Stor interesse for ny kandidatuddannelse

Nyheder

Flyvende start for cand.soc.

 
03/08/2005

Med næsten dobbelt så mange ansøgere som studiepladser har en af CBS’ nye kandidatuddannelser, cand.soc. i Politisk Kommunikation & Ledelse (PKL), fået en flyvende start.

Tilslutningen til uddannelsen har været imødeset med spænding, da PKL-linjen som noget nyt er rettet mod bachelorer med forskellig uddannelsesbaggrund og derfor også fra andre universiteter end CBS.

Unikt fundament

”Vi er både glade og tilfredse med tilslutningen – især fordi vi fik mange kvalificerede ansøgninger fra både samfundsvidenskabelige og humanistiske bachelorer. Det er i høj grad ud fra de studerendes mange forskellige faglige tilgange, at vi skal bygge PKL-linjens unikke fundament” siger professor og initiativtager til linjen, Niels Åkerstrøm Andersen og glæder sig til at byde de første studerende velkommen.

PKL-linjen åbner dørene op for den første årgang i september og sigter på at give de studerende kompetencer til at kunne kommunikere på tværs af de traditionelle arbejdsmarkedssektorer i Danmark. Linjen er udviklet af forskergruppen i Offentlig og Politik Ledelse ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS.

Sidst opdateret: Communications // 18/08/2005