Unikt samarbejde om bæredygtighed

- Social- og miljømæssig ansvarlighed bliver en del af pensum

01/12/2008

Social- og miljømæssig ansvarlighed bliver en del af pensum

Flere og flere virksomheder har social- og miljømæssig ansvarlighed på dagsordenen, når de skal udvikle forretningsstrategier. De fokuserer på at skabe bæredygtighed i virksomhedernes arbejdsprocesser, så det bliver en naturlig del af forretningen. Derfor er det helt afgørende, at virksomhederne udvikler effektive metoder og løsninger til, hvordan dette kan ske bedst muligt.

Et nyt valgfag på Copenhagen Business School (CBS) sætter fokus på området i et unikt samarbejde, hvor både studerende og virksomheder får teoretisk viden, konkrete løsninger og værktøjer til, hvordan man i praksis arbejder med bæredygtig innovation. Codan, Arla, Dong Energy, FDB, BRF Kredit og Hjem-IS får konkrete løsninger på rigtige forretningsmæssige udfordringer. Faget er det første af sin art herhjemme.

Innovation skaber nye markeder

- Tidligere har virksomheder udelukkende forbundet det at være bæredygtig og social ansvarlig med at bruge penge. Det var en luksus, som man kun kunne tillade sig, hvis økonomien var i orden. I dag er opfattelsen en anden, og virksomhederne har set, at de på den måde kan skabe nye markeder og stærkere brands, siger professor Christoph Hienerth fra CBS, som har været med til at udvikle valgfaget.

Det er regeringens erklærede mål, at Danmark skal op i den europæiske elite indenfor iværksætteri og innovation. Det nye CBS valgfag er med til at skabe rammerne for handlingsorienterede partnerskaber mellem uddannelsessystemet og erhvervslivet.

Fra forskning til forretning

Mere end 60 studerende fra blandt andet CBS, Handelshøjskolen i Århus, Roskilde Universitet, University of Victoria, Canada og National Taiwan er netop nu i gang med det nye valgfag, hvor teoretisk viden indenfor bæredygtig innovation omsættes til konkrete løsninger på rigtige forretningsmæssige udfordringer.

- Det er netop i krydsfeltet af teori og praksis mellem virksomheder og studerende med forskellige faglige indgangsvinkler og nationaliteter, at de virkelig innovative idéer og koncepter findes. Det er vigtigt, at virksomhederne trækker på viden udenfor egne rækker for at skabe unikke strategier, services, produkter og koncepter til gavn for virksomheden selv, stakeholders og samfundet, siger Business Developer Frederikke Kroon fra Marketing Consulting Services, som sammen med CBS, Lunds University og Øresund Entrepreneurship Academy står bag det nye valgfag.

At forskning skal udmønte sig til forretning er netop én af grundene til, at forsikringsselskabet Codan, og fem andre markante danske virksomheder, har valgt at samarbejde med CBS.

- Vores ambition med samarbejdet er helt sikkert at få nye input og ideer til, hvordan vi som virksomhed kan blive endnu mere bæredygtige. Samtidig ser vi det også som et vigtigt bidrag til de studerende, der får lov til at arbejde med virkelige udfordringer og brugbare løsningsforslag, siger Jeanette Fangel Løgstrup, Kommunikationsdirektør i Codan.

Invitation

Pressen er velkommen til, efter forudgående aftale med Frederikke Kroon 20 92 70 60, at deltage ved udvalgte præsentationer af de konkrete resultater som de studerende præsenterer for virksomhederne. Studerende, virksomheder og eksperter er til rådighed for interviews.

Copenhagen Business School, Kilen, Room Ks43, Kilevej 14, 2000 Frederiksberg. Onsdag den 3. december kl. 9 – 21.00.

Sidst opdateret: Communications // 06/07/2010