Topmøde på CBS: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?

Befinder erhvervslivet og Danmark sig på et solidt fundament af innovation og kompetencer, som kan føre os godt ind i fremtiden? CBS runder sit 100 års jubilæum af med at invitere til topmøde, hvor CEO's fra Novo Nordisk, A.P. Møller-Mærsk, Arla Foods og Danske Bank sammen med erhvervsministeren diskuterer fremtidsudsigter og ikke mindst, hvordan samfund og CBS kan understøtte både unge virksomheder og erhvervslivets bredeste skuldre.

07/11/2017

Hvis de største danske virksomheder kan sammenlignes med brede skuldre, blev de fra 1993 til 2015 mere end dobbelt så brede. De ti største, danske virksomheder omsatte i 1993 for et beløb svarende til cirka 20 pct. af Danmarks BNP. I 2015 var det tal fordoblet. Toplederne fra nogle af Danmarks største virksomheder besøger sammen med erhvervsministeren CBS Impact Topmøde 16. november for at drøfte deres indflydelse på Danmark og virksomhedernes fremtidsstrategier, forhåbninger og bekymringer.

-  Vi har nogle virkelig dygtige og internationalt orienterede virksomheder i Danmark, som har stor betydning for samfundets økonomi, f.eks. hvis vi ser på antal ansatte, hvad der betales i selskabskat og deres brug af underleverandører. Der er kort sagt et samspil mellem virksomhedernes og samfundets vækst. Samtidig sker der store forandringer omkring os, nogle iagttagere taler endda om en industriel revolution. Derfor er det vigtigt at drøfte, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, og hvordan vi som samfund og universitet kan bidrage til store og små virksomheders sunde udvikling de næste fem, ti, eller endda hundrede år, siger Per Holten-Andersen om arrangementet CBS Impact Topmøde, som er en afrunding af CBS' 100 års jubilæum.

Ud over erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), deltager blandt andre Thomas Borgen fra Danske Bank, Lars Fruergaard Jørgensen fra Novo Nordisk, Søren Skou fra A. P. Møller-Mærsk, Peder Tuborgh fra Arla Foods og Jim Hagemann Snabe, adjungeret professor på CBS og formand for A. P. Møller-Mærsk. På dagen rejses spørgsmål som: Betyder de multinationale virksomheder mere for Danmark, end Danmark betyder for de multinationale virksomheder; Hvordan kan erhvervspolitikken bane vej for bæredygtig vækst og innovation i såvel store som små virksomheder; Hvilke pejlemærker for CBS’ forskning, uddannelser og erhvervssamarbejde er der brug, for at Danmark fortsat kan fostre konkurrencedygtige og globalt orienterede virksomheder?

- CBS’ historie og udviklingen for dansk erhvervsliv har de sidste 100 år været tæt forbundet. Vi ser frem til at runde vores jubilæum af med besøg af topchefer fra øverste hylde, der sammen med studerende skal drøfte kursen ind i fremtiden. Ambitionen er at dele erfaringer og viden om muligheder for værdiskabelse mellem forskning og praksis, studerende og topledere, erhverv og politik, siger Per Holten-Andersen om CBS Impact Topmøde.
 

Programmet for CBS Impact Topmøde kan ses her.

Journalister skal tilmelde sig direkte ved kontakt til presseansvarlig Mikael Koldby eller projektleder Lise Balslev.

Sidst opdateret: Communications // 02/09/2020