CBS’ årsrapport for 2013 er publiceret

CBS i 2013: flere udenlandske forskere, øget kvote 2-optag, mere undervisning.

11/03/2014

I 2013 ansatte CBS flere forskere, optog flere studerende og tilbød flere undervisningstimer. Det blev finansieret ved et træk på egenkapitalen.

  • Årets resultat blev et planlagt underskud på 20 millioner kroner. CBS budgetterer også med underskud i 2014 og 2015, men fra 2016 skal budgettet bringes i balance.
  • CBS har oprustet på antallet af fastansatte forskere. Det understøtter CBS’ mål om at levere forskningsbaseret undervisning. Mange af de nyansatte videnskabelige medarbejdere har udenlandsk baggrund. I 2013 udgør de udenlandske forskere for første gang mere en 60 pct. af ansættelserne. Det bidrager til CBS’ strategi om at skabe et internationalt, førende forsknings- og uddannelsesmiljø.
  • CBS' uddannelser er mere populære end nogensinde. I 2013 havde CBS både det højeste og det tredjehøjeste adgangssnit til en uddannelse på landsplan. Selvom antallet af pladser blev øget igen i 2013, er antallet af afviste ansøgere steget endnu mere. Når CBS må afvise ansøgere, er det for at sikre kvaliteten af uddannelserne - CBS har ikke lokale- og underviserkapacitet til at optage flere.
  • CBS optager flere kvote 2-ansøgere. Siden 2009 er der sket en fordobling af kvote 2-optaget, og i 2013 udgjorde det 25 pct. af det samlede optag. Samtidig stiger antallet af kvote 2-ansøgere støt. CBS har erfaret, at studerende optaget via kvote 2 har et lavere frafald end gennemsnittet.
  • De studerende får mere undervisning. CBS holder målsætningen om at give de studerende 10 pct. flere timer i forhold til 2011. 
  • CBS uddanner primært til den private sektor. Opgørelsen fra 2013 viser, at 83 pct. af CBS’ kandidater, der har været i arbejde over de sidste 10 år, har fået arbejde i den private sektor.
  • CBS besluttede i 2013 at lancere en ny Business in Society (BiS)-platform; CBS Maritime. BiS-platformene understøtter CBS’ strategi 'Business in Society'. BiS-platformene er tværfaglige enheder, der organiserer og udvikler forskning og uddannelse inden for et samfundsrelevant emne. Den nye BiS-platform er den femte i rækken.
  • CBS opfyldte i 2013 10 ud af 14 opgjorte mål i udviklingskontrakten. Et mål kan først blive opgjort senere på året. Udviklingskontrakten er udarbejdet i samarbejde med Forsknings- og Uddannelsesministeriet.

For flere oplysninger kontakt universitetsdirektør Peter Jonasson eller pressekonsulent Mikael Koldby.

 

Sidst opdateret: Communications // 02/09/2020