Kontinuitet og fornyelse, samling og synergi

Fakultetet for Sprog, Kommunikation og Kultur skærper profilen

30/05/2006

Fakultetet for Sprog, Kommunikation og Kultur skærper profilen

Fra at have 3 institutter med navne som Institut for Datalingvistik, Institut for Engelsk og Institut for Fransk, Italiensk, Russisk, Spansk og Tysk består CBS’ erhvervssproglige fakultet nu af 2 institutter Institut for Internationale Sprogstudier og Vidensteknologi og Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationstudier.

Meget mere end sprog

Fakultetet er nemlig meget mere end sprog og lingvistik – hvilket de forhenværende institutnavne ikke fortæller historien om.

Dekan Søren Barlebo Rasmussen, som står i spidsen for fakultetets store omlægninger siger, at fremtiden indebærer både kontinuitet og fornyelse, samling og synergi – og har i den forbindelse også udnævnt to nye institutledere, som drivende for udviklingen.

”Jeg har store forventninger til det nye team, som med deres blanding af netværk, faglige tyngde og lederevner matcher de forandringer CBS står overfor de næste år. Omdannelsen af fakultetet er nemlig blot første skridt i en stor omstillingsproces, hvor skolen pr. 2007 ikke længere vil bestå af skarp opdeling af de erhvervsøkonomiske og de erhvervssproglige områder. Tværtimod vil det være et samlet hele med tæt synergi mellem de forskellige faglige genstandsfelter,” forklarer Søren Barlebo Rasmussen.

De to nye institutledere:

Alex Klinge, cand.ling.merc. fra CBS og på vej mod doktorforsvar 23. juni ”The Structure of English Nominals” er udnævnt som institutleder for Institut for Internationale Sprogstudier og Vidensteknologi. I begrundelsen er specielt Klinges videnskabelige tyngde og de mange faglige kontakter og netværk fremhævet, som udslagsgivende for ansættelsen.

På Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier er det Anette Villemoes, cand.ling.merc. fra CBS og forhenværende leder af Institut for Fransk, Italiensk, Russisk, Spansk og Tysk, der skal drive udviklingen videre. Villemoes har store ledererfaringer, evne til at gennemføre forandringer og er god kommunikator på internationalt niveau.

Sidst opdateret: Communications // 10/07/2006