Velkommen til nyt center

Samarbejdet med erhvervslivet inden for anvendt it og kommunikations- teknologier styrkes

03/01/2007

Samarbejdet med erhvervslivet inden for anvendt it og kommunikationsteknologier styrkes

Med en samlet forskningsbevilling på over 70 millioner, hvoraf de ca. 20 millioner er eksterne midler allerede er sikret til centret til forskning i løbet af de næste 3 - 4 år, har CBS Center for Applied ICT fået en flyvende start. Centeret er netop blevet oprettet med professor Jan Damsgaard som centerleder og blandt de vigtigste samarbejdspartnere i ind- og udland finder man bl.a. Microsoft, IBM, SAP, ARLA, Heineken, United Paper Mill (Finland), DR, Dagbladet Børsen og Forbrugerstyrelsen.

”I dag er samarbejdet med erhvervslivet ofte sporadisk kontakt eller meget tæt kontakt omkring fælles projekter. Centeret giver mulighed for at finde en mellemvej i form af længerevarende tilknytning – uden at dette er formaliseret i projektform. Dette kendes fx fra USA, hvor forskningscentre ofte har 20-50 virksomheder tilknyttet med adgang til forskere og forskningsresultater på centeret,” fortæller centerleder Jan Damsgaard.

Fra ERP til avancerede mobile tjenester

Kerneforskningen pt består af de 4 store projekter: 3gERP, ITAIDE, eSANGATHAN og DREAMS – og indholdet spænder lige fra udvikling af bedre fundament for fremtidens ERP til udvikling af avancerede mobile tjenester i storskala forsøg.

Initiativtagere til centret er professor Jan Damsgaard (Centerleder), professor Niels Bjørn-Andersen, professor Janni Nielsen og lektor Leif Bloch Rasmussen og forventes at have hen mod 20 medarbejdere ved udgangen af 2007.

Centeret placeres som et selvstændigt center i geografisk tilknytning til det nuværende Institut for Informatik, men vil ledelsesmæssigt referere til den nye forskningsdekan ved CBS.

Centerdannelse er en typisk organisatorisk konstruktion ved CBS til at facilitere særlige indsatsområder, hvori indgår betydelig ekstern medfinansiering.

Sidst opdateret: Communications // 13/08/2007