Fra Himalaya til Frederiksberg

- Hvad gør et land, der ikke selv kan løfte uddannelsesopgaven for dets mest talentfulde ledere?

19/02/2010

22 nationaliteter på ét hold

Hvad gør et land, der ikke selv kan løfte uddannelsesopgaven for dets mest talentfulde ledere? Sender dem til udlandet for at give dem en MBA-uddannelse med hjem i rygsækken. Det er hvad Kezang Dorji fra Bhutan i øjeblikket har fået muligheden for at opleve.

Der er 22 nationaliteter på årets MBA-hold, og takket være et samarbejde mellem Udenrigsministeriet/Danida Fellowship Centre (UM/DFC) og CBS har en række lande fået mulighed for at tilbyde ledere en MBA i udlandet.

Alternativ måde at tænke forretning på

- Vi er utroligt glade for, igennem samarbejdet med UM/DFC, at kunne tiltrække højt kvalificerede deltagere som Kezang. Han kommer fra en helt anden kultur og repræsenterer på mange måder en alternativ måde at tænke forretning på. Det bliver rigtigt interessant at se, hvordan Kezang og resten af MBA-holdet kommer til at udvikle sig i løbet af året, siger professor Torben Juul Andersen, Associate Dean ved Full-time MBA.

Samarbejdet mellem UM/DFC og CBS har eksisteret siden 2009 og har givet erhvervsledere muligheder, de ellers ikke ville have fået. Deltagerne kommer typisk fra lande, der ikke selv kan løfte uddannelsesopgaven for talentfulde erhvervsledere, men som har behov for udvikling af disse.

Fakta

Der er 22 nationaliteter på årgangen 2009-10. Gennemsnitsalderen er 33 år, deltagerne har gennemsnitligt otte års erhvervserfaring og en fjerdedel af årgangen er kvinder.

MBA-uddannelsen på CBS er akkrediteret af EQUIS og AMBA (Association of MBAs).

Læs mere om full-time MBA her.

Sidst opdateret: Communications // 06/07/2010