere årrække forsket i internationale fusioner og virksomhedsopkøb. Med sin humanistiske baggrund har hun valgt at sætte fokus på de sociale, kulturelle og kommunikative problemer, der ofte opstår i integrationsprocessen, når ledere og medarbejdere skal samarbejde henover sprog- og landegrænser og i fællesskab udvikle nye praksisser. Anne-Marie Søderberg har netop afsluttet et større nordisk forskningsprojekt om den serie af fusioner og virksomhedsopkøb, som førte til etableringen af Nordea, der i dag er Nordens største finansielle servicevirksomhed. Hun er medforfatter til og redaktør af bogen ’

Merging across Borders.
People, Cultures and Politics’, der udkommer i juli på Copenhagen Business School Press.

Anne Marie Søderberg holder tiltrædelsesforelæsning onsdag d. 28. maj kl. 13.00 i auditorium SC.033, Dalgas Have 15, Frederiksberg. Hun forelæser her over emnet ” Kultur, identitet og kommunikation i en international virksomhedskontekst”.

Sidst opdateret: Communications // 04/10/2004