Bidrag kan forværre de humanitære konsekvenser af katastrofer

Ny rapport af Torben Juul Andersen

01/12/2005

Ny rapport "Applications of Risk Financing Techniques to Manage Economic Exposures to Natural Hazards" af Torben Juul Andersen, CBS, afdækker de uhensigtsmæssige afhængighedsforhold, der kan opstå, når "rige" donorlande yder økonomisk hjælp efter naturkatastofer i u-lande.

De økonomiske konsekvenser af naturkatastrofer i udviklingslande bliver typisk finansieret af bidrag ydet bilateralt af ’rige’donorlande eller multilaterale institutioner efter, at katastrofernes omfang er blevet udbasuneret på forsiderne af den international presse (se blot på genopbygningen efter den store Tsunami sidste nytår og den løbende bearbejdning af jordskælvssituationen i Pakistan). 

Et uhensigtsmæssigt afhængighedsforhold

På mange måder fører denne politik til et uhensigtsmæssigt afhængighedsforhold (’moral hazard’), der er med til at skabe utilsigtede politiske incitamenter til at forværre de humanitære og økonomiske konsekvenser af katastrofer i u-landene snarere end at forsøge på at reducere deres negative effekt og etablere finansiering til økonomisk rekonstruktion på forhånd.

"Den basale problemstilling er, at en forsvindende lille del af de økonomiske risici, der er forbundet med naturkatastrofer, er forsikrede i u-landene, simpelt hen fordi forsikringsmarkederne er underudviklede, samtidig med, at de direkte økonomiske tab der forvoldes af naturkatastrofer vokser ekponentielt. Da udviklingen i de bilaterale donationer langt fra vokser så stærkt som de økonomiske tab, vil der opstå et alvorligt finansieringsproblem på lidt længere sigt," siger ophavsmanden til rapporten Torben Juul Andersen.

I rapporten slås til lyd for, at de mulige økonomiske konsekvenser af fremtidige naturkatastrofer i u-landene skal beskrives, så både lokale regeringer, donorlande, og de multilaterale institutioner, der i vidt omfang finansierer den økonomiske rekonstruktion, på forhånd kan gøre en mere aktiv indsats dels for at reducere risikoeksponeringen og dels for at etablere nødvendig finansiering til genopbygning.

Torben Juul Andersen har fungeret som ekspert for OECD’s ’Task Force on Terrorism Insurance’ sammen med Howard Kunreuther (Wharton, University of Pennsylvania), Dwight Jaffee (Haas School of Business, Berkeley) og John Cooke (International Economic Relations Consultant, London).

Sidst opdateret: Communications // 01/12/2005