Den halsløse gerning

CBS-forskning giver en tiltrængt indsprøjtning til elektroniske patientjournaler

28/11/2005

CBS-forskning giver en tiltrængt indsprøjtning til elektroniske patientjournaler

Hvordan kan en pårørende være uvedkommende? Er lægemiddelgivning det samme som lægemiddeladministration? Og hvad ville du sige til at blive udsat for generisk substitution?

Ikke kun tekniske udfordringer - men også inden for kommunikation

I begyndelsen af november var der en heftig debat i medierne om de tekniske problemer ved indførelse af elektroniske patientjournaler (EPJ). Men teknikken er langt fra den eneste udfordring – kommunikation er mindst lige så vigtig. For kan EPJ-udviklerne og lægerne overhovedet forstå hinanden?

Samarbejde mellem H:S, Sundhedsstyrelsen og CBS

For at komme dette problem i forkøbet, arbejder man i Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) og Sundhedsstyrelsen målrettet med at beskrive de begreber, der skal danne fundamentet for sygehusenes elektroniske patientjournaler. Begge steder har man indledt et samarbejde med terminologieksperter fra DANTERMcentret på CBS med det formål at trække på centrets viden om begrebsafklaring og –systematisering.

”Det er halsløs gerning at udvikle et større it-system, som skal bruges af mange forskellige parter uden at have en fælles forståelse af de begreber, der indgår i grænseflader, hjælpetekster osv.,” siger professor Bodil Nistrup Madsen. ”I EPJ-systemer kan misforståelser endda komme til at betyde, at patienter bliver fejlbehandlet. Derfor er begrebsafklaring et uundværligt redskab i udviklingen af EPJ.”

I H:S har man taget konsekvensen af dette og ansat terminologer til begrebsarbejdet. De vil fortælle om deres arbejde på et gå hjem-møde den 7. december, hvor der er fokus på, hvordan forskning i terminologi og termbaser er med til at forbedre grundlaget for EPJ.

Gå hjem-mødet finder sted onsdag den 7. december kl. 15-16.30 på CBS i lokale 1Ø-001, Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg. For mere information kontakt: danterm@cbs.dk.

Oplæg ved

Anne-Mette Skou og Troels Thomsen, terminologer i Begrebssekretariatet i H:S Direktionens Informatikafdeling

Sabine Kirchmeier-Andersen, institutleder ved Institut for Datalingvistik, CBS

Annemette Wenzel, udviklingschef, og Bodil Nistrup Madsen, professor, DANTERMcentret, CBS

 

Sidst opdateret: Communications // 29/11/2005