Nye krav skaber nye advokat-typer

CBS-forsker: Både unge og mere etablerede advokater skaber sig nye advokat-identiteter i de her år. Kravene fra klienterne har ændret sig, og det har krævet en redefinering af, hvad dvs. at være advokat i dag

21/03/2013

Inger Høedt-Rasmussen er uddannet jurist og arbejder som erhvervsforsker ved Juridisk Institut på CBS. Hendes nye bog ”Juridisk gennemslagskraft” zoomer ind på de nye typer af advokater, der blomstrer op i kraft af nye behov og opgør med forældede traditioner. Bogen er skrevet sammen med lektor Jonas Gabrielsen fra RUC og har vakt så stor interesse, at den nu også skal udgives i Belgien og Sverige.

Opgør med traditionelle advokat-dyder

- Advokater er ikke længere ”bare advokater” – de har et fokus, de har en sag. De nye advokat-typer kan f.eks. have et humanistisk fokus og vil ”redde verden”. Andre ser sig som store statsmænd med ansvar for at opretholde retssikkerhed.  De nye måder at definere sin advokatidentitet på er sket i takt med, at markedet har ændret sig – kunderne går til advokater på en anden måde i dag, siger Inger Høedt-Rasmussen.

Overordnet er advokater gået fra at være ”rettens tjenere” til at være ”klientens mænd", og de er altså blevet markedsstyrede på en anden måde. Det betyder, at de stærke og hundredår lange advokatdyder er på vej ud. Opgøret med den traditionelle advokat, der er generelist, har også er åbnet nye karriereveje:

- De nye tendenser betyder, at advokaterne spørger sig selv, hvordan vil jeg bruge min viden? Hvis en advokat ved alt om skat, er der både mulighed for at blive skatteministerens højre hånd eller selskabstømrer. Advokater kan have mange funktioner, og det er relativt nyt, siger Inger Høedt-Rasmussen og peger på nye fagfelter som en anden interessant konsekvens af den udvikling.

Fagfællesskaber tager udgangspunkt i markedet

De nye advokat-typer koncentrerer sig i fagfællesskaber. Det er ikke mere end et par år siden, det blev lovligt at reklamere for hvilket område, som advokaten er specialiseret i. Især IT, ophavsret, konkurs, byggebranchen og skatteområdet har grupper af advokater sporet sig ind på i kølvandet på den nye lovgivning.

- Advokater finder specialer inden for brancher, og de laver fagfælleskaber de steder, hvor markedet gør det interessant. De nye fagfællesskaber er frugtbare, for de skærper kompetencerne. Opbygningen af fagfællesskaber gør sig gældende i hele EU. Det er endnu et eksempel på, at advokaterne forkaster en overordnet advokatidentitet, og pludselig finder vi advokater, der kalder sig ”legal advisors”. For ti år siden insisterede pensionerede advokater på at blive tituleret som advokater. Måden at se sig selv på ”som advokat” har forandret sig drastisk, siger Inger Høedt-Rasmussen.

Af andre nye tendenser, der knytter sig til markedet, gælder også opkomsten af rådgivningsvirksomheder, der er startet af advokater, samt advokaters arbejde med proaktive løsninger både i privatsfæren, som f.eks. ægteskabskontrakter, og i den private sektor, f.eks. konfliktmæglere. Samme tendenser er også eksempler på nyere specialområder. De nye specialområder påvirker også uddannelsen. Lige nu er det på tale, at advokater skal uddannes inden for specialområder, således at det f.eks. ikke er alle, der kan gå i retten og være procedører.

Folkeuniversitetet og Danske Advokater udbyder kurser, der tager udgangspunkt i bogen ”Juridisk gennemslagskraft”. Kontakt Inger Høedt-Rasmussen ih.jur@cbs.dk for mere information.

Sidst opdateret: Communications // 03/02/2015