Krigen i Ukraine: Vestens sanktioner og global økonomi

Typisk fremhæves Sydafrika som en succesfortælling om, at sanktioner var afgørende for bekæmpelsen af apartheid. Men ifølge professor med særlige opgaver (MSO) Eleni Tsingou fra Institut for Organisation på CBS, bør vi være pragmatiske, når vi diskuterer sanktioner, og hvad de kan opnå.

04/03/2022

Russian Ruble
Foto: Shutterstock
 

Kan sanktioner standse krigen i Ukraine?

Forskere indenfor mit felt har længe haft et kynisk syn på sanktioner. Argumentet har været, at de ofte er ineffektive, enten fordi de er for selektive til at have nogen seriøs effekt, eller fordi de målrettes regimer, hvis normer ligger alt for langt fra ’vores’. Afviklingen af apartheid i Sydafrika var resultatet af en langsigtet indsats, hvor ændringen indtraf efter et signifikant skifte i offentlighedens holdning i Europa og Nordamerika.

De hårdeste sanktioner (og nogle af sanktioner mod Rusland er hårde) kan kun opnå en delvis effekt på et regime som det Russiske, og implementeringen bør være bredere forankret og fremstå som en samlet indsats fra en langt større del af det internationale samfund, hvis isolationseffekten virkelig skal mærkes. Lad det stå helt klart: Dette er ikke, i hvert fald ikke endnu, en økonomisk blokade.

Det, vi kan udlede af sanktionsaktiviteterne i løbet af den seneste uge, er, at myndighederne allerede er bekendte med de individer og institutioner, som skal sanktioneres. Der har eksisteret udkast til disse lister i et godt stykke tid. Nu går diskussionen på de relative omkostninger og fordele ved tiltagene og overvejelser om hvem, hvad og hvornår, man skal sanktionere for at minimere en ugunstig udvikling for den europæiske økonomi, og hvordan man laver retningslinjer for velvillige brancher, der lige nu skal forholde sig til komplekse sanktioner, der omfatter begrænsninger på kapitalmarkedet. Opgaven med at lokalisere de russiske oligarkers aktiver og formuer er fremskreden, men konsekvenserne heraf bør besluttes af vores folkevalgte regeringer, og ikke kun afhænge af sanktioner.
 

Hvad er SWIFT, og hvordan anvendes det mod Rusland?

Den grundlæggende infrastruktur for økonomiske transaktioner på tværs af grænser anses oftest for at være af teknisk karakter. SWIFT, det betalingssystem, der muliggør sikre pengeoverførsler mellem banker på tværs af nationale grænser, er et privat styringssystem; et kooperativ, der ejes af dets finansielle medlemsorganisationer. Politiske økonomer har længe udfordret fortællingen om den globale økonomis apolitiske rørlægning. Og den seneste uge er et godt eksempel. Vi har set, hvor vigtige korrespondentbanker er for landes adgang til finanssystemet og handelsmuligheder. Vi er blevet mindet om, at den amerikanske dollar er den primære handelsvaluta. Og nu bliver SWIFT brugt som et kraftfuldt værktøj i modsvaret til Ruslands invasion af Ukraine.

Indtil nu har det været anvendt som et trinvist værktøj, eftersom flere EU-medlemmer ikke har været villige til at presse på for en komplet boykot af den russiske banksektor, herunder udelukkelsen af syv banker fra SWIFT, med argumentet om, at dette både beskytter visse af EU's økonomiske interesser (ved at holde sluserne for betaling af energi åbne), og samtidig efterlader det manøvrerum og mulighed for yderligere eksklusionsrunder. Men selv denne begrænsede aktivitet kan have en effekt, der rækker udover de formelle rammer. Hvis man handler med russiske partnere, kan det pludselig have høje omkostninger for finansielle aktørers personlige ry, og mange kapper derfor forbindelsen, mens Ruslands største udlåner, som ikke er omfattet af EU’s SWIFT-boykot, forlader det europæiske marked, fordi deres datterselskaber står overfor mulige stormløb på bankerne.

Og nu vi taler om stormløb på bankerne, så er det mest drastiske tiltag indtil videre indefrysningen af den Russiske centralbanks aktiver. Centralbanken har markante valutareserver, men ikke i form af kontanter i pengebokse i Moskva. At afskære bankens adgang til aktiverne i dollars og euro, som opbevares i flere forskellige centralbanker, vil have alvorlige konsekvenser for Ruslands handelsmuligheder. Nu hvor rublen står overfor en devaluering på verdensmarkedet, og den russiske befolkning trækker deres aktiver i udenlandske banker hjem, så er der en reel risiko for et stormløb på bankerne og en konvertering af udenlandske konti til rubelkonti.
 

Kan kryptovaluta bruges til at omgå vestens sanktioner?

Rusland vil bruge kryptovaluta for at omgå sanktionerne. Men kryptovaluta kan ikke erstatte adgangstabet. Den krævede størrelsesorden er ganske enkelt ikke en mulighed – kryptovalutaens samlede markedskapitalværdi ligger kun lige over den russiske banksektors samlede aktiver. Derudover tilbyder kryptovalutaen ikke den likviditet, som handelstransaktioner kræver.

For at kunne anvende kryptovaluta som bare en delvis erstatning, skal Rusland have adgang til de børser, der tilbyder den største likviditet. Dette er sandsynligvis de børser, der stiller de skrappeste krav, som implementerer standardsanktioner og anti-hvidvaskningsprincipper, og som nu kapper båndene til specifikke individer og institutioner. Rusland ville også være nødsaget til at finde en hurtig måde at indsamle kryptovalutaen på. Her vil det nok være muligt at generere visse indtægter gennem minedrift, men ikke fra den ene dag til den anden, og ved brug af cyberangreb på kryptobørser. Så ja, kryptovaluta kan hjælpe Rusland med at omgå sanktionerne, men kun i et begrænset omfang.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 04/05/2022