Fra big pharma til venture capital i biotek

Velkommen til Jan Leschly som adjungeret professor

24/08/2006

Velkommen til Jan Leschly som adjungeret professor på CBS

Med stærkt fokus på erfaringsudveksling fra unik karriere i globalt orienterede virksomheder, bl.a. som øverste chef i en af verdens største farmaceutiske virksomheder SmithKline Beecham, tilknyttes en af dansk erhvervslivs mest internationalt anerkendte personer, direktør Jan Leschly CBS. Fra CBS’ side er der glæde over det tætte samspil med den refleksive praktiker, idet de nye strategiske tiltag i den globaliserede verden på den måde kan styrkes yderligere.

Erfaringerne skal videre til de kommende topledere

 ”Når jeg har valgt at blive adjungeret professor på CBS, så er det først

og fremmest, fordi jeg gerne vil give mine erfaringer fra mange år i toppen af erhvervslivet videre til de studerende, som jo er de kommende erhvervsledere. Jeg tror på at de kan lære meget af mine erfaringer - både de gode og de dårlige," forklarer Jan Leschly.

Igennem sin erhvervskarriere har Jan Leschly beskæftiget sig med alle aspekter af ledelse, innovation og strategi i større globale virksomheder, og han var bl.a. en af de ledende kræfter i megafusionen mellem SmithKline Beecham og Glaxo Wellcome.

”Strategi og globalisering er et område, hvor et tæt samspil med refleksive praktikere er afgørende vigtigt for at fremme forskningen, og i sidste ende være til nytte for erhvervslivet. Vi er derfor meget glade for, at direktør Jan Leschly tilknyttes som adjungeret professor. Som den danske erhvervsmand der har gjort sig bedst i internationalt erhvervsliv nogensinde er han et unikt aktiv for CBS," fastslår professor Nicolai J. Foss – leder af Center for Strategi og Globalisering, hvortil Leschly skal tilknyttes.

CBS har pr. 1. september 2006 udnævnt direktør og entreprenør Jan Leschly som adjungeret professor inden for området ”Strategi og ledelse af globale virksomheder” ved Center for Strategi og Globalisering.

Alle journalister er velkomne til at overvære forelæsningen:

”Mit karriereforløb: fra big pharma til venture capital i biotek”

Torsdag 31. august kl. 15:00 – 16:00

Danske Bank Auditorium, 2.01

Copenhagen Business School

Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg

Sidst opdateret: Communications // 28/08/2006