Danske studerende fejede alle af banen

- Case Competition i Singapore for universiteter fra 11 lande

07/05/2009

Case Competition i Singapore

1. pladsen, prisen for bedste fremlæggelse og en pris uddelt af coachene fra hele verden. Det var, hvad CBS’ studerende kunne tage med hjem fra Singapore efter at have deltaget i den internationale konkurrence, Apex Business IT Case Competition.

Studerende fra 11 forskellige lande har i 24 timer dystet på deres faglighed. Hvilket hold kan komme med det bedste løsningsforslag på den strategiske udfordring, som årets casevirksomhed har stillet?

De tre CBS-studerende Christian Øhrgaard, Theis Malmborg og Stephan Brostrøm kom altså med det bedste bud og kunne rejse hjem med førstepræmien. Lidt ironisk rejste de danske studerende til Singapore for at finde ud af, at årets casevirksomhed var danske Vestas.

Dansk forslag til dansk virksomhed

75 procent af virksomhedens medarbejdere er danske, så konkurrencen gav Vestas mulighed for at få input fra andre dele af verden. Men det var alligevel et dansk forslag, de rejste hjem med.

Vestas IT Group havde brug for et bud på justeringer i deres strategi, så den understøtter Vestas’ overordnede strategi om at blive nummer et i verden inden for vindmølleenergi.

- Jeg havde valgt to DØK-studerende og en IBP-studerende, da det er min erfaring, at vi står stærkest med et hold, der blander de studerende på tværs af uddannelserne, siger specialkonsulent og CBS Case Coach Stephanie Hadler, der var med holdet i Singapore.

Apex Business IT Case Competition

16 universiteter fra Filippinerne over Tyrkiet til Canada deltog i konkurrencen. Konkurrencen løber over 24 timer, hvor holdene gennem tre runder bliver færre og færre. Danmark var repræsenteret med to hold. Udover CBS deltog Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Dommerpanelet består af erhvervsfolk fra blandt andet Vestas, IBM, SAP, Microsoft og DHL.

Sidst opdateret: Communications // 11/05/2009