Fagpressen i den journalistiske fødekæde

Der plankes og pyntes, lånes og stjæles på kryds og tværs i den journalistiske fødekæde. Forskningsrapport af professor Anker Brink Lund

25/04/2005

Ny forskningsrapport i anledningen af Dansk Fagpresses 100-års jubilæum af professor Anker Brink Lund viser, at den organiserede del af dansk fagpresse leverer over 43.000 nyheder om året til den journalistiske fødekæde. Den manglende anerkendelse af fagpressen forhindrer dog ikke nyhedsmedierne i at lade sig inspirere af fagpressens journalistiske originalproduktion. Det sundhedsfaglige ugeblad Dagens Medicin opnår eksempelvis 40 citater i andre medier på en gennemsnitlig uge.

De danske journalister stjæler

"Undersøgelsen påviser et væsentligt problem af både presseetisk og økonomisk betydning: Danske journalister låner og stjæler, planker og pynter på hinandens historier. Men oftest skjules sporene, så publikum ikke forstår hakkeordenen i den journalistiske fødekæde" fastslår professor Anker Brink Lund.

En af rapportens hovedkonklusioner er, at de journalistiske formidlingsprocesser er et slags økosystem med jægere, samlere og byttedyr. På den måde bliver det tydeligt, hvordan de forskellige nyhedsleverandører bearbejder hinandens råstof.

Fagpressen mangler anerkendelse

"I en tid med journalistisk ensartethed, hvor alle låner fra hinanden, sikrer fagpressen og deres websites en lind strøm af originale historier. Men fordi de danske journalister låner fra hinanden uden at opgive citater og pga. fagpressen lavere status, så bliver dette ikke anerkendt. Eksempelvis har et folketingsflertal i årevis skåret i fagbladenes portostøtte - besparelser, der indtil nu har kostet over 500 fagblade livet", afslutter Anker Brink Lund.

Sidst opdateret: Communications // 28/04/2005