Uffe Østergaards afskedsforelæsning

1864, Danmark og EUropa

Tirsdag, 24 februar, 2015 - 15:00 to 16:00

Uffe Østergaard

1864, Danmark og EUropa

af Professor Uffe Østergaard

På en paradoksal måde har Danmark præget det europæiske samarbejde der af mange grunde har udviklet sig til en uplanlagt og uforudset føderation af nationalstater. Denne selvmodsigende betegnelse forklarer mange, om end ikke alle, sider af det samarbejde der har udviklet sig gennem de sidste tres år. Med udgangspunkt i en analyse af Danmark forvandling fra en multinationalt og mangesproget stat, det Oldenborgske monarki, til nutidens homogene nationalstat – dog med det det flernationale Rigsfællesskab – analyseres EU’s udvikling. Tesen er at danskerne uden at opdage det stort set har fået det som de vil, men ikke tør tro på det. Og måske heller ikke vil have det når svaghederne ved konstruktionen bliver klare. Hvordan det hænger sammen med nederlaget 1864 og den betydning dette nederlag har haft for Europas udvikling røbes til sidst i forelæsningen.

Uffe Østergaard (f.1945) er uddannet i politologi fra Europakollegiet i Brügge 1970, kandidat 1972 og mag.art. 1976 i historie fra Århus Universitet. Samme sted har han haft ansættelse som kandidatstipendiat, adjunkt t og lektor ved Historisk Institut (1976-2000) og Center for Kulturforskning 1988-2000, hvor han 1993-99 var leder af European Studies Program og institutleder European Studies 1999-2000. I 2000 blev Uffe Østergaard udpeget som Direktør for Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier og fortsatte her som leder for samme da centret blev sammenlagt med øvrige enheder til Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). I januar 2007 tiltrådte han som professor i dansk og europæisk historie ved International Center for Business and Politics (CBP nu DBP), Copenhagen Business School. Uffe Østergaards bibliografi tæller mere end 400 bidrag og yderligere et antal er under udgivelse. Blandt hovedværkerne især om national identitet, national politisk kultur og nationalstater i Europa kan nævnes: Fascismen i Italien. Brud og kontinuitet i Italiens historie efter 1800 (med T. B. Olesen og N. A. Sørensen) 1984 /1986); Akropolis – Persepolis tur/retur (1991). De komparative studier af Europa er samlet i Europas ansigter (1992/2000) og Europa. Identitet og identitetspolitik (1998/2001) samt 8 redigerede bind om Italien, Frankrig, Tyskland, United Kingdom, Norden, det habsburgske og det osmanniske imperium samt Spanien (1984-2001). To bind med titlen Det nationale Europa om de nationale politiske kulturer i EU er under udgivelse. Dertil kommer publikationer om nationalisme og nationalismeteori, herunder Den globala nationalismen med Björn Hettne og Sverker Sörlin (Stockholm 1998/2006). Af bidrag til kollektive projekter kan nævnes “Denmark: A Big Small State – The Peasant Roots of Danish Modernity” i National Identity and the Varieties of Nationalism. The Danish Experience (Campbell, Hall and Pedersen eds. 2006) og “Danish National Identity: Between Multinational Heritage and Small State Nationalism” i Denmark’s Policy towards Europe after 1945: History, Theory and Options (Branner and Kelstrup eds. 2003). Sammen med Mads Mordhorst ledede han forskningsprojektet “Nation branding and national identity” 2008-2012 (FKK) ved CBS og har siden 2012 deltaget i en kortlægning dansk humanistisk forskning, Humanomics (Velux), der ledes af Frederik Stjernfeldt og David Budtz Pedersen, KU.

Forelæsningen markerer på én gang Uffe Østergaards fratræden som professor og hans tilknytning som professor emeritus.

Tirsdag den 24. februar  2015 kl. 15.00-16.00 med efterfølgende reception.

CBS, Råvarebygningen, Porcelænshaven 22, Frederiksberg

Påkrævet tilmelding kan ske her.

Sidst opdateret: Department of Business and Politics // 08/10/2019