Viden, Handling og Ledelse

Tiltrædelsesforelæsning ved Erik Juhl, Institut for Organisation

Torsdag, 11 oktober, 2007 - 15:00 to 17:00

Copenhagen Business School har udnævnt Erik Juhl til adjungeret professor ved Institut for Organisation

Erik Juhl har kombineret en lægevidenskabelig karriere og forskningsledelse med et mangeårigt virke som topleder inden for sundhedsvæsenet, og han er en fremtrædende repræsentant for den ledelsesmæssige innovation og organisatoriske fornyelse, der har kendetegnet det danske sygehusvæsen gennem de senere år.

Program

15.00-15.15:

Rektor Finn Junge-Jensen

15.15 - 16.00:

Erik Juhls tiltrædelsesforelæsning: "Viden, Handling - og Ledelse - nogle personlige refleksioner efter en rundtur i det danske hospitalsvæsen"

16.00-17.00:

Institut for Organisation er vært ved en reception for Erik Juhl i Kilens atrium

Erik Juhl har lægevidenskabelig embedseksamen fra Københavns Universitet 1966 og den medicinske doktorgrad fra Århus Universitet 1970. Erik Juhl virkede som overlæge på intern medicinsk afdeling på Hvidovre Hospital 1975-89. Han var 1981-82 medical director ved King Fahd Central Hospital. Han har i årene 1989-2002 været lægelig direktør for Københavns Hospitalsvæsen, sundhedsdirektør for Københavns Sundhedsvæsen og administrerende direktør for Hovedstadens Sygehusvæsen. 2002-2004 var Erik Juhl overlæge ved Enhed for Patientsikkerhed ved Hvidovre Hospital, og siden 2004 har han været forskningschef ved Lundbeckfonden.

Erik Juhl har desuden gennem en længere årrække været redaktør ved Ugeskrift for Læger, Liver og DMB og været medlem af regeringens sygehuskommissioner 1997 og 2002.

Erik Juhl har en omfattende lægevidenskabelig publikationsliste, der omfatter 206 numre og vidner om forskning af høj og original karakter. .

Erik Juhls ledelsesmæssige indsats har været omfattende. Han har været forskningsleder for et særdeles produktivt videnskabeligt miljø, målt ved antallet af artikler og disputatser, og udøvet en betydelig indsats som medlem af internationale udvalg og bestyrelser for medicinske selskaber.

Erik Juhl’s erfaring som leder af komplekse organisationer spænder fra ledelse på afdelingsniveau over sygehusniveau til topposter for Københavns Sygehus- og Sundhedsvæsen, afsluttende med 7 år som administrerende direktør for H:S Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Erik Juhl’s ledelsesmæssige indsats kan kendetegnes som forandringsledelse (change management and leadership), der klarest er kommet til udtryk i forbindelse med ledelsen af H:S fra dets etablering. H:S var inden for det daværende amtslige sygehusvæsen både Danmarks største og mest innovative. Med sin bestyrelses-direktionsmodel afveg H:S fra amternes politiske styringsmodel og fungerede med sine mange ledelses- og organiseringsmæssige initiativer som en omstridt rollemodel for hele Danmark.

Etableringen af H:S, herunder overdragelsen af Rigshospitalet fra Staten til H:S må karakteriseres som en megafusion, der skabte et grundlag for at etablere et stort sammenhængende sygehusvæsen. Dette blev under Erik Juhl som administrerende direktør udmøntet i omfattende reorganiseringer, der indebar koncentration af specialer. Dette foregreb hvad amterne siden hen efter Sygehuskommissionen kom til at arbejde med under betegnelsen ”funktionsbærende enheder”.

Medicinske centre var en anden organisatorisk innovation, der var et markant forsøg på at skifte fra et speciale- til et patientorienteret organiseringsprincip ud fra en erkendelse af at den typiske medicinske patient ikke repræsenterer én sygdom men et mere sammensat billede.

Efter gennemførsel af de store reorganiseringer skiftede H:S fokus til kvalitetsudvikling og tog som det første danske sygehusvæsen initiativet til en omfattende akkreditering af alle H:S sygehuse med assistance af The Joint Commission. H:S har via denne indsats været med til at sætte sit præg på den mere generelle kvalitetsudvikling, der nu videreføres gennem Den Danske Kvalitetsmodel.

Erik Juhl har også haft væsentlige funktioner uden for hovedstadens sygehusvæsen. Således var Erik Juhl formand for det såkaldte NASTRA udvalg, som i 1995 kom med et både omfattende og veldokumenteret forslag til en national strategi for sundhedsvidenskabelig forskning i Danmark. Det vidner ligeledes om Erik Juhl’s position i det danske sundhedsvæsen, at han som personlig rådgiver for statsministeren i 2007 skal samle og strukturere konkrete forslag til forbedringer af sundhedsvæsenet i regi af Velfærdsreformarbejdet.

Sidst opdateret: Communications // 24/09/2007