Samfundsvidenskabelige uddannelser udsultes

- De studerendes reaktion på McKinsey rapporten

18/06/2009

De studerendes reaktion på McKinsey rapporten

I forlængelse af den netop offentliggjorte McKinsey rapport, kræver studenternetværket CBS Students flere penge til bedre uddannelse af fremtidens ledere - nu.

Det er afgørende, at dem, som skal føre Danmark ind i fremtiden, i en global øget konkurrence, også bliver uddannet i verdensklasse.

- McKinsey rapporten viser i sin tydelighed, at det er nødvendigt med flere penge til de samfundsvidenskabelige uddannelser. De studerende har behov for flere undervisningstimer, og ikke mindst mere feedback på deres opgaver. Som det er nu, udsultes de samfundsvidenskabelige uddannelser for undervisning og aktiv læring, siger Jenskumar Sivagurunathan, formand for CBS Students.

Studenterforeningen undrer sig over, at de studerende på de naturvidenskabelige uddannelser får 167 % flere undervisningstimer end CBS-studerende på de samfundsvidenskabelige uddannelser.

Mønsterbrydernes uddannelser

CBS Students finder det positivt, at de naturvidenskabelige uddannelser har mange undervisningstimer.

- Men nu skal vi også erkende, at for at få udbytte af de mange dygtige naturvidenskabelige kandidater er det nødvendigt med en massiv investering i uddannelse af fremtidens ledere og økonomer. På den måde sikrer vi, at de naturvidenskabelige kandidaters uddannelse også bliver til resultater og giver indtægt til Danmark, siger Jenskumar Sivagurunathan.

- CBS er den uddannelsesinstitution med flest mønsterbrydere, og undersøgelser viser, at netop de merkantile uddannelser tiltrækker flest studerende fra ikke-boglige hjem, siger Jenskumar Sivagurunathan.

CBS Students håber derfor, at forligspartierne hæver taxametertilskuddet til de samfundsvidenskabelige uddannelser på CBS.

Hvad er McKinsey rapporten?

McKinsey rapporten er en analyse af universiteternes finansiering, som konsulentfirmaet McKinsey har foretaget for Videnskabsministeriet og Finansministeriet.

Sidst opdateret: Communications // 08/07/2009