Fra CBS til KU

Chefen for CBS' bibliotek gennem 20 år, Michael Cotta-Schønberg, udnævnt til chef for Københavns Universitetsbibliotek

31/08/2005

Chefen for Copenhagen Business Schools' bibliotek gennem 20 år, biblioteksdirektør Michael Cotta-Schønberg, er blevet udnævnt til chef for Københavns Universitetsbibliotek med virkning fra 1. september.

Rum for læring

Michael Cotta-Schønberg har i sin tid på CBS udviklet biblioteket til et rum for læring med state-of-the-art læsefaciliteter, elektronisk adgang og Danmarks længste åbningstider. I indretningen af det nye bibliotek på Solbjerg Plads har det desuden været vigtigt for Cotta-Schønberg, at rummet skulle spille kreativt sammen med kunst og møblement og udfordre bibliotekets ca. 1. mio. årlige besøgende.

Michael Cotta-Schønberg skal lede arbejdet med at reorganisere universitetsbiblioteket og sikre at dets betjening udføres ud fra et helhedssyn samt at ydelserne er i takt med universitetets udvikling og behov.

Københavns Universitetsbibliotek dannes ved sammenlægning af Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek og Det Kongelige Biblioteks universitetsbiblioteksområde. Det udgør én af de to bibliotekssøjler under Det Kongelige Bibliotek, den anden søjle er Danmarks Nationalbibliotek. Sammenlægningen forventes fuldt gennemført d. 1. januar 2006.

Afskedsreception

Copenhagen Business School holder afskedsreception d. 6. oktober kl. 14, Solbjerg Plads 3, kantinen, 2. sal.

Biblioteksdirektør Michael Cotta-Schønberg har en omfattende publikationsvirksomhed bag sig og er en aktiv foredragsholder i primært danske og internationale bibliotekssammenhænge, senest i form af en artikel med titlen 'Improvisation som ledelsesform'. Aktuelt er Cotta-Schønberg formand for Forskningsbibliotekernes Chefkollegium, og han var formand for European Business Librarians' group i 1994-96.

Michael Cotta-Schønberg har været direktør (tidligere overbibliotekar) for Handelshøjskolens Bibliotek siden 1985 og før dette Førstebibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek i perioden 1978-1985. Hans uddannelsesbaggrund er mag.art. i psykologi (Københavns Universitet) og bachelor i filosofi (Université de Louvain). Michael Cotta-Schønberg var ansat som forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek med fagreference i psykologi fra 1973 til 1978.

Sidst opdateret: Communications // 31/08/2005