Er en MBA 320.000 kr. værd?

Med en MBA får du en solid portion personlig og faglig udvikling, men...

24/10/2007

Med en MBA får du en solid portion personlig og faglig udvikling, men du bliver først og fremmest en sparringspartner med en bred forståelse for forretning iflg en artikel i Berlingske Business, skrev af Kirsten Wiess.

”Mogens har fået mine opgaver - og jeg har hørt ham i dem!”

Nej, Mogens Nørgaard Mogensen, partner og markedsleder i PricewaterhouseCoopers, slap ikke med at betale 320.000 kr. og give senior manager Kristina Tauber Wiese en masse arbejdsfri dage, da han for to år siden sagde ”go” til hendes drøm om en MBA.

Ikke nok med at hans initiativrige medarbejder løbende forsyner ham med ny natbordslekture. Hun deler også sin indsigt og sine ideer med ham og kollegerne i revisions- og rådgivningsvirksomheden PwC. Og det er lige præcis meningen.

”Man godkender en MBA til den rigtige person med den rigtige profil. Og sådan en har Kristina. Det nytter jo ikke at sende en lille, tavs revisor, der trives bedst bag en bunke papir, ud til alle de kunder, der i dag efterspørger en meget bredere rådgivning,” siger Mogens Nørgaard Mogensen, partner i PwC. Og Kristina Tauber Wieses nærmeste chef.

Pæne revisionsvirksomheder har ellers i masser af år sat en ære i kun at rulle den lige vej til et partnerskab ud til revisorer med en statsautoriseret næse for tal. Men også i revisions- og rådgivningsbranchen er den slagne vej og tilgangen til kunderne det seneste tiår slået skævere og mindre regelret. For vel skal revisorer fortsat kende deres kolonner. Men de skal også kunne kaste det bredere blik og det større perspektiv på de kunder, der i dag driver en kompleks forretning i en kompleks verden.

”I gamle dage forventede du, at revisoren kom ud til dig og talte med virksomhedens økonomiafdeling eller CFO. I dag efterspørger markedet helhedsløsninger. En rådgiver skal kunne placere sig mange steder i virksomheden, og derfor giver det mening for os at vores medarbejdere har bredere kompetencer end tidligere. Også selv om det største ønske, man har her i livet, ikke er en statsautorisation,” siger Mogens Nørgaard Mogensen, der selv har en af slagsen i baglommen.

Han kalder det ”forretningsmæssigt fuldstændigt tåbeligt”, at lade knalddygtige medarbejdere og potentielle partnere gå efter guldet i andre, mindre konservative, brancher, og blandt andet derfor har PwC fraveget den gamle tommelfingerregel om, at til tops når kun de statsautoriserede revisorer.

Sidst opdateret: Communications // 23/10/2007